fOrsikring

Ja, hvad fan skal jeg egentlig bruge det til? Jeg har endnu aldrig gjort brug af mit forsikringsselskab, men havde den frækhed i dag at ringe derind med et uskyldigt spørgsmål. Jeg kunne ikke helt forstå svaret, for damen sagde samtidig noget med at stige til firetusindefemhundrede kroner (!) om året og så satte der sig altså noget på tværs i mig, og jeg blev nødt til bare at råbe RØV og ringe til et andet selskab.
Den flinke gut, der tog mit opkald i det andet selskab, havde seføli masser af tid og masser af dumme og/eller mærkelige spørgsmål, men jeg måtte desværre afbryde ham og bare fortælle, at jeg levede altså ikke sådan et crazy liv, hvor der skete alt muligt shit, og jeg havde ingen fancy ting i mit hjem, så han kunne bare stikke mig basispakken og sende mig et girokort. Da jeg så oven i købet kunne mit kontonummer udenad, blev han da vist lidt paf, for han var helt stille og spurgte, om jeg havde en "tvist" med mit nuværende forsikringsselskab, siden jeg ville flytte? Jeg svarede helt ærligt; at de var nogle bonghoveder og jeg kunne meget bedre li hans service, så nu skulle han ikke stille så mange spørgsmål, for jeg havde ikke mere tid. Han endte med at være helt glad, og så blev jeg også helt glad igen og glemte lidt at alt det fis havde taget over en halv time.
Nu sender han en bunke ligegyldige papirer som ender i skabet med alle de andre ligegyldige papirer, men det er sådan noget voksne som mig bare har liggende, det skal man ikke tænke så meget over. Jeg gider måske ikke engang åbne kuverten, for jeg er ret sikker på, at jeg ikke vil føle mig helt så godt dækket ind som jeg kunne ønske mig. Jeg fik nemlig aldrig spurgt ind til prisen på forsikring mod pengesorg, hjertesorg og sjælesorg. Men jeg forstiller mig, at det koster 28 kr. om måneden?

Kvinde - du er en værre kælling

Hvad er det med de kvinder der? De brokker sig altid og bliver tilsyneladende aldrig tilfredse.
Der er ikke nok kvinder i bestyrelserne, der er ikke nok kvinder med ambitioner, der er ikke nok barsel til mødrene, der er ikke nok fædre, som tager barsel, kvinderne tjener for lidt, kvinderne bliver ikke hørt, kvinderne arbejder for meget, kvinderne er stressede, kvinderne trænger til at tabe 5-7 kilo, kvinderne må ikke få kulhydrater.
Jamen, altså, jeg magter dem ikke, de der kvinder.
Og er der ikke nok at brokke sig over, så digter kvinderne bare noget. For kvinder kan altid finde noget nyt at føje til brokkelisten. Hvis bare de har et udgangspunkt - et fælles offer - så kan kvinder i flok sammen finde på en masse nyt brok.
En mand fx. Sådan en kan kvinder altid finde på noget nyt at brokke sig over. Han ringer ikke eller han ringer for tit. Han snakker ikke eller han snakker om andre damer. Han er for tyk, for skaldet, går med et forkert bælte, læser den forkerte bog, sidder forkert på toilettet, køber de forkerte tandbørster og laver for fed sovs.
Stakkels mand. Stakkels mænd. Stakkels os alle sammen.
Heldigvis vil kvinder gerne hjælpe hinanden til at håndtere al den vrede en brokkende kvinde får bygget op. Brokkende kvinder kan finde et weekendseminar, et homeparty eller en rundkreds, hvor de kan blive bekræftet i nødvendigheden af deres brok. På den måde får de genopladet brokkebatteriet og kan vende hjem til den stakkels mand, de stakkels børn og den stakkels svigerfar. For svigermor er som regel nede med brok. Og er hun ikke, ja, så kan kvinden heldigvis brokke sig over det.
Jeg synes, kvinderne (og Gustav) skulle tage at lære noget af mænnerne. Ikke så meget brok.
Så til alle brokkende kvinder derude: Rejekællinger, hypokondere og rødstrømper, det er hvad I er, hele bundtet. I står helt sikkert for fald. Jeres tid er ude. I er ikke det de unge vil have. I er ikke den nye sorte.

Tilbyd mig kage!

Forleden var jeg på vaskeriet. Mens barnet legede at vasketøjskurvene var hendes babyer (6 stk - pøj pøj med det, siger jeg bare!) stod jeg og stenede et blad. Femina.
Sådan nogle blade læses bedst som var det porno, altså drop teksten og kig kun på billederne, men mine stakkels øjne ku ikke lade være med at holde hvil et par steder, som var disse glatte sider en smuk kvindekrop, der fortjente et ekstra blik. Jeg faldt således over en artikel - "Spis efter din kvindetype". Allerede efter at have læst overskriften havde jeg seføli lyst til at snitte håndledene på mig selv, men måtte alligevel liiiige se lidt nærmere på det. Jeg læste ikke det hele, for så var jeg da helt sikkert bleven klar til spændetrøjen - men jeg fandt ud af følgende: At hvis du er en såkaldt Sukkerspiser, skal du bare sige til dine venner, kollegaer og familie, at de ikke må servere - og altså have den frækhed at tilbyde dig! - kager, brød, pasta osv. For selvom det bare er pastaskruer giver det dig lyst til mere sukker, og det kan din flinke farmor ikke være bekendt. For du kan jo ikke sige nej. Og Femina forstår dig godt, så rolig nu, du er i trygge hænder.
Jeg gider faktisk kun sige det her en gang. Det er en KAGE. Du kan sige nej, og så kan du spise en gulerod i stedet. Jeg har set en pige på 2 år gøre det, så kan en voksen kvinde altså osse. Lad være med at bilde dig selv, dine børn eller din flinke farmor ind, at du bør sidestilles med en narkoman. Så skal du hellere være ærlig og sige noget a la... "Jeg har rygrad som en regnbue, så stil fadet i den anden ende af bordet"...
Det er en kage. Okay, nu sagde jeg det 2 gange. Men fåk det! Bare tilbyd mig et ordentligt stykke og ikke sån et fimse et næste gang vi ses, for jeg kan godt styre mit forbrug. Just say no.