Pædagogisk redskab 2

Børnehavebørn, der opleves som klar til skolen, skal ikke presses til at lære (for hurtigt), men bør derimod plejes. Fang barnet, når interessen opstår og tag udgangspunkt i hverdagsting, der kan danne grundlag for nemme og overskuelige aktiviteter, som desuden kan relateres til fx matematikkens verden. 

Jeg synes papir og tusch er lettest at bruge; desuden er det nemt tilgængeligt herhjemme. Det kunne postuleres at tætskrevne sider fra pc og printer også vil være brugbare... Det er dog min erfaring at skal børn virkelig fanges her og nu, må der fra voksen side spilles på spontaniteten og omstillingsevnen ~ altså kan der ikke planlægges for meget forud. Så pyt med om gaflen ligner en rive: Tal med barnet mens du tegner, og når I således er sammen i processen, vil I begge være klar over, hvad opgaven går ud på. Og hvem ved... Måske kan I starte i køkkenet og ende i haven, tælle både gafler og river og sådan sætte endnu flere dimensioner på. Brug fantasien!

Min datter og jeg valgte at tælle vores bestik for at finde ud af, hvor mange vi egentlig kan invitere til lagkage. Eller til kold saft! Og har vi flest glas eller knive?

 I skolen lærer hun at sætte korrekt benævnelse på ~ herhjemme er det bare interessant at undersøge, tælle, skrive og tælle igen. 

Vi fortsatte på badeværelset og fik (efter hendes eget ønske) også lavet opgaver klar til andre eftermiddage. 

Efterhånden som projekt "Tæl det hele" skrider fremad, kan vi begynde at tale mere specifikt om mængderne... Hvor mange kasser fylder 23 stk My Little Pony-figurer? Er 10 Barbie-dukker nok? Eller for mange? 

Pædagogisk redskab 1

Børn kan ikke umiddelbart håndtere deres følelser; det skal læres, hvilket ikke er let og som måske endda kan kaldes en livslang proces. I mange tilfælde kan barnets voksne være med til at støtte barnet ved først at anerkende det svære i situationen og derefter tilbyde redskaber, der ikke alene kan hjælpe barnet her og nu, men samtidig hjælper barnet til at genkende og kontrollere lignende følelser på senere tidspunkter.

Jeg oplevede, at min datter blev frustreret, ked af det og havde nogle dumme dage, når hun begyndte at savne sin far. Jeg ønskede at hjælpe hende af med disse frustrationer ved: 

1) at få visualiseret tiden, der skulle gå før hun skulle se sin far

2) at få et positivt (fremfor negativt) syn på ventetiden

Dette gjorde jeg ved at lave denne tavle. Laminerede sider og brikker med magneter, det hele sidder på køleskabet. Meget simpelt, men med stor effekt. 

Tavlen virker på følgende måde...

1) Begrebet tid: "Hvor lang tid skal der gå, før jeg ser min far?"

Tid er et meget abstrakt begreb for en 4-5 årig; jeg synliggjorde antallet af dage ved hjælp af kulørte brikker med hjerter på. Jeg valgte kulørt papir, fordi farver fanger børns opmærksomhed og gør et emne interessant/mindre kedeligt. Og hjerterne valgte min datter selv, fordi det er hendes ynglingsform.

(Jeg lavede forarbejdet alene og præsenterede den færdige ide for hende en dag vi alligevel havde det kreative grej fremme. Det praktiske arbejde lavede vi sammen, fordi jeg ønskede, at hun havde en fornemmelse af, at det her er hendes værktøj, noget hun skal bruge, og vi tager det kun frem, når hun beder om det.)

2) Følelserne: "Far er ked af det og savner mig, når jeg er hos mor." 

Der er naturligvis mange følelser forbundet med det at have to hjem og være nødt til at bo hhv hos den ene og så den anden forælder. Vi taler løbende om forskelle på hendes to hjem, men noget som hyppigt kom på bane førhen, var hendes tanker om fars følelser i den periode hun ikke var hos ham...

Et billede af far alene ville sætte fokus på netop det hun havde det svært med: Far alene. 

For at få fokus på det gode far og datter har sammen, valgte jeg et billede fra en festlig lejlighed. Jo mere fjollet, jo bedre (og det virker, for hun griner hver gang hun ser det). 

Jeg ønskede at fjerne det negative fokus, hun havde på tiden far har alene, og i stedet minde hende om alt det sjove de laver (og skal lave om X antal dage) sammen.

Denne tavle fungerer altså ikke alene. Jeg har lavet en lignende model med et billede af mig; denne udgave har hun haft med over til sin far og hun har selv forklaret, hvad det skal bruges til og hvordan.

Desuden havde hun tit dårlig samvittighed, når vi lavede noget sjovt, for hun kunne naturligt nok ikke forestille sig, hvad far dog kunne finde på at lave, når han var alene. For at synliggøre at han har "sjove" ting at tage sig til, mens de ikke er sammen, besøger vi af og til hendes far, mens han er på arbejde. 

Desuden har vi (mor og far) valgt at skrotte det negativt ladet "savne" og i stedet bruge det positive "glæde"... Vi siger ikke, at vi har savnet hende. I stedet siger vi, at vi har glædet os til at se hende. Betydningen er den samme, men følelsen der hænger ved, er helt forskellig.

Dette indlæg deltager i MinKusineMaria's Månedens Mommy Burger

Underholdning søges!

Underholdning søges til fødselsdagsarrangement for mycket ungdommelig pige et ukendt sted i 30'erne.

Budgetmæssige udfordringer tvinger mig ud i alternativ tænkning og jeg kan derfor foreslå følgende byttehandel: Et show for et show. Aggressiv strategi kan der allerede her tænkes, det kan jeg ikke udtale mig om. Skattepligtig? Jeg ved det ikke. Men undersøger det gerne, hvis du er momsregistreret.

Jeg skal bruge en mand, minimum 1. Er du usikker eller utrænet kan du medbringe en ven, en coach, et heppekor, en massør eller hvad du ellers skal bruge. Medbring så også ekstra toiletpapir, for I mænd bruger så meget af det, og ja, jeg har altså kun lige budgetteret med nok til mine kvindelige gæster. Men for at være ærlig... Jeg foretrækker egentlig at underholdningen toileterer hjemmefra; dette af praktiske årsager, toilettet må være tilgængeligt, vi piger skal jo børste hår og pudre næse i løbet af aftenen.

Dit show skal helst indeholde en portion nær-ved-nøgenhed. For ellers er det jo ikke sjovt. (Men ikke helt nøgen, det jo faktisk ikke så pænt. Eller jo, måske? Kommer an på. Lad os se/snakke nærmere om det ved prøvefilmningen!) Men derudover har jeg ingen krav til dine kompetencer på en "scene", du skal bare kunne underholde os. Jeg tænker, at trylleri er oplagt, men stand-up er også en fremragende ide; vi er en bunke lattermilde damer. 

Jeg stiller en krog i loftet til rådighed. Hvis du kan finde på noget med den, kunne det være rigtig fedt. Men det er ikke et ufravigeligt krav.

I bytte for dit show kan jeg fx stille med mit eget show. Jeg har øvet mig 2 gange indenfor det sidste års tid. Jeg må dog gøre klart, at begge gennemprøvninger endte i fald, dog resulterede kun det ene i synlige blå mærker. Er du dværg, kan jeg forstå, jeg må oppe mit game og smider så et par glow sticks i byttehandelen.

Smid en mail. Kun seriøse henvendelser besvares. 

Her har jeg skreven et indlæg om min sundhed... Enjoy

http://healthmyway.wordpress.com/

Forælder! Stop med at være sådan en lort

Selvom nogle mener jeg er en hård forælder, har jeg faktisk ikke mange forudbestemte principper for min opdragelse.
Det ligger dog fast, at jeg aldrig vil behandle nogen børn dårligere end mit eget. Og jeg vil ikke lyve. Omskrivning af sandheden kan komme på tale, hovedsageligt i omgangen med andre folks børn og fx i religiøst betonede spørgsmål. Overfor eget barn ~ aldrig i livet jeg ville komme med en røverhistorie! De voksne køber julegaverne, og det eneste som findes i himlen, er flyvende objekter samt skyer og regnbuer. Der er ikke en alvidende Gud, som ser ondt på dig, når du onanerer. Og Nuggets bliver lavet i en maskine - i den ene ende proppes levende kyllinger ind. I maskinen blir de hakket, kværnet, presset og paneret - og ud af den anden ende kommer Nuggets.
Så jeg har naturligt nok aldrig forstået, hvorfor forældre lyver. Er sandheden for hård? Nej.
Det er bare sandheden. Lad det ikke blive dit barns problem, at du som forælder ikke tør være ærlig. Opdragelse med fortielse, skyld og skam er populært, ja, men det betyder ikke, det er i orden... det er bare lettere, og som forælder behøver du hverken være tydelig eller tage ansvar. Lyver du overfor dine venner? Nå, ikke!?? Hvorfor så lyve overfor dit eget barn...?
Livet er ikke kun Bamse, Kylling og leopardprikkede badebukser. Mennesker bliver syge og dør, huse brænder og biler kører galt, det sker også. Forældre bliver skilt, pædagoger siger op, ja, det er ærgerligt, men der kommer nye mennesker ind i barnets liv hele tiden, så lad være med at bilde ham/hende ind, at denne udskiftning ikke er helt naturlig. For det vil jo vare livet ud!
... At sige sandheden er ikke noget jeg tænker over og således heller ikke i dag, da Hun spurgte, hvorfor vi ikke ser en bestemt person af hankøn mere. Svaret er jo simpelt. Han har ikke lyst til at se mig mere. "Jamen, så kan han jo ikke lege med mig", sagde Hun.
"Hmmm... Næ, det er rigtigt", svarede jeg, "men sådan er det. Af og til holder folk op med at gide se hinanden, sådan er livet, venner kommer og går. Det er ikke altid en dårlig ting -" ... og så fulgte en længere snak om, hvordan hun selv havde mistet, men til gengæld også fået, nye venner.
Og så er jeg tilbaws ved det der hårde. For er det fair at fortælle børn, at deres nuværende relationer ikke vil vare livet ud? Er det bedre at lade være?
Kynisme er måske mit mellemnavn, men fakta er: At livet ligger forude og venter på dine og mine børn. Fundamentet for sunde relationer må vi som forældre støbe. Det kan vi gøre på 2 måder: Vi kan lægge kimen til klyngende og klæbende adfærd fra børn, som aldrig har lært at give slip. Eller vi kan gøde til logisk adfærd fra børn, som er i flow med forandringerne i livet.

Grineren

Mange ting kan siges om mange billeder, men jeg vælger meget mod sædvanligt at holde bolden på egen hjemmebane og skrive om billeder af mig selv.
Der eksisterer ikke mange af dem. Og endnu færre gode!
Jeg prøver af og til at tage et af de hersens billeder af mig selv, det er så populært… Det jo det de unge vil ha.
Det er vigtigt at have et helt bestemt ansigtsudtryk, dvs ansigtet skal lægges i de rette folder… Men så langt når jeg faktisk aldrig rigtig, for jeg synes det er sjovere at tage billeder, hvor mine tæer også er på.
Nå, nå. Men så kan jeg jo spørge nogle andre, om de ikke gider tage et billede af mig. Jo, jo, seføli vil de det. Det jo da det man har venner til!
Og så sidder jeg der og prøver på at smile og se helt naturlig ud. Men det kan jeg heller ikke. Og slet ikke når der sidder en og laver sjove ansigter…
Så har vi balladen, for det er der jo jeg begynder at grine. Sådan rigtigt! Og græde. Og grine endnu mere af mig selv og situationen, fordi det er jo så fåkked op, at det praktisk talt er tragikomisk.
Så jeg sidder græder og de andre begynder at grine og jeg griner endnu mere – latter smitter som bekendt. Og så griner vi alle sammen! Det sgu i orden. Også selvom vi griner af mig. For de synes, at jeg griner mærkeligt.
Måske er det lydløst, og man kan blive helt i tvivl om hvorvidt min hjerne tager skade, hvis jeg ikke snart kommer til overfladen og får et hiv frisk luft...
Men begynder jeg først at trække vejret, går det helt galt, for så kommer der lyd, og det er som regel et grynt.
Resultatet af det hele er bedre end noget billede jeg nogensinde ku tage af mig selv og mine tæer.

... og kiwi spises med hår på/Hva fan laver Krikke???

Efter sandsynligvis verdens længste tilløb og flere års ønske om at blive vegetar, gik jeg for 4 uger siden all in på en raw food (vegansk) livsstil, nærmere udspecificeret - lavt fedt, højt kulhydrat. Det kan læseren så mene om hvad han/hun vil, jeg er fantastisk lykkeligt ligeglad.

Til en start forsøgte jeg mig med det såkaldte Gourmet Raw Food, altså hvor frugt og grøntsager tilberedes som var det en "alm." ret, bare uden opvarmning. Det fungerede ikke for mig. Jeg fandt hurtigt ud af, at jeg foretrækker at holde det så simpelt som muligt. Rengør, evt. skræl, skær ud, server. Mumsfilibabba!

For at sikre et forsvarligt kalorieindtag, fører jeg det, jeg spiser, ind i en kalorietæller. Jeg har førhen levet en hel del af kaffe og cola nul, det var det jeg hældte ned, når jeg af forskellige årsager ikke kunne spise (for travlt, for træt, glad, sur... den slags dårlige undskyldninger). Da jeg ikke længere var på koffeinbåden, gik det op for mig, hvor lidt jeg rent faktisk spiste. Synes ellers der røg rigeligt ned! Men fik altså for lidt... Måske det var en del af årsagen til min manglende energi!? Nu spiser jeg, når jeg er sulten, er mæt længere tid og har fra starten af ikke haft lyst til koffeinholdige drikke. Har prøvet at drikke både cola og kaffe, men det smager jo virkelig ikke godt, så det prøver jeg ikke på igen.

Nå, men altså, skal ikke kede med alle detaljerne, lang historie gjort kort, jeg vælger bare at opsummere alt det jeg hidtil har fået ud af at leve 98 % af vand, frugt og grønt.
(100 % når jeg er alene hjemme, 98 % når jeg ikke er.)

Energi: Masser af energi og bedre koncentration. Ingen rastløshed om aftenen, ikke noget med at sidde og falde i søvn i bussen og i sofaen.

Glæden: Hænger jo nok sammen med energien, men vågner op hver morgen oprigtig frisk og glad. Spændt på hvad denne nye dag må bringe, har mere overskud og kun et træk på skuldrene tilovers for de 2 minutter vi kommer for sent ud af døren. Vi når det jo alligevel altid. Glad for at se mit eget spejlbillede, kan kende mig selv, det noget nyt :)

Smerter & anden ubehag: Har virkelig døjet med hovedpine og nakkeproblemer på næsten daglig basis i lang tid. Kronisk mavesår har i +15 år givet mig mavepine et par gange om måneden. Kramper i benene. Angst, som var på tilbagetog, men blussede op i august. Disse genstridigheder har gjort, at jeg har taget en masse Ibuprofen, Panodil, Ipren (ja, ja, blandede bare, for virkede det ene ikke, gjorde det andet nok), piller mod mavesår, noget mod kramper og ja, sågar angstdæmpende har der været blandet i cocktailen. Tager overhovedet ikke noget mere. Har ikke gjort i 3 uger, og det er VIRKELIG stort for mig.

Hud, hår & negle: Mit tørre garn er let at rede ud, jeg behøver kun bruge balsam ved hver 3 hårvask eller sådan. Og det fedter ikke så nemt til, jeg plejer ellers at måtte vaske det hver dag. Min normalt meget tørre hud har ikke set en dråbe creme i 3 uger. Huden i mit ansigt strammer slet ikke, og jeg behøver kun bruge ansigtscreme hver morgen. Jeg glemte det egentlig bare en aften efter afrens/vask, og det var så godt, at det er den nye rutine. Mine negle er hårdere og mere hvide, flosser og knækker ikke.

Psykisk: Klart det er en kæmpe fornøjelse at have det så godt og alene på grund af det, får jeg det bedre. Mega lettelse at komme af med mit pillelager og kunne sove hver nat i 1 hel måned uden is på nakken en eneste gang. Ingen mavepine, ja, jeg kan faktisk slet ikke forstå det.

Selvfølgelig er det ikke let, sådan at lave en kovending. Smide alt det man kender på porten og tage noget helt nyt til sig. Men det ER faktisk sådan jeg gør en masse ting, mønsterbryder, mælkebøttebarn, klart jeg skal prøve det selv, før jeg kan komme med min vurdering af sagerne. For mig er det sort/hvid - enten gør jeg det eller også gør jeg ikke. Kan jeg ikke sige ja, siger jeg nej. Så jeg kan sagtens forstå, hvis udeforstående kalder det fanatisme, eller siger de ikke ville kunne leve sådan. Jeg er bare glad for at have fundet det brændstof, der passer til min motor.
Heldigvis er vi forskellige alle sammen, men nogen gange må man bare tage en ny tænkehat på og fx spørge sig selv: Kan det der spises med hår på?