Min kommunikation med Ara: Følelsesmæssig intelligens

(Følelsesmæssig intelligens handler blandt andet om evnen til at være bevidst om samt kunne håndtere og udtrykke egne følelser. Det handler også om empati og har afgørende betydning for vores evne til at indgå i sociale relationer.)

Jeg lærte engang, at der findes ikke rigtig og forkert; der er kun anderledes. Det synes jeg er en rigtig god ting! Andre forældre kommunikerer anderledes med deres børn, end jeg selv gør. Derfor er udbyttet også forskelligt. Så med det i mente og i forbindelse med ugens konfliktløsning i 0. klasse, vil jeg gerne dele lidt om min kommunikation med mit eget barn. Jeg siger ikke, at det er den rigtige måde, jeg siger bare - det er en måde.

Hjælp barnet med at sætte ord på følelserne. Tal gerne ud fra dig selv!
Børn lærer af det de ser, og hvis de ser et snævert følelsesregister udfoldet, er det sandsynligt, at de vil forsøge at skjule egne følelser. Det kan være forbundet med skam at være vred eller ked af det, fordi det opleves som noget, der ikke er tilladt... "Hold op med at sidde og surmule" eller "Du forpester stemningen med dit sure fjæs" kan være noget mor eller far siger "med et glimt i øjet" - men børn tolker ikke den slags analog signaler og hører kun de ord, som bliver sagt. I stedet kan den voksne sætte ord på det, der sker - både selve situationen, og det som (sandsynligvis) sker i barnet: "Pyha, du blev godt nok vred der, det kender jeg faktisk godt. Det er helt normalt at blive sur, når andre tager ens bedste legetøj." Sandsynligvis siger jeg, fordi vi voksne må erkende, at følelserne er noget vi tolker for barnet; du har altså magten til at definere om noget er normalt, godt, skidt, i orden. Hvornår noget er for meget eller overdrevet... Og husk at bemærke om du af og til kommer til at tillægge barnet voksne værdier, som for eksempel en manipulerende adfærd, diva-nykker og så videre. Bemærk også om du altid venter med at vise de helt store følelser, til du er alene. Det kan være sundt at græde og ligeså sundt for dit barn at se dig udvise menneskelig adfærd. Ingen kan være Supermor/far hele tiden.

Følelser er altid rigtige. Både børns og voksnes følelser kan afvige fra sidekammeratens, på trods af at de lige har oplevet nøjagtig det samme. Følelserne kan der ikke ændres på, men en uhensigtsmæssig reaktion; det kan der arbejdes med. Det kan også være værd at overveje, om et følelsesmæssigt udbrud, som ikke stemmer overens med barnets normale adfærd, kan skyldes følelser ikke-relateret til den udløsende situation. Lyt og spørg ind, den tid som bliver brugt på opmærksomt nærvær kan være nok til at barnet føler tryghed til at tale ud.

Husk at børn lever i nuet og ikke forstår, hvis du venter med at forklare til du selv har tid. Chancen er misset, og du må vente til næste gang. Jo flere gange en uhensigtsmæssig adfærd får lov at passere uden at du får talt med barnet om det, jo sværere vil det være at ændre på. Måske tiden er bedre brugt nu, mens sovsen brænder på, end når den dårlige vane sidder fast som indgroet adfærd. Adfærdskorigerende kritik kan sagtens være konstruktiv, især hvis den gives på baggrund af kærlighed og omsorg. Den charmerende diktator i hjemmet kan blive klassens bølle, som de andre ikke gider lege med.

Ærlighed er vejen frem. Vær ærlig og fortæl barnet, hvordan du selv har det, og hvad du selv oplever. Voksne kan også være trætte og uoplagte eller i dårligt humør! Tit er det kun det gode humør, som italesættes, Også dette er en måde hvorpå barnet kan få opfattelsen af, at vrede og sorg er ikke noget, der skal tales om. Det kan være svært at lære at bearbejde følelser, hvis man aldrig ser eller hører om andres oplevelser og følelser.

Hvad er det egentlig du vil, mor Rikke?

Ara sagde til mig: "Prøver du på at gøre mig vegetarisk eller hvad?"

Jeg har ikke haft en strategi eller en som sådan direkte formuleret plan, så jeg måtte bare svare hvad der kom til mig: "Nej, jeg prøver på at få dig til at vælge selv."

Miseren tog udgangspunkt i en ikke-ægge salat sandwich. Da jeg aftenen forinden havde spurgt hende, hvad hun kunne tænke sig at få med i madkassen, var svaret, at hun var ligeglad. Så det endte med, blandt andet, den der sandwich med ikke-ægge salat. For når man ikke vælger, vælger andre for en; sådan er det med rigtig mange ting her i livet. Og de, der vælger, træffer valg baseret på egne præferencer (og hvad der er i køleskabet). At andre hele tiden vælger for en, udvikler ikke handlekompetence, og det var hvad der slog mig, da vi stod i den der ikke-ægge salat: Jeg vil gerne have, at hun lærer at vælge selv. Aktivt tager stilling. Er en deltagende og engageret medspiller.

Mit svar fik hende til at vælge: "Kyllinge-pålæg." Fint nok. Sådan skal det være! At jeg er vegetar får mig ikke til at sige, Ej, det dur ikke - prøv noget andet, indtil du siger ikke-ægge salat. Det er kun mit valg, ikke hendes. Jeg er ikke så fanatisk, som man kunne formaste sig til at tro, så når Ara sidder og kysser sine pølser eller siger Jeg elsker dig til sin bacon, er jeg faktisk bare rigtig glad for, at hun overhovedet ikke tager hensyn til, hvad jeg måtte føle overfor det bacon der. Det er jo ikke mig, der skal spise det. Så længe hun ikke klasker mig i panden med det, er det cool nok. 

Det er en svær diskussion at have med voksne. Hvorfor gør jeg ikke det ene og hvorfor gør jeg ikke det andet? Jeg føler ikke, jeg kan være en del af den veganske subkultur, fordi jeg oplever det som værende en enten eller ting. Jeg kan ikke med den ene hånd stege bacon til andre folk, mens jeg med den anden hashtagger veganer om min egen mad... Hvor er den subkultur som bare siger Gør hvad du føler for?...

En fanatiker er en "person som ensidigt (og overdrevent) støtter eller kæmper for et bestemt synspunkt, eller som ihærdigt eller med stor begejstring dyrker en bestemt interesse". Gør jeg det? Overdrevent er selvfølgelig en subjektiv størrelse, men jeg vil selv sige nej, jeg er ikke fanatiker. Og jeg prøver dog ihærdigt på at holde det sådan, især overfor andre mennesker, fordi jeg ønsker at beholde min selvforvaltning - jeg vil ikke pådutte nogen noget og håber de på samme måde lader være med at dutte mig - og desuden ønsker at signalere overfor mit barn/andres børn, at det er da det top fedeste! At vælge selv, pyyyyyh! Det er bare nice!

Med til fanatisme hører vel også manglen på evnen til at se opturen i andre ting, end det man selv vælger. Her er også religion et fantastisk og aktuelt emne. For mig er religion, hvad det er: "et samfunds eller en kulturs organiserede tilbedelse af en gud, guder eller overmenneskelige kræfter og den livsopfattelse og de ritualer der knytter sig hertil". Bom bom, ikke så meget at sige lige om det, fordi jeg selv opfatter mig som så meget andet end en troende person; utilitarist, ateist eller hvad end man vil kalde det. Jeg synes, det er en bemærkelsesværdig evne folk kan have til helt at overgive sig til ting på den måde. Det synes jeg ikke helt er en dårlig ting, tro kan få mangt og meget til at virke overkommeligt for den troende... Men det er ikke noget for mig. Biblen derimod, det er dælen dulme en god historie! Jeg var vild med religion, da jeg var barn og elskede, når vi fik læst højt i skolen og bare skulle sidde og lytte og tegne. Den gider jeg godt tale om, den er vi begyndt at læse herhjemme. Den nemme udgave for børn, den med store bogstaver, som passer en spirende læser. Og vi er enige om, at det er da godt nok nogle fantastiske historier - en mand, der kan dele havet! WAUW! 

Jeg synes, der er mange ting man skal tage stilling til som forælder. Man kan postulere, at jeg som vegetarisk ateist ikke har noget at lære min datter om Gud og bacon, men jeg vil nu gerne give mit besyv med alligevel. Jeg håber, at jeg formår at gøre det så nuanceret det nu er muligt.

Pædagogisk værktøj - Bogstaver

I børnehaveklassen/0. klasse lægges fundament til øvrige (måske mange) års skolegang og selvom undervisningen er præget af leg og kreativ udfoldelse, må der for så vidt muligt gerne komme lidt under hjelmen på børnene. Fra Undervisningsministeriet er der formulerede fælles mål; dette er mange forældre ikke klar over eller ikke opmærksomme på, fordi de tror det egentlige skolearbejde først starter i 1. klasse. 

Se mere her: http://www.emu.dk/B8rnehaveklassen

- altså er der et mål med undervisningen; børnene skal lære noget de kan bruge videre. Dette kan man som forælder være for eller imod. Uanset hvad man synes, kan der være fordele i at støtte op om den undervisning der foregår, og til det er der forskellige metoder/værktøjer. Jeg foretrækker at lave mine egne, da det så passer til netop vores forudsætninger.

Her i hjemmet er vi begge overvejende visuelt orienteret, og på baggrund af tilbagemelding på sprogscreening fra talepædagogen, var jeg opmærksom på at have følgende overvejelser omkring arbejdshukommelse med i processen:

Arbejdshukommelse, kaldes af nogle også korttidshukommelse, og hænger sammen med hukommelsesspændvidde, som handler om den udstrækning en hukommelse evner at bære informationer. Korttidshukommelsen har en begrænset kapacitet og normalt arbejdes der med formodningen om, at vi kan bære syv enheder ad gangen (to fra eller til). Efterhånden som personer oparbejder erfaringer med enheder, gøres det muligt at skabe sammenhæng, som samler enheder og derved reduceres materialet - BINGO - man kan huske mere!
(Ovenstående er meget groft skitseret op og kun et udtryk for de tanker jeg havde. Undersøg evt. nærmere selv på hele den del der...)

Jeg konkluderede hurtigt, at den måde jeg har lært at opdele alfabetet på, må skyldes denne teori om de syv enheder. Så det værktøj jeg må give videre er altså ideen om et alfabet, der består af 28 bogstaver opdelt i fire blokke af syv. 

I skolen er Ara dagligt blevet præsenteret for et nyt bogstav (tre bogstaver om ugen). På forhånd har vi forældre fået ugens bogstaver oplyst, for på den måde at kunne arbejde hjemme ved at finde ord, stave, øve osv. Vores morgenrutine inkluderede således en snak om dagens bogstav - er det en vokal eller en konsonant, hvad har vi i huset som starter med det, osv osv. Løbende satte vi bogstaverne op på væggen; vokaler for sig og konsonanter for sig. Til slut har vi talt om, hvordan alfabet-melodien har pauser for - YUP! - hvert syvende bogstav, og vi har så sat bogstaverne op sådan. (Jeg ved ikke, hvorfor udvikleren af materialet Gyserslottet har valgt at tage W med; måske fordi Whopper er sådan et dejligt ord eller fordi WC er så let at stave. http://www.abcleg.dk/gyserslottet )

Vi er så nået hertil: 

I denne uge afsluttes Gyserslottet (det materiale personalet har arbejdet ud fra), og børnene starter op på et nyt projekt. Der vil fortsat blive talt om bogstaver, men med et mindre fokus (så vidt jeg kan forstå). 

Vi vil lade vores alfabet hænge lidt endnu og arbejder videre med sprog, billeder og IT (endnu et af de formulerede mål). Et ad gangen tager vi et bogstav ned, og Ara skal så selv (med mig ved siden af) finde på et ord, der starter med bogstavet - finde billeder på nettet - printe billederne ud og klistre det hele samlet i en bog. På den måde får vi taget alfabetet ned i en lige så læringsrig proces, som vi fik sat det op.