Jeg vil i den kommende tid forsøge at sætte mig så godt ind i dansk politik, at jeg på baggrund af min nyerhvervede viden vil være i stand til at sætte et velovervejet kryds ved førstkommende lejlighed.
Det skal blive interessant at erfare hvilket parti, der matcher følgende grundlæggende holdninger:
Der skal være juletræer til alle, og de må ikke koste over 300 kr. uanset størrelse og gransort.
Alle skal arbejde for deres penge. Medmindre der er noget galt, altså sådan rigtigt. Enhver skal arbejde så godt og meget det er dem muligt. Jeg går ind for et socialt sikkerhedsnet, men det skal ikke misbruges - faktisk skal det slet ikke bruges, hvis det ikke er højst nødvendigt. På den måde - ved ikke at misbruge systemet - kan vi spare en kæmpe buffer op og om små 10 år få sat skatten en pæn procentsats ned. Tages nogen med fingeren i kagedåsen uden lovlig grund, skal der være mulighed for restriktioner. Og nej, det tæller ikke som "noget galt", hvis du ikke gider at arbejde, ikke føler for det eller ikke er i stand til at holde dig ædru i de 6-8 timer et gennemsnitligt arbejde dagligt tager.
Flertallet af stamkunderne bestemmer i samråd med ejeren, om der skal ryges på en given bar eller restauration. Det skal ikke være lovligt at ryge på skoler og i andre offentlige bygninger, i busskure, på Hovedbanegården og på metrostationer. Der kan gives dispensation til metrostationen på Christianshavn, men kun fordi folk, som lige har købt hash skal have mulighed for at nyde deres snack, mens de venter (lissom dem, som spiser wienerbrødet, mens de venter på bussen). Det skal være lovligt at vælge ikke at besøge en beværtning, hvis rygepolitikken på etablissementet ikke passer den pågældende kunde.
Hash skal være lovligt. Også til dem som ikke har brug for det af medicinske årsager.
SU'en skal sættes op, og der skal være langt mere kontrol med, hvem der får det - om det er berettiget eller ej. Det skal ikke være muligt at skifte studie mere end 1 gang. Nødvendigheden for at skifte skal elimineres ved bedre og mere vejledning, mere praktik i folkeskolen og en generel "Nu tager vi os lige sammen"-holdningsændring hos fremtidige studerende.
Slik skal fjernes fra de nederste hylder.
Porno skal tilbage i øjenhøjde.
... Der er helt sikkert en masse andre punkter, jeg skal tage stilling til; jeg starter med de her og håber jeg ikke når at hejse det kommunistiske flag, inden jeg har valgt parti.
onsdag den 24. august 2011
mandag den 22. august 2011
In-dok-tri-ne-ring
I dag er jeg stødt på indoktrinering. Og jeg sagde det højt: Du er et tydeligt bevis på indoktrinering!
Derefter lukkede jeg med et: Den diskussion skal ikke startes med mig - og vendte det døve øre til. Gik ud til kopimaskinen og lod det tage lidt længere end nødvendigt. Okay - meget længere.
For jeg forstår det simpelthen ikke! Jeg kan ikke se, hvordan nogen logisk kan sidde og sige til sig selv, at de hader mennesker, de aldrig har mødt. Og jeg kan da slet ikke se det nødvendige i, at deres børn skal læres det samme. Kan de voksne ikke se, at det eneste de giver videre er had og negativitet og på den måde får djævelskabet lov at leve videre...?! Og hvorfor helvede kan et ungt menneske med en selvstændig tanke i livet ikke selv konkludere, at det er helt forkert det der bliver sagt under aftenkaffen!!??
Jeg synes, det er nederen med nederen på! Og jeg tager helt sikkert emnet op igen, for jeg skal dælendulme ikke støde på sådan noget uden at holde et foredrag af en eller anden art. Jeg kan sikkert ikke omvende nogen med det, men det skider jeg hul i! Så længe jeg ikke tier, samtykker jeg heller ikke.
tirsdag den 16. august 2011
* skolestart */tålmodighed er en dyd, for jeg venter gerne
I dag var anden dag i Brøndby. Jeg vil ikke kalde det for nogle lange dage vi studerende holder os, vi har fri 13:50 alle dage. Og jeg anser det ikke for sandsynligt at en af os dratter dehydreret om - for vi holder en pause en gang i timen. Ikke noget der huer mig med sådan en kort arbejdsdag, men min lange rejse hjem taget i betragtning, er det for så vidt i orden.
I dag kom en fagforening forbi med et godt tilbud og bøger. Så min i forvejen bugnende taske blev mindst 2 kg tungere og ved samme lejlighed blev min tålmodighed sat på endnu en prøve...
Jeg havde nemlig lykkeligt glemt, hvor ukoncentreret, ufokuseret, uopdragent og alt muligt andet med "u", man er som ung... (Og når jeg selv er distræt og ikke-opdraget, siger det en del, at jeg kan spotte disse lidet flatterende egenskaber.)
Scenen er sat: En dame sidder ved et bord - der står et skilt på bordet - har dit hold det nummer, der står på skiltet, er det her du udfylder papirer - derefter går du ud på p-pladsen og får dine bøger.
Klart der er vild tumult - for hvor skal man dog melde sig??
Det blir din tur og damen fortæller dig, at du er lønmodtager og at fagforeningen allerede har udfyldt de fleste felter.
Pigen foran mig får sine papirer og begynder at skrive i de felter, der allerede er udfyldt og sætter kryds i Nej under lønmodtager. Herre jemini!
Jeg udfylder, hjælper et par piger fra mit hold med småting og sammen afleverer vi papirerne og henter vores bøger. Pyha, på kun ca. 7 minutter! Forinden havde vi stået i kø i ca. 15 minutter, fordi hovedløse høns baskede forvirret rundt med vilde øjne og spurgte: "Hvad hold er jeg på? Hvad hold er jeg på?"
Et andet eksempel på tålmodighedsafprøvning på højt niveau, er fra da vi snakkede om uddannelsesaftaler og en fyr ser det passende at spørge til fredagsbaren?! (...Som en anden Ally McBeal forestillede jeg mig, hvordan min højre hånd forvandlede sig til en kæmpe boksehandske, som slog den formastelige ud gennem væggen...)
Fra en pige, som gik på grundforløbet derude, har jeg hørt, at de startede 28 på hendes hold og kun 15 afsluttede. Da vi i dag gennemgik ambitioner, var jeg den eneste som ikke sagde, at jeg bare håbede på at færdiggøre denne uddannelse. Jeg fornemmede, det beroligede en del, da læreren Sofie forklarede, at det er helt normalt at tro, at man ikke kan klare det, når man før har været startet på en ungdomsuddannelse, hvor man faldt fra.
Jeg synes, det er ærgerligt, når nogen ikke tror på sig selv, så jeg havde mest lyst til at holde en dundertale af rang, men lader den ligge og melder mig i stedet til mentor-ordningen. For jeg synes, det er spild af alles tid og elevpladser, som kunne være gået til andre og jeg forstår egentlig ikke, at nogen overhovedet synes, det er en mulighed at hoppe fra. Meget B.S. Christiansen af mig: Det er bare ikke en option! Som mentor kan jeg måske redde en eller anden fra afhopning, tænker jeg. Håber jeg.
Jeg ved godt, at disse forskelle os klassekammerater imellem helt klart skal tilskrives min alder. Jeg er gammel, har andre oplevelser i rygsækken. Vi taler (bogstavligtalt) forskellige sprog.
De har knallertkørekort, drikker RedBull og Coca Cola før klokken har slået 9, de spiser ikke rigtig frokost, har ikke blok og skriveredskab med i skole, og de farvekoordinerer ikke deres tøj. Jeg er jo stik modsat og har mit eget bestik med til madpakken, som - sammenlignet med hvad der ellers hives frem - ligner noget fra Meyers Deli.
Mit første personlige indsatsområde er allerede identificeret - jeg skal arbejde med min tålmodighed!
Og jeg er heldigvis allerede god til det, hvis jeg selv skal sige det. Jeg hjælper mine nye kammerater med Kleenex og papir og forklarer gerne, når de ved ikke hvad Stigmatisere betyder eller om Psykisk staves med G.
Allerede mandag før frokost blev jeg døbt Stræberen, men det er faktisk helt i orden med mig, for det er jeg i den forsamling og det er der ikke noget galt i - hverken at jeg er eller at andre muligvis ikke er.
I dag kom en fagforening forbi med et godt tilbud og bøger. Så min i forvejen bugnende taske blev mindst 2 kg tungere og ved samme lejlighed blev min tålmodighed sat på endnu en prøve...
Jeg havde nemlig lykkeligt glemt, hvor ukoncentreret, ufokuseret, uopdragent og alt muligt andet med "u", man er som ung... (Og når jeg selv er distræt og ikke-opdraget, siger det en del, at jeg kan spotte disse lidet flatterende egenskaber.)
Scenen er sat: En dame sidder ved et bord - der står et skilt på bordet - har dit hold det nummer, der står på skiltet, er det her du udfylder papirer - derefter går du ud på p-pladsen og får dine bøger.
Klart der er vild tumult - for hvor skal man dog melde sig??
Det blir din tur og damen fortæller dig, at du er lønmodtager og at fagforeningen allerede har udfyldt de fleste felter.
Pigen foran mig får sine papirer og begynder at skrive i de felter, der allerede er udfyldt og sætter kryds i Nej under lønmodtager. Herre jemini!
Jeg udfylder, hjælper et par piger fra mit hold med småting og sammen afleverer vi papirerne og henter vores bøger. Pyha, på kun ca. 7 minutter! Forinden havde vi stået i kø i ca. 15 minutter, fordi hovedløse høns baskede forvirret rundt med vilde øjne og spurgte: "Hvad hold er jeg på? Hvad hold er jeg på?"
Et andet eksempel på tålmodighedsafprøvning på højt niveau, er fra da vi snakkede om uddannelsesaftaler og en fyr ser det passende at spørge til fredagsbaren?! (...Som en anden Ally McBeal forestillede jeg mig, hvordan min højre hånd forvandlede sig til en kæmpe boksehandske, som slog den formastelige ud gennem væggen...)
Fra en pige, som gik på grundforløbet derude, har jeg hørt, at de startede 28 på hendes hold og kun 15 afsluttede. Da vi i dag gennemgik ambitioner, var jeg den eneste som ikke sagde, at jeg bare håbede på at færdiggøre denne uddannelse. Jeg fornemmede, det beroligede en del, da læreren Sofie forklarede, at det er helt normalt at tro, at man ikke kan klare det, når man før har været startet på en ungdomsuddannelse, hvor man faldt fra.
Jeg synes, det er ærgerligt, når nogen ikke tror på sig selv, så jeg havde mest lyst til at holde en dundertale af rang, men lader den ligge og melder mig i stedet til mentor-ordningen. For jeg synes, det er spild af alles tid og elevpladser, som kunne være gået til andre og jeg forstår egentlig ikke, at nogen overhovedet synes, det er en mulighed at hoppe fra. Meget B.S. Christiansen af mig: Det er bare ikke en option! Som mentor kan jeg måske redde en eller anden fra afhopning, tænker jeg. Håber jeg.
Jeg ved godt, at disse forskelle os klassekammerater imellem helt klart skal tilskrives min alder. Jeg er gammel, har andre oplevelser i rygsækken. Vi taler (bogstavligtalt) forskellige sprog.
De har knallertkørekort, drikker RedBull og Coca Cola før klokken har slået 9, de spiser ikke rigtig frokost, har ikke blok og skriveredskab med i skole, og de farvekoordinerer ikke deres tøj. Jeg er jo stik modsat og har mit eget bestik med til madpakken, som - sammenlignet med hvad der ellers hives frem - ligner noget fra Meyers Deli.
Mit første personlige indsatsområde er allerede identificeret - jeg skal arbejde med min tålmodighed!
Og jeg er heldigvis allerede god til det, hvis jeg selv skal sige det. Jeg hjælper mine nye kammerater med Kleenex og papir og forklarer gerne, når de ved ikke hvad Stigmatisere betyder eller om Psykisk staves med G.
Allerede mandag før frokost blev jeg døbt Stræberen, men det er faktisk helt i orden med mig, for det er jeg i den forsamling og det er der ikke noget galt i - hverken at jeg er eller at andre muligvis ikke er.
lørdag den 13. august 2011
Ara for 117. gang og det er ikke sidste
Ara luntede efter mig og prøvede at få fat i mine trusser, jeg vidste ikke hvorfor, men kunne ikke spørge fordi jeg brugte alle ressourcerne på at grine og prøve på at trække vejret. Da jeg så endelig får spurgt, hvad det er hun vil, svarer hun, at hun ville "da bare tage mine underbukser ud, for de var kravlet op i min numse". Så svarede jeg, at sådan nogle specielle underbukser skal sidde sådan, det er sådan nogle voksne går med. "Nå, men så skal du hellere købe de her Rapunzel-shortser som at jeg har, for de kan ikke komme op i numsen".
Meget grineri senere er jeg ved at hjælpe hende med tøjet og hun spørger, hvorfor jeg laver det der ansigt og hun stiller en grimasse op. Jeg siger, at jeg tænker bare. Hun siger: "Jeg tænker ikke, jeg er bare glad. Og prutter."
Nu står vi og skal ud af døren, Ara påstår hun ikke skal tisse, men jeg siger, vi skal lige prøve inden vi går. Hun laver himmelvendte øjne og kommer med en lang og indviklet forklaring... "Jamen, jeg skal jo vælge musik til at mine venner kommer til min sommerfest. Det vil jeg hellere ha."
onsdag den 10. august 2011
Nu kommer jeg!
Kære TV
Jeg vil så gerne være kendt! Lissom alle de andre.
Jeg har længe fulgt med i medierne og derfor ved jeg, at jeg besidder de egenskaber I søger, dét som skaber en ægte dansk kendis! Jeg er mere end bare almindeligt egnet til et reality-program. Jeg kan ikke synge, og det blir kun bedre, når jeg anstrenger mig. Jeg kan ikke bruge værktøj uden at komme til skade.
Jeg kan desværre godt lave mad, og jeg er rigtig god til det, men jeg kan bare lade være med at gøre det, når I filmer. Og på trods af jeg mestrer det danske sprog ganske udmærket, vil jeg gøre mit bedste for at komme til at lyde som om der ikke er rotation på øverste etage. Fx. kunne jeg sige Neger om min underbo, selvom han er fra Iran. Se! Det sguda sjovt og det fandt jeg på - bare lige sådan. Som I måske kan læse mellem linjerne egner jeg mig også til stand-up.
Jeg er villig til at gå hele vejen for at blive kendt og elsket i hele nationen. Derfor har jeg tænkt meget over det og har et manuskript liggende klar. Jeg er enlig mor, 24 år gammel og min datter er 5 år. Dvs. jeg blev mor som 16 årig og - VOILA - min status som ung mor er etableret. Regne kan jeg heller ikke og som resultat deraf har jeg rod i økonomien - BOM - vi får Luksusfælden til at lave et speciel VIP-program om kun MIG.
Når min sårbarhed er blottet, og jeg virker nedbrudt, får vi mine forældre til at kritisere Go Morgen Danmark, evt. kan min mor stikke Michael Beha en på lampen. Derefter sender I mig til psykolog og plastikkirurg, så jeg kan få genopbygget min selvtillid og derfra er det direkte til Waterloo, hvor vi starter en hel ny serie af programmer. Der er nok af emner at tage af fx kunne jeg starte nogle intriger mellem mig og mine kollegaer, jeg kunne interviewe kunderne og lave en afslørende undercover historie om hygiejnen på toiletterne.
Så er jeg lissom allerede derefter bygget op i danskernes underbevisthed og kan bruges som vært i aftennyhederne. Ved at investere i mig, får I virkelig et produkt, som bare bliver ved med at kaste penge af sig.
Jeg må nok indrømme, jeg er lidt af en guldgrube, som bare sidder her og venter på at blive opdaget.
Nu har jeg kastet bolden op, så kære TV, det er bare om at gribe den!
Jeg vil så gerne være kendt! Lissom alle de andre.
Jeg har længe fulgt med i medierne og derfor ved jeg, at jeg besidder de egenskaber I søger, dét som skaber en ægte dansk kendis! Jeg er mere end bare almindeligt egnet til et reality-program. Jeg kan ikke synge, og det blir kun bedre, når jeg anstrenger mig. Jeg kan ikke bruge værktøj uden at komme til skade.
Jeg kan desværre godt lave mad, og jeg er rigtig god til det, men jeg kan bare lade være med at gøre det, når I filmer. Og på trods af jeg mestrer det danske sprog ganske udmærket, vil jeg gøre mit bedste for at komme til at lyde som om der ikke er rotation på øverste etage. Fx. kunne jeg sige Neger om min underbo, selvom han er fra Iran. Se! Det sguda sjovt og det fandt jeg på - bare lige sådan. Som I måske kan læse mellem linjerne egner jeg mig også til stand-up.
Jeg er villig til at gå hele vejen for at blive kendt og elsket i hele nationen. Derfor har jeg tænkt meget over det og har et manuskript liggende klar. Jeg er enlig mor, 24 år gammel og min datter er 5 år. Dvs. jeg blev mor som 16 årig og - VOILA - min status som ung mor er etableret. Regne kan jeg heller ikke og som resultat deraf har jeg rod i økonomien - BOM - vi får Luksusfælden til at lave et speciel VIP-program om kun MIG.
Når min sårbarhed er blottet, og jeg virker nedbrudt, får vi mine forældre til at kritisere Go Morgen Danmark, evt. kan min mor stikke Michael Beha en på lampen. Derefter sender I mig til psykolog og plastikkirurg, så jeg kan få genopbygget min selvtillid og derfra er det direkte til Waterloo, hvor vi starter en hel ny serie af programmer. Der er nok af emner at tage af fx kunne jeg starte nogle intriger mellem mig og mine kollegaer, jeg kunne interviewe kunderne og lave en afslørende undercover historie om hygiejnen på toiletterne.
Så er jeg lissom allerede derefter bygget op i danskernes underbevisthed og kan bruges som vært i aftennyhederne. Ved at investere i mig, får I virkelig et produkt, som bare bliver ved med at kaste penge af sig.
Jeg må nok indrømme, jeg er lidt af en guldgrube, som bare sidder her og venter på at blive opdaget.
Nu har jeg kastet bolden op, så kære TV, det er bare om at gribe den!
fredag den 5. august 2011
Uf! der er hår på... Men kan den ædes?
Gu ved, om hankøn nogensinde oplever de hersens situationer, som er tåkrøllende pinlige og hvor man bare ønsker, at man var den lykkelige ejer af en Hulubulu-navle... "I carried a watermelon"...
Sagen er nok den... At mænd sjældent selv synes, de er pinlige. Der er oftere stemning for high five end for strudse-manøvre. Og sker historiefortællingen i festligt lag, skal den enes historie helst overgå den andens. Der er som regel tale om historier, der handler om pludselig opstået dårlig mave, onani (alene) eller sex (med andre).
Når historien fortælles er det tit med et slet skjult islæt af stolthed: "Jeg havde SÅ dårlig mave - det løb ned af mit ben! Fåk Yeah, det var sejt!!" Og tilhørerne griner og hujer. Jeg griner osse selv, når jeg en sjælden gang i mellem hører efter, men jeg synes bare, jeg har hørt det hele før. Og ofte op til flere gange.
Indtil i dag. Hvor en af pigerne i Logen fortæller om dengang, hendes store søn ikke gad gå heeeeele vejen op på 1. sal for at tisse. Så han gjorde det i en tom flaske. Lidt af en øjenåbner den historie satte gang i!
For vi blev hurtigt enige om, at mænd i alle aldre ER sgu ikke for kloge. Altså de tænker sig jo ikke om. Ja, det er smart at pisse i en flaske - men hvor lækkert er det om 3 uger, når du ikke gider fjerne flasken?! Dumt, Bøv. Gå op og tis, få det overstået.
Men typisk mandeting at gøre.
Og den anden Logesøsters søn - han kigger i køleskabet. Længe. Undersøgende. Tøvende. Så lukker han køleskabet, går ud i haven og vender derefter tilbage til køleskabet. For måske er der alene ved ønsketænkning dukket en færdigret op - og måske er den allerede varm!!
En pige er klog nok til at få tisset af, inden hun går i seng og kan i øvrigt selv kokkerere fra hun er ca. 3 år gammel. Og tisser hun i en flaske, er hun for ladylike til at fortælle det til nogen. Uinteressant eller tomt køleskab eksisterer ikke i et kvindeliv.
Mænd synes ikke, det er pinligt at blive konfronteret med deres egen dumhed, for livet ud er de så umiddelbare som små babyer. "Ja, det var flovt, men du griner når jeg fortæller det, det vil sige det er sjovt - videre." Ikke alle mulige indviklede tanker eller for og imod-lister, nej - mænd går direkte til kernen, identificerer problemet og finder/eftersætter en løsning. Tissetrang + tom emballage = Aaaaaah. "Er der noget i køleskabet? Nej. Er der noget nu? Nej. Hvad med nu??" ... Lur mig, om der ikke på et eller andet tidspunkt dukker noget om.
I ethvert mandeliv er der 2 essentielle spørgsmål. Og det er hverken "Tager du Gurli som ved din side står" eller "Ser min røv stor ud i de her jeans". Nej, det er såre simpelt: Kan det ædes og kan det kneppes?
Sagen er nok den... At mænd sjældent selv synes, de er pinlige. Der er oftere stemning for high five end for strudse-manøvre. Og sker historiefortællingen i festligt lag, skal den enes historie helst overgå den andens. Der er som regel tale om historier, der handler om pludselig opstået dårlig mave, onani (alene) eller sex (med andre).
Når historien fortælles er det tit med et slet skjult islæt af stolthed: "Jeg havde SÅ dårlig mave - det løb ned af mit ben! Fåk Yeah, det var sejt!!" Og tilhørerne griner og hujer. Jeg griner osse selv, når jeg en sjælden gang i mellem hører efter, men jeg synes bare, jeg har hørt det hele før. Og ofte op til flere gange.
Indtil i dag. Hvor en af pigerne i Logen fortæller om dengang, hendes store søn ikke gad gå heeeeele vejen op på 1. sal for at tisse. Så han gjorde det i en tom flaske. Lidt af en øjenåbner den historie satte gang i!
For vi blev hurtigt enige om, at mænd i alle aldre ER sgu ikke for kloge. Altså de tænker sig jo ikke om. Ja, det er smart at pisse i en flaske - men hvor lækkert er det om 3 uger, når du ikke gider fjerne flasken?! Dumt, Bøv. Gå op og tis, få det overstået.
Men typisk mandeting at gøre.
Og den anden Logesøsters søn - han kigger i køleskabet. Længe. Undersøgende. Tøvende. Så lukker han køleskabet, går ud i haven og vender derefter tilbage til køleskabet. For måske er der alene ved ønsketænkning dukket en færdigret op - og måske er den allerede varm!!
En pige er klog nok til at få tisset af, inden hun går i seng og kan i øvrigt selv kokkerere fra hun er ca. 3 år gammel. Og tisser hun i en flaske, er hun for ladylike til at fortælle det til nogen. Uinteressant eller tomt køleskab eksisterer ikke i et kvindeliv.
Mænd synes ikke, det er pinligt at blive konfronteret med deres egen dumhed, for livet ud er de så umiddelbare som små babyer. "Ja, det var flovt, men du griner når jeg fortæller det, det vil sige det er sjovt - videre." Ikke alle mulige indviklede tanker eller for og imod-lister, nej - mænd går direkte til kernen, identificerer problemet og finder/eftersætter en løsning. Tissetrang + tom emballage = Aaaaaah. "Er der noget i køleskabet? Nej. Er der noget nu? Nej. Hvad med nu??" ... Lur mig, om der ikke på et eller andet tidspunkt dukker noget om.
I ethvert mandeliv er der 2 essentielle spørgsmål. Og det er hverken "Tager du Gurli som ved din side står" eller "Ser min røv stor ud i de her jeans". Nej, det er såre simpelt: Kan det ædes og kan det kneppes?
onsdag den 3. august 2011
Det bare wack!
Kvinder, der gifter sig med Peter Lundin. Jeg går ud fra, der er tale om tandløse tranlamper fra et havneområde.
Brevguld.dk - Send dit guld med posten og de sender penge retur. Ja, helt sikkert de gør!
Mobiltelefon med facebook-knap. Hvem skilter med et fb-forbrug så højt, at sådan en knap er nødvendig?
Bo Beck. Han tror, han er Gordon Ramsay. Men det er han vist ikke.
TV-reklamer om "kvinde-problemer". Gå til lægen eller på apoteket, så let er det.
Sorte negle. Især hvis det er på tæerne.
Brevguld.dk - Send dit guld med posten og de sender penge retur. Ja, helt sikkert de gør!
Mobiltelefon med facebook-knap. Hvem skilter med et fb-forbrug så højt, at sådan en knap er nødvendig?
Bo Beck. Han tror, han er Gordon Ramsay. Men det er han vist ikke.
TV-reklamer om "kvinde-problemer". Gå til lægen eller på apoteket, så let er det.
Sorte negle. Især hvis det er på tæerne.
Abonner på:
Opslag (Atom)