Gider I ikke godt redde hvalerne?!

Jeg har i omkring 15 år haft "noget med maven". Ikke hver dag, men med kortere eller længere mellemrum, bare ondt i maven, det kan vare fra 1 døgn til flere uger. Det velmenende råd jeg tit hører er: Så gå dog på toilettet!... men det har altså ikke noget med det at gøre. Jeg har såmænd bare altid været nervøs anlagt, ængstelig og en Bekymre Beate, jeg kan ikke forstå hvorfor flere ikke går op i ozonlaget eller i at redde hvalerne. Med alderen har jeg taget bekymringerne ned på et tættere på hjemme-niveau og vil bare have, at alle har det godt, med mig, sig selv og hinanden.
Nå, men så altså efter 15 år synes min læge jeg sku tage til en gastroskopi, en kikkertundersøgelse i maven. Heldigvis har en af hans homies et lille bitte apparat, som kan gå gennem næsen, hvilket ikke sku være så slemt.
Det sku så løbe af stablen i dag.
Pyha, møder fastende og tørstig op. (Min søde veninde som tog med var så elskværdig at nuppe et glas saftevand i venteværelset. Det så ikke særligt tørstslukkende ud.)
Undersøgelsen var ubehagelig, men som den hårde banan jeg nu en gang er, havde jeg afslået beroligende narko. Jeg var informeret om, at det tog jo kun 2 minutter, så jeg tænkte: Jeg gemmer det beroligende til en anden god gang. Men glemte sgu at få det med, da vi gik. Fordømt!
Undersøgelsen viste - seføli - at der ikke er noget galt. Der er ikke noget galt med den mavemund der, kan man faktisk sige uden at lyve. Ingen sår i maven, intet at rapportere, ud over at det bare så perfekt ud.
Så skønt læger og andet godt-folk påstår, at stress, bekymringer og anden negativ hjerneaktivitet ikke kan forårsage det jeg oplever, ja, så er den altså god nok.
Løsningen er lige til højre benet: 2 måneder på piller og mindre bekymring. Nogen andre må redde hvalerne. Så tager Ara og jeg en fastelavnsbolle med ekstra creme imens.

Der var Bingo!

Jeg manglede en måde, hvorpå jeg kunne snakke med Ara om hendes far, uden at gøre hende ked af det. Hun siger tit, at hun savner ham, og er ikke rigtig til at trøste og så er hele eftermiddagen bare ødelagt.
Derfor fandt jeg på at laminere nogle billeder, lave nogle spilleplader, kastede noget glimmer og diller daller i - Voila - vores Familie Bingo var en realitet. Vi skiftes til at trække noget fra den laminerede bunke, det kan være en tegning, en farve, et billede, et bogstav, wasever, og så skal det gå til den spilleplade, hvortil tingen hører. Imens snakker vi om, hvad der er på billederne, hvor er det taget, vi snakker om farver, former, bogstaver og højtider. Synger sågar en sang og klipper en ny brik. Vi taler om familiemedlemmer, vi endnu ikke har billede af, vi taler om at brikken nevø Simon også kan høre til Aras plade, for det er hendes fætter. Sådan når vi rundt om mange ting, og vi får talt om far og at savne nogen, der ikke er her. Vi får snakket om at rive hjertet ud og tage det med sig overalt - det synger Rasmus om, Ara forstår det ikke helt, men ved det er om forelskelse og nu er det en brik i spillet, for det er fars ven. På den måde kan vi tale om alt og få vendt og drejet en svær følelse, som jeg ikke vidste, hvordan jeg sku håndtere sammen med hende.
En god ide som kan passes til alle familier, alle niveauer og tankesæt. Bare husk - laminering og glimmer.

Kære Nogens Kæreste

Af og til tænker jeg faktisk over, hvad det er jeg lukker ud her, hvor det kan få lov at stå og samle støv. 

2 gange i går kom jeg til at tænke - og så må jeg jo handle.

Jeg har skreven lidt om denne hersens Båtnakke, jeg er rendt ind i. (En ven kalder mig for Freak-Magnet; jeg kan ha en tendens til at give ham ret i lige dette tilfælde.) Jeg må forklare, hvad det hele går ud på, for jeg er altså slet ikke sådan en ond en, som udleverer Gud og hvermand, så snart de har sendt mig et sølle nøgenbillede eller en plat sms.

Båtnakke mødte jeg for mange mange år siden og kendte ham ikke engang da, det var kun et perifert bekendtskab. Så rendte jeg på ham igen og igen og igen - denne gang uden kæreste, så da hottien bad om mit nummer, kastede jeg 800 visitkort efter ham og håbede på, at et blev siddende på hans svedige svulmende overkrop. (Ej, okay, måske fik han bare nummeret på et af de hersens gratis postkort. Måske.)

Nå, men sms frem og tilbage, han var lige kommet af med en kæreste, nå nå, ja, det meget synd for dig - skal vi gå i biografen, nej, jeg kan ikke blive set sammen med dig (??). Og så begyndte jeg at spekulere. (Ej, okay, måske var det min venindes kæreste som konkluderede, at denne her stodder, han har en dame. Veninden og jeg nægtede seføli, måske var vi ikke helt neutrale - med tanke på hans blå øjne, lækkerhed og sådan.)

... (Kunstnerisk pause hvor du kan sidde spændt og vente på at høre, hvad der så skete)...

Jeg er ligeglad med om han har en kæreste, det har jo faktisk ikke noget med mig at gøre, det sagde jeg også til ham. Så vi sås et par gange, men jeg kunne føle (ja! Føle ligefrem) en voksende irritation over ham her Båtnakke.

Altså lang historie gjort kort: Jeg skriver noget med, at det er da godt nok svært at få det til at gå op med at mødes og sådan, han svarer noget med, at det er sguda fordi jeg har et barn og han har en kæreste. Ja, det vidste jeg godt. Men stadig? For da du ringede og var ked af, at du ikke havde et sted at bo, fordi nu var du endelig flyttet; det kan så ikke have været helt korrekt. Og så rammes hovedet på sømmet! For jeg kan gå med til rigtig mange ulovligheder (etiske, moralske og kriminelle, men kun halv kriminel, ikke hel, det for farligt) - men jeg kan sgu ikke gå med til, at folk lyver. Sig dog sandheden, det var vi jo også startet med, det er så dejligt med sandheden, noget man kan tage og føle på. Fåk om du er din kæreste gennem 11 år utro; det må du selv rode med, men du skal sgu ikke lyve. Bare sig: Jeg har en kæreste. Og derefter: Jeg har stadig en kæreste. Og hold fast i det, ej det, sid og hav det dårligt over det hver dag, men lad være med at lyve... overfor mig. 

Hvorfor komme med alle mulige udflugter, hvorfor gøre det så svært ved at begynde at lyve for hende du i forvejen lyver om til en anden? Altså det er jeg for dåm til at forstå. (Ja, dåm, det er dummere end dum, og så er man altså virkelig dum = dåm.)

Men altså: Båtnakke kører på sidelinien i lang tid, vi skriver bare sammen, og jeg kan godt mærke, at denne her mand - han keder sig. Han fortæller om alle mulige ting, han laver. Ting, hvor jeg tænker - det er da noget du skal sidde og snakke med din dame om i aften, mens hun nulrer dine tæer. Eller du nulrer din tissemand, det siger Joan Ørting er okay, det må I selv finde ud af.

Og så sender han det famøse billede af sig selv med en kæmpe fisk. (Ja, DER troede du nok, jeg ville nævne nøgenbillederne, men nej, dem springer jeg over. Det her var et billede af en fisk.)

Og derpå følger de berømte ord: Se! En torsk. Og jeg svarer: Flot. Men hvad med fisken? Jeg var flad af grin, virkelig, og jeg griner stadig af det, og det er jo bare så ondt af mig, for jeg ku jo godt se, han var herre-stolt på det der billede. Og han skrev heller ikke i meget lang tid. 

Men han ender med at skrive igen, og det er nok derfor jeg gør det, altså gir ham en sviner. Så længe han bare tager imod, skruer jeg bare op for gyllen. Jeg er ligeglad, måske skal jeg lige se, hvor meget han tager, før han trækker stikket? Seføli kan han ikke regne med respekt herfra, det synes jeg ærlig talt ikke han fortjener. 

 

Af og til kan jeg starte en samtale op, men det ender som regel med, at jeg fyrer et eller andet ondt af, og så er der lukket for det varme sms-vand. (Ja, ja da, jeg kan skam godt finde på at skrive først, jeg er sgu ingen engel, selv en Krikke kan begynde at kede sig.)

Jeg synes, han er irriterende og han piver, beklager sig konstant. Og jeg gider godt høre på alt muligt alt muligt fra mine venner eller dem jeg møder på gaden. Jeg gider altså bare ikke sidde og nikke, være forstående og spekulere på dine problemer, når du, lille Båtnakke, har en kæreste og - i virkeligheden - en hel omgangskreds, der skal tage sig af det der med dig og dine ting. Det var ikke lige det jeg meldte mig til i denne relation.

Nå, så blev historien alligevel lang. Det jo osse ligegyldigt, for det jeg ville sige, var jo bare: 

"Undskyld kære Fru Båtnakke. Jeg skulle ha stoppet dig dengang jeg så dig på Hovedbanegården. Stoppet dig og beklaget, at jeg fik din kæreste til at komme forbi og se film og fodbold, jeg beklager, at han fortalte mig ting, som jeg ikke gad høre på og som var dit job at lægge øre til. Jeg lover, det eneste jeg troede, der skulle ske var lidt riven rundt, men det kan han ikke så godt finde ud af. Du ved jo nok, han snakker som et vandfald og beklager sig over snart hvad som helst. Og nå ja, når vi er ved emnet, så er han godt klar over, at han har en lille én. Nej, nej, bare rolig, jeg benægtede naturligvis, men jeg tror altså, at han har et problem med selvtilliden, så han trænger virkelig til, at du kommer på banen og tager dig lidt af ham." 

Når en veninde fortæller mig om en ny gut, hun har mødt og hun forklarer, hvordan der er pauser i den måde han kontakter hende på eller jeg hører nogle af de ting han har sagt eller skrevet - så kan jeg sagtens genkende det. Det er ikke svært at gennemskue, når en person i virkeligheden ikke gider ham/hende i den anden ende. Beklager, drenge og piger - men det er altså lige til alt det der. Jeg ved godt, det kan være hårdt at høre, men jeg må give filmen, bogen og bevægelsen ret: Maybe he´s just not that into you. 

Man må se nøgternt på det, og der er ikke mange ting at huske:

1) Det er altid lige så let for den anden at skrive eller ringe, som det er for dig. 

2) Folk, der holder af dig, siger eller skriver ikke noget med vilje, som gør dig ked af det.

"Så også undskyld til dig, Båtnakke. Jeg beklager, at jeg har fået dig til at tro, at jeg var interesseret i dig og dit liv, din fisk og din hest. Undskyld, fordi du har været genstand for virkelig meget spas til fester, frokoster og i blogindlæg. Jeg lover, at jeg gør det aldrig igen."

tAt 1 on 1

Jeg har en tatovering. Det betyder ikke, at jeg ved noget om emnet. Men derfor kan jeg jo godt skrive lidt alligevel.
Folk tænker, at jeg kan seføli godt lide mænd med tatoveringer.
Det kan jeg ikke nødvendigvis.
Det betyder ikke noget for mig - om folk har eller ej - medmindre den er grim, som i dårligt lavet. Så synes jeg, det er rigtig ærgerligt, for jeg ved hvor smukt, fedt eller fuldstændig fantastisk det kan gøres - eller bare hvor lige en streg kan se ud.
Når folk spørger mig, anbefaler jeg kun de steder, hvor jeg ved der bliver lavet noget ordentligt, fordi jeg enten selv har set dem gøre det eller har en god ven, der har været der. Hvis der er ventetid, synes jeg faktisk det er et godt tegn, et tegn på at tatovøren er eftertragtet - andre vil til her og nu, kan ikke vente, de finder en eller anden tilfældig gut, og så kan resultatet blive derefter. Det gider jeg ikke udtale mig om, folk skal selv leve med, hvad de får lavet. Hvad der er acceptabelt, er individuelt. Jeg kan ikke se værdien i at udtale sig, når folk har fået lavet noget åbenlyst lort, min mening er ligegyldig, og så længe jeg ikke skal gå med det, kan jeg være ligeglad.
Det er indlysende, at du får, hvad du betaler for. Jeg vil gerne sidde under nålen meget længere end det er nødvendigt og betale mere, end hvad jeg ellers kunne være sluppet med - for at få et godt resultat. Og jeg er ligeglad med det faktum, at jeg ikke kan se den, for jeg ved der ikke er en finger at sætte på arbejdet.
Jeg har været ved 2 forskellige tatovører, den ene har udlært den anden. Jeg bliver hos mester, indtil jeg ikke skal have lavet mere. Eller han går på pension, hvad end der sker først.
Jeg er ikke så kontrolleret i mit valg af motiv som så meget andet i mit liv. Det endelige motiv bliver til i et samarbejde mellem mig og ham; vi er enige om at det færdige resultat er vores begges eje - jeg går rundt med den, han kan tage æren for at have lavet den.
Det er en helt speciel følelse at sidde der under nålen i 5-7 timer kun afbrudt af frokost, og fordi ham den gamle skal strække benene. (Bemærk lige, hvordan jeg får det til at lyde som om jeg er vildt god til at sidde stille og ikke så meget som ytre et MYY. For det er jeg!) Snakker med de forskellige gæster og med tatovøren; det er jo sjældent jeg ser ham, men vi får faktisk ordnet verdensituationen, mens vi sidder der. Han kender mig sgu bedre end folk, der har været i mit liv i 10 år! Han er bedre end en psykolog, men er så også lidt dyrere. Til gengæld får jeg både kunst OG åndelig vejledning.
Og jeg slipper gladeligt flere tusinde kroner for at gå hjem derfra med et åbent sår, som henover de følgende dage (eller uger, afhængig af størrelsen) går fra smerte til kløen, før nogen kan se hvordan det egentlig sådan rigtigt ser ud.
Jeg har hørt det så mange gange, at jeg ikke har tal på det: Ej, det troede jeg godt nok ikke om dig!... siger folk, når de opdager jeg er sådan en "overbroderet en". Og det er jeg jo slet ikke, for så havde de jo opdaget det for længst. Ærligt talt, der er altså masser af plads at forskønne.
Jeg får tit lyst til at sige noget a la: Ej, hvor pudsigt! Jeg troede ikke, du var så dum, at du ku finde på at lukke sådan noget lort ud.

Jeg vil læse korrektur for dronningen!!!!!

"Året har 365 dage; det er ens for os alle, men hvor virker det forskelligt, når man er barn eller ung, og når man er blevet voksen og efterhånden ældre. Der er så langt til juleaften, der er et helt år til en fødselsdag, der er evigt langt til sommerferien. Siden flyver tiden hurtigere og hurtigere af sted; det har næsten lige været sommer, så bliver det nytår igen og igen og igen."

Ja, sådanne ligegyldigheder kan det godt være dronningen vil spise folk af med, men jeg synes det er for nemt. Hvis alt ligegyldigt fyld og pladder var blevet snuppet af en ordentlig korrekturlæser, kunne talen have set således ud (føl dig endelig fri til at springe det over, for det er røv kedeligt):

Det er alvorlige tider i disse år. Den globale økonomiske krise er tydelig for alle. Inden for Europa er det blevet særligt tydeligt i de seneste år. Over store dele af verden er væksten gået i stå eller sat på vågeblus. Det er alvorligt for hele samfundet. For det er jo de unge, der skal føre vort samfund videre, det er dem, som vores fremtid skal bygge på. Det må ikke føre til handlingslammelse. Som samfund må vi ikke grave os ned i bekymringerne, men derimod se problemerne i øjnene og gøre noget ved dem.    Vi har før mødt modgang, og vi har før set, hvordan vi kunne stå en krise igennem ved at bide tænderne sammen, støtte hinanden og ikke give op. Fællesskabet er et bærende element. Vi kan ikke overlade til andre eller til tilfældighederne, hvordan vi skal komme videre.  Det kræver en indsats at se de muligheder og udnytte dem.
Fra i morgen har Danmark formandskabet i EU. Det sker netop som den økonomiske situation er i en kritisk fase både på verdensplan og i Europa. Det stiller store krav til vor formåen, såvel organisatorisk som praktisk. Vi skal vise hvad vi duer til.
Danmark er et godt og trygt samfund. Overalt har vi engagerede mennesker, som yder et stort og professionelt arbejde på sygehuse, på plejeinstitutioner, i skoler og i børnehaver. De påtager sig et stort ansvar og forvalter det dygtigt og medmenneskeligt. Men vi kan ikke parkere hele ansvaret på rådhuset eller forvente, at alle problemer kan løses gennem lovgivningen. Vi har alle et medansvar.
Jeg ønsker alle et godt nytår. Lad os gå ind i det nye år med bevidstheden om, at vi alle kan være hinandens nærmeste. Gud bevare jer alle; GUD BEVARE DANMARK.

Ikke så meget udenomssnak, vi er faktisk ligeglade med, hvor mange af dine børnebørn vi forsørger. Ej heller er vi interesseret i at høre om, hvor mange I har tænkt jer at spytte ud i det kommende år. Det ville klæde jer at stikke piben ind og lade som ingenting, for den måde I suger på, er ikke alene usmagelig, den er også grund til at mange andre tænker noget a la Hvorfor fanden skal jeg?! 

For hvorfor skal vi stå op hver morgen, gå på arbejde, betale vores skat, holde de berømte hjul i gang og alle være hinandens nærmeste - når dronningen, vores leder, vores store forbillede ikke engang kan finde ud af at holde en tale på 13 minutter uden at lade det hele gå op i Vi har oplevet, Vi har fået, Vi føler og i øvrigt laver fejl på fejl på fejl. De ku ha sendt et still-billede af en Camel Toe i stedet - jeg kunne jo nemlig godt se at hendes læber bevægede sig, men jeg kunne ikke forstå, hvad damen sagde.
Landet har brug for en pep talk, et ordentligt spark i løgposen, et gok i nøden, et "Kom Så! Yup, vi kan".
Ikke en skeløjet gammel dame, som ikke har øvet sig på lortet eller kom til at springe middagsluren over. Til den løn hun får, er det sgu ikke godt nok. Var hun almindelig ansat havde hun fået sparket for længst... Helt ærligt, konen laver jo ikke noget! Jo, hun maler akvarel og sejler rundt, og hun er en glimrende ambassadør for landet og bla bla bla. Fair nok, hvis erhvervslivet er så glade for den gamle tranlampe, så lad dem betale. Hun er jo ikke dyr i drift. Overhovedet ikke! Hun tjener snilt både sin egen løn OG den til hele familien hjem.
...Men indtil da, så kunne hun måske næste år starte med at sige noget med... Vi har sparet, Vi har tilbagebetalt, Vi har arbejdet 300% flere timer, end vi plejer... 

En meget klog, men også skuffet 6-årig dreng sagde til mig: Ved du, hvad! Kongen i vores land, han er en dame! Jeg synes hellere, vi skulle have en rigtig konge.

Jeg giver ham på en måde ret... eller noget... vi kan da prøve...