søndag den 15. april 2012

hOLY CRAp TI TING JEG VILLE FINDE TID TIL HVIS IKKE ALTING VAR SÅ FORBANDET VIDUNDERLIGT OG FANTASTISKT:

1) Slibe spartlingerne og male stuen.
Og samme dag smutte til Frederiksberg Tekniske Skole og bede dem inddrage mit svendebrev, for det kan ikke passe at en uddannet maler kan lave SÅ elendigt spartelarbejde. Med en grydeske??

2) Se The Notebook. Og Full Metal Jacket. Og Walk the Line.
Og følge med i filmene. I stedet for at sidde og sms'e... "Du er sød <3. Jo, du er sødest. Nej, DU er sødest :)"

3) Rydde op på terrassen. Ikke bare bære tingene fra den ene ende til den anden.
Juletræet er nu nået ud foran hoveddøren. Med den fart jeg skyder kan det være træet forsvinder helt af sig selv...hvis jeg tilsætter regnorm og kalder det en kompostbunke?!

4) Finde det der smukke bestik, som Mette har, men som måske kun fås i Barcelona.
Hvem kan tænke på bestik nu? Lad os hellere lige stoppe op og sætte pris - jeg mener virkelig sætte pris - på livet og ikke mindst hinanden.

5) Bande.
... jeg vil bare gerne bande...

6) Lade være med at udsætte produktionen af taler til forårets 2 store begivenheder: Min brors bryllup og min nevøs nonfirmation.
Jeg skal nok nå det. Jeg lover!!

7) Lade være med at leve så meget fra dag til dag.
Jeg bør bare genvinde kontrollen, men jeg er egentlig lidt ligeglad?

8) Gå til lægen og blive undersøgt (se ovenstående punkt).
For der er noget galt, når jeg ikke føler et behov for at skrive en liste eller trippletjekke togtiderne, før jeg med Ara under armen og uden kalender og madpakke begiver mig afsted til Amager-land.

9) Indse, at det i længden ikke er holdbart at bygge i højden i cykelskuret.
Det usmart, siger vel egentlig sig selv - det går galt, når jeg bare lukker øjnene og kaster noget ind i bunken.

10) Skrive blog.
Jeg har mistet min muse. Krikkemusen er krøbet i en lyserød hule, hvor hun er omgivet af pelsklædte lune vægge. Jeg lader hende sidde der lidt, det klær hende sådan med en levende ansigtskulør og et fjoget grin.