Min kommunikation med Ara: Følelsesmæssig intelligens

(Følelsesmæssig intelligens handler blandt andet om evnen til at være bevidst om samt kunne håndtere og udtrykke egne følelser. Det handler også om empati og har afgørende betydning for vores evne til at indgå i sociale relationer.)

Jeg lærte engang, at der findes ikke rigtig og forkert; der er kun anderledes. Det synes jeg er en rigtig god ting! Andre forældre kommunikerer anderledes med deres børn, end jeg selv gør. Derfor er udbyttet også forskelligt. Så med det i mente og i forbindelse med ugens konfliktløsning i 0. klasse, vil jeg gerne dele lidt om min kommunikation med mit eget barn. Jeg siger ikke, at det er den rigtige måde, jeg siger bare - det er en måde.

Hjælp barnet med at sætte ord på følelserne. Tal gerne ud fra dig selv!
Børn lærer af det de ser, og hvis de ser et snævert følelsesregister udfoldet, er det sandsynligt, at de vil forsøge at skjule egne følelser. Det kan være forbundet med skam at være vred eller ked af det, fordi det opleves som noget, der ikke er tilladt... "Hold op med at sidde og surmule" eller "Du forpester stemningen med dit sure fjæs" kan være noget mor eller far siger "med et glimt i øjet" - men børn tolker ikke den slags analog signaler og hører kun de ord, som bliver sagt. I stedet kan den voksne sætte ord på det, der sker - både selve situationen, og det som (sandsynligvis) sker i barnet: "Pyha, du blev godt nok vred der, det kender jeg faktisk godt. Det er helt normalt at blive sur, når andre tager ens bedste legetøj." Sandsynligvis siger jeg, fordi vi voksne må erkende, at følelserne er noget vi tolker for barnet; du har altså magten til at definere om noget er normalt, godt, skidt, i orden. Hvornår noget er for meget eller overdrevet... Og husk at bemærke om du af og til kommer til at tillægge barnet voksne værdier, som for eksempel en manipulerende adfærd, diva-nykker og så videre. Bemærk også om du altid venter med at vise de helt store følelser, til du er alene. Det kan være sundt at græde og ligeså sundt for dit barn at se dig udvise menneskelig adfærd. Ingen kan være Supermor/far hele tiden.

Følelser er altid rigtige. Både børns og voksnes følelser kan afvige fra sidekammeratens, på trods af at de lige har oplevet nøjagtig det samme. Følelserne kan der ikke ændres på, men en uhensigtsmæssig reaktion; det kan der arbejdes med. Det kan også være værd at overveje, om et følelsesmæssigt udbrud, som ikke stemmer overens med barnets normale adfærd, kan skyldes følelser ikke-relateret til den udløsende situation. Lyt og spørg ind, den tid som bliver brugt på opmærksomt nærvær kan være nok til at barnet føler tryghed til at tale ud.

Husk at børn lever i nuet og ikke forstår, hvis du venter med at forklare til du selv har tid. Chancen er misset, og du må vente til næste gang. Jo flere gange en uhensigtsmæssig adfærd får lov at passere uden at du får talt med barnet om det, jo sværere vil det være at ændre på. Måske tiden er bedre brugt nu, mens sovsen brænder på, end når den dårlige vane sidder fast som indgroet adfærd. Adfærdskorigerende kritik kan sagtens være konstruktiv, især hvis den gives på baggrund af kærlighed og omsorg. Den charmerende diktator i hjemmet kan blive klassens bølle, som de andre ikke gider lege med.

Ærlighed er vejen frem. Vær ærlig og fortæl barnet, hvordan du selv har det, og hvad du selv oplever. Voksne kan også være trætte og uoplagte eller i dårligt humør! Tit er det kun det gode humør, som italesættes, Også dette er en måde hvorpå barnet kan få opfattelsen af, at vrede og sorg er ikke noget, der skal tales om. Det kan være svært at lære at bearbejde følelser, hvis man aldrig ser eller hører om andres oplevelser og følelser.

Hvad er det egentlig du vil, mor Rikke?

Ara sagde til mig: "Prøver du på at gøre mig vegetarisk eller hvad?"

Jeg har ikke haft en strategi eller en som sådan direkte formuleret plan, så jeg måtte bare svare hvad der kom til mig: "Nej, jeg prøver på at få dig til at vælge selv."

Miseren tog udgangspunkt i en ikke-ægge salat sandwich. Da jeg aftenen forinden havde spurgt hende, hvad hun kunne tænke sig at få med i madkassen, var svaret, at hun var ligeglad. Så det endte med, blandt andet, den der sandwich med ikke-ægge salat. For når man ikke vælger, vælger andre for en; sådan er det med rigtig mange ting her i livet. Og de, der vælger, træffer valg baseret på egne præferencer (og hvad der er i køleskabet). At andre hele tiden vælger for en, udvikler ikke handlekompetence, og det var hvad der slog mig, da vi stod i den der ikke-ægge salat: Jeg vil gerne have, at hun lærer at vælge selv. Aktivt tager stilling. Er en deltagende og engageret medspiller.

Mit svar fik hende til at vælge: "Kyllinge-pålæg." Fint nok. Sådan skal det være! At jeg er vegetar får mig ikke til at sige, Ej, det dur ikke - prøv noget andet, indtil du siger ikke-ægge salat. Det er kun mit valg, ikke hendes. Jeg er ikke så fanatisk, som man kunne formaste sig til at tro, så når Ara sidder og kysser sine pølser eller siger Jeg elsker dig til sin bacon, er jeg faktisk bare rigtig glad for, at hun overhovedet ikke tager hensyn til, hvad jeg måtte føle overfor det bacon der. Det er jo ikke mig, der skal spise det. Så længe hun ikke klasker mig i panden med det, er det cool nok. 

Det er en svær diskussion at have med voksne. Hvorfor gør jeg ikke det ene og hvorfor gør jeg ikke det andet? Jeg føler ikke, jeg kan være en del af den veganske subkultur, fordi jeg oplever det som værende en enten eller ting. Jeg kan ikke med den ene hånd stege bacon til andre folk, mens jeg med den anden hashtagger veganer om min egen mad... Hvor er den subkultur som bare siger Gør hvad du føler for?...

En fanatiker er en "person som ensidigt (og overdrevent) støtter eller kæmper for et bestemt synspunkt, eller som ihærdigt eller med stor begejstring dyrker en bestemt interesse". Gør jeg det? Overdrevent er selvfølgelig en subjektiv størrelse, men jeg vil selv sige nej, jeg er ikke fanatiker. Og jeg prøver dog ihærdigt på at holde det sådan, især overfor andre mennesker, fordi jeg ønsker at beholde min selvforvaltning - jeg vil ikke pådutte nogen noget og håber de på samme måde lader være med at dutte mig - og desuden ønsker at signalere overfor mit barn/andres børn, at det er da det top fedeste! At vælge selv, pyyyyyh! Det er bare nice!

Med til fanatisme hører vel også manglen på evnen til at se opturen i andre ting, end det man selv vælger. Her er også religion et fantastisk og aktuelt emne. For mig er religion, hvad det er: "et samfunds eller en kulturs organiserede tilbedelse af en gud, guder eller overmenneskelige kræfter og den livsopfattelse og de ritualer der knytter sig hertil". Bom bom, ikke så meget at sige lige om det, fordi jeg selv opfatter mig som så meget andet end en troende person; utilitarist, ateist eller hvad end man vil kalde det. Jeg synes, det er en bemærkelsesværdig evne folk kan have til helt at overgive sig til ting på den måde. Det synes jeg ikke helt er en dårlig ting, tro kan få mangt og meget til at virke overkommeligt for den troende... Men det er ikke noget for mig. Biblen derimod, det er dælen dulme en god historie! Jeg var vild med religion, da jeg var barn og elskede, når vi fik læst højt i skolen og bare skulle sidde og lytte og tegne. Den gider jeg godt tale om, den er vi begyndt at læse herhjemme. Den nemme udgave for børn, den med store bogstaver, som passer en spirende læser. Og vi er enige om, at det er da godt nok nogle fantastiske historier - en mand, der kan dele havet! WAUW! 

Jeg synes, der er mange ting man skal tage stilling til som forælder. Man kan postulere, at jeg som vegetarisk ateist ikke har noget at lære min datter om Gud og bacon, men jeg vil nu gerne give mit besyv med alligevel. Jeg håber, at jeg formår at gøre det så nuanceret det nu er muligt.

Alle for en - Husk at donere din flaskepant til Care Danmark

Legegrupper er åbenbart en udbredt ting i folkeskolen, og noget jeg har tænkt en hel del over. Jeg er ikke klar over, om det er noget vi (ja! Vi) bruger på vores skole, men jeg nåede i nat den konklusion, at hvis det ikke er - så vil jeg foreslå, at vi starter!

Ja, noget af en overraskende udmelding fra en inkarneret menneskehader, men lad nu min personlighed ligge for en stund og antag, at jeg er en helt almindelig forælder, som blot ønsker det bedste for mit barn og hendes venner.
Min første tanke og udmelding om de dersens legegrupper: Det deltager vi ikke i. Og min datter vil heller ikke. Når jeg spørger hende, siger hun helt sikkert nej!
Min begrundelse var noget med, at hun kan da sagtens finde ud af at lege med de fleste, så hvorfor skal jeg belemres med fremmede børn, som slider på mine nylakerede gulve, æder mine bananer og tisser ved siden af toilettet... Er det ikke pædagogernes, lærernes og forældrenes ansvar? Hvordan kan det blive mit problem?

... Det er mit problem, fordi jeg er klar over, at der er et problem. Jeg kan ikke se det ske og ignorere, at de her børn og deres forældre lider. Det er svært at være udenfor, svært ikke at mestre det sociale spil og ikke kunne gennemskue de andres mærkelige regler. Ting tager tid, og alt skal læres på et eller andet tidspunkt. Og eftersom det at socialisere, ikke er noget, du kan gøre alene, kan du heller ikke lære det, eller løse sådan et problem, alene. Der skal folk til! De kloge voksne strikker en pædagogisk strategi sammen, noget med værktøjer og metoder; dem om det, men hvis der ikke er nogle børn at tale og lege med - ØVE sig på - strander alle de gode intentioner. 

Både mit barn og jeg er spillere på den sociale arena, hvor de andre børn og deres forældre befinder sig - ja, puha! Nu blir det langhåret! for det betyder altså, at vi bevæger os indenfor den samme kreds, så vi er ligeså afhængige af dem, som de er af os!! Så er jeg da godt nok noget af en lort, hvis jeg ikke gerne vil dele mine bananer - for jeg vil jo gerne have, at andre deler med mig. Simpelt: Vil jeg være en del af problemet eller løsningen? Vil jeg trække mig, sidde og være sur over, at der ikke er nogen, der gider lege med mig? Vil jeg være tilfreds med, at min datter leger, mens andre står alene?... Jeg vælger at prøve at være en del af løsningen, for bananer er nu alligevel bedre, når de deles med en god ven.

Hvordan vil jeg fremlægge projektet for min datter? Som forælder har jeg definitionsmagten overfor mit barn, og eftersom jeg er meget begejstret for denne her legegruppe, vil jeg ikke have noget problem med at sælge ideen! For det er en PISSEHAMRENDE god ide! Wuuhuu!! Julelys i begge øjne.

Jeg vil fortælle hende, at der kommer - ikke "Vil du?" - der kommer nogle søde børn for at lege. Og så vil jeg sammen med hende planlægge nogle lege, klargøre rekvisitter, bage nogle boller, brygge noget saftevand... Og når vi så et par dage efter går vores aftentur for at samle tomme flasker til Care (http://www.care.dk/doner-din-flaskepant-og-vind-en-drommerejse/) kan vi evaluere på legegruppen, tale om hvad vi kan gøre anderledes næste gang. Måske havde vi ikke nok bananer?

Voksne, I er simpelthen så røvkedelige!

Alle de sjove voksne skal gå udenom dette indlæg. Alle de RØVKEDELIGE voksne skal læse det. 

Og helst 3 gange!

Et barn. En gynge i fuld fart. Vinden i håret. Nakken tilbage. Blikket op i himlen. Det er skønt. 

Indtil en af de voksne kommer løbende, mens hun vifter med armene og råber: PAS PÅ DU IKKE BRÆKKER NAKKEN!!!

Et løfte om en hyggelig formiddag ved et bål. Bare Ole på knap 3 år og hans 37 nærmeste venner. Udsigten til lækkert lunt snobrød. Aaaaah. Solen skinner. Det er skønt... 

Men nej, vel! For i virkeligheden er en tur omkring bålet en pinagtig affære for alle involverede. Det handler om en middelaldrende mand, der har fået en lighter med af konen, og nu - endelig - får han lov til at lege med ild. Ild og tændvæske!! Det er NU og nytårsaften! Alt andet er ligegyldigt. 

Så pyt med de 38 flæbende unger, der iført hue og flyverdragt sidder i direkte solskin og venter på at få udstukket en kvist med halvanden kg dej balancerende på spidsen. 

Pyt med, at de ikke kan bære dej-byrden, og derfor sidder med brødet NEDE i bålet; det er jo kun sort udenpå. "Det er sprødt, det knaser så dejligt!" 

Pyt med røgen i øjnene; det svier jo kun nu og... "DET må du altså tage med, når du nu er så heldig, at vi har tændt bål".

Pyt med, om de hellere vil lege indianere og danse om bålet. Vi er her sgu ikke for at more os! Det er faaaarligt, sådan at tænde bål. Det jo derfor vi gør det! De små skal lære at have respekt for de her vilde og spontant opståede bål, vi alle af og til møder i det benhårde gademiljø. Så det er altså meget vigtigt, at alle børnene sidder og glor ind i bålet den times tid, det her projekt tager. 

Og Gud og nåde trøste den flab af en unge, som ikke vil deltage! For nu har vi tændt det f****** bål for DIN skyld, og så skal du saftsuseme ikke alene BAGE, men også ÆDE det sorte resultat. 

To piger. En tynd madras. Pigerne ligger på maven. Sludrer og aer hinanden i håret. En tredje piger kommer til. De taler lavt og fniser; det er kvalitets-tid. 

Meeeeeen bare ikke i nærheden af ham pædagogen, som lige minder om, at her i huset ligger vi kun på ryggen.

Jeg finder en fjer på legepladsen og en dreng kommer interesseret hen: Årh! Hvad har du??! 

Det er en fjer, siger jeg, vi kan tage den i håret og lege indianere ovre ved bålet! Yay!!

Han ser meget betænkelig ud og siger lidt skuffet, at det må han ikke for sin mor, der er sygdomme i fjer man finder på gaden.

Suk. Stakkels barndom.