Skimmelbekæmpning på mine øjne!?

Jeg bliver ikke skræmt af at erfare, at det virksomme stof i mine øjendråber er det samme som i algefjerner til udendørs træværk... Jeg bliver ikke forarget, når en kollega snakker om tynd mave over frokosten...
Et Breitling-ur til 56.000 imponerer mig ikke, jeg tænker nærmere, at det var da ualmindelig dårlig brug af gode danske kroner. (Desuden burde en potensforlænger være noget større, noget mere synligt, mere anvendeligt... fx en bil eller et hus!)

Erfaringer viser altså, at der skal en smule mere til at blæse mig bagover. Jeg begynder at tro, jeg er en smule fattesvag...
Måske er det farligt at dryppe øjne med kemikalier? Jeg går ud fra, produktet er testet...
Måske er det galt at sige lort? Ingen kan sige sig fri for at kende en lort...
Måske skal et ur koste det samme, som spidsen af en jetjager? Et ur med rem og visere og alt muligt kan fås i føtex for en hund...

Jeg tager ikke det hele så alvorligt, der skal være plads til at grine. For det er sguda sjårvt, når folk dummer sig! Det allersjoveste er, når de selv fortæller historien, der er ingen ægte humor i at grine ad folk bag deres ryg. Har de selv fortalt historien, har alle tilhørere desuden en vis håneret et langt stykke ud i fremtiden, hvilket kun kan være med til at gøre det hele endnu sjovere.

Ca. halvdelen af gangene jeg ikke tager noget seriøst, er det fordi jeg ikke forstår det! At en snak om en bæ, skulle få nogen til at spærre øjnene op, forstår jeg fx ikke. Det var jo ikke, fordi den lå på bordet eller noget...

Det er ikke sjovt at bruge unødigt mange penge på et ur, det er tragikomisk. Men at ejeren troede det kunne imponere mig, at han havde 3 af dem, se - det var rigtig sjovt!

Kunsten at sige nej

Den ubeslutsomme:

Næ-øøøh-ja-jo-nå-næ-nej-hmmm.måske...ikke

Den indlysende:

Nej

Den kvindelige:

Ja

Den maritime:

Haj

Den militære:

Negativt

Den stumme:

Den uldne:

Nææææh

Den humoristiske:

Det sagde han osse i går!

Den farmorske:

Ja, selvfølgelig, lille skat, som hver dag må lide under en sukkerløs kost.

Den pæne:

Nej, tak.

Et nej kan være svært både at afsende og at modtage. Svært at modtage, hvis man er hørehæmmet, uden for pædagogisk rækkevide eller bare ikke hører efter... Svært at afsende, hvis modtageren er... se ovenstående...

Jeg kan godt lide den måde, hvorpå Dolly Parton, Jane Fonda og Lily Tomlin får sagt nej og sat deres chef på plads i filmen 9 to 5. Nogle gange må der skrides til ekstremerne for at få modparten til at fatte budskabet!

Til min personlige udgave af et nej tak til fremtidige numre af Vågn Op, skal jeg bruge:
En sprinter
Et kosteskaft
Et vuvuzela horn

Planen er som følger:
Sprinteren placeres et taktisk sted, så han kan spotte de 2 (velmenende) damer fra Jehovas Vidner på lang afstand. Så snart der er visuel kontakt, spurter han over og fortæller mig, de er på vej. Han gemmer sig derefter under trappen og banker med kosteskaftet, når de er på vej op. I det sekund der bankes med kosteskaftet, flår jeg døren op og fyrer vuvuzelaen af!! Mens damerne står med bagudblæst hår, siger jeg venligt, men bestemt - Nej tak, og jeg ønsker heller ikke flere besøg. Forfjamsket, som de ganske givet vil være, afgiver de mundtlig accept og kan således ikke længere besøge mig.

Totalt simpel, men dog skudsikker plan. Og den bliver ført ud i livet anyday now.

Assimilering - lort på dåse

Hvis en diskussion kører fast, eller ikke udvikler sig til din fordel, kan det hjælpe at smide et nyt ord på bordet. Helst et som ingen af de andre medvirkende kender til. Sådanne ord kan findes i en synonymordbog... Står du og ved, hvad du vil sige, men mangler en artsy fartsy formulering? Så anskaf dig en synonymordbog.
Sådan en fik Søren Pind sammen med forfremmelsen til integrationsminister!
(I øvrigt fik hans forfremmelse mig til at tænke noget med en pind i en lort, men lad nu det ligge.)

Integration kan siges på mange måder, nu ved vi, at det også kan kaldes assimilering... Tilpasse, optage, sammensmelte... Det lyder da meget godt! Hvorfor er det bare så ufedt, når det kommer fra en politiker??
Fordi vi kan være sikre på, at det aldrig kommer til at ske med respekt for individet.
Det er trættende at høre på og tale om, men kan konstateres gang på gang. Vi skal helst være ens alle sammen... Det går bare ikke med den der accent og de tørklæder der! Det er ikke muligt at være dansker, hvis du ikke er leverpostej eller hakkebøf! Har du et barn med en, som ikke er dansker? Bare ærgerligt, men mest for dig. Vi har rigeligt med indbyggere her i landet, vi har ikke brug for flere! Derfor opstiller vi regler og love, der skal forhindre andre i at komme til.
Gu ved, hvornår der begynder at blive sorteret ud i folk, som allerede er her? Jeg indrømmer det gerne: Personligt er jeg ikke integreret i det danske samfund. Jeg gider ikke stemme, jeg gider ikke glo på kongehuset, og jeg gider ikke betale kirkeskat! Jeg tror lidt det er kommunens skyld, jeg overvejer at strikke en klage sammen. Men bare inddrag mit pas og deporter mig! Jeg sgu kold.

De sidste par dage har jeg - i helt anden anledning - funderet en smule over, hvad en rigtig dame er? Og en ordentlig mand??
Helt naturligt for mig, har jeg fået flere andre til at tænke samme tanker... Jeg mente, at rigtige damer og ordentlige mænd måtte kunne høstes på samme mark, men så påpegede en kløgtig veninde, at hvad der er rigtigt eller ordentligt vil afhænge af, hvem du spørger... Nu er det ikke just studenterhuen, som strammer på mig, men jeg synes alligevel, det lyder overordentlig klogt!
Jeg sender ideen videre til Søren Pind, for jeg vil gerne vide, hvor han finder de rigtige danskere.
Og ved samme lejlighed vil jeg gøre ham opmærksom på, at selvom der er nyt navn på etiketten, er det stadig samme gamle lort på dåse.

http://www.youtube.com/watch?v=0u-CORg1J_0

Kjære dagbok

Tvillingerne er bleven døbt. Men kun på en hverdag, de skal jo nødig komme til at tro, de er noget. Sådan er det at blive født som sidsten; dine ældre søskende er lidt vigtigere end dig, og når du er royal, så skal hele landet også lige mindes om, at den ældste søn fortjener mest respekt, for fan, han skal jo være konge!
Deraf dåb af de yngste på en jævn torsdag. Lad os lige et øjeblik glemme den tossede ide om, at alle er født lige og alt det hippiepalaver... Landet ælsker at dyrke det royale og den latterligt forældede institution kongehuset nu engang er. Og hvem gider i grunden overhovedet have en mening om det?? Hver gang jeg åbner munden og taler mod kongehuset, bliver jeg stukket pladen, at det er billigere end en præsident. Hmmm... Jeg er da ligeglad, jeg benytter bare gerne min stemme imod kondommetoden, gu ved, hvor mange år endnu vi kan blive ved med at få trukket det kondom, øh jeg mener kongehus, ned over hovedet... Hvis mit tis kunne koge, ville kongehuset være 85% af brændslet på bålet under gryden.
En royal snak fik i weekenden en veninde til at foreslå, at med den holdning jeg har, skulle jeg da stemme på Enhedslisten. Det må jeg lige have fulgt op på ved lejlighed... ved ikke rigtig om mit blodtryk kan tåle en politisk overbevisning.

Det står sløjt til på datingfronten... En venindes datter og dennes bedste-veninde prøver ellers på at sætte mig op med hottie-medarbejderen fra deres ungdomsklub. Jeg har blandede følelser omkring projektet; er halv-skuffet over det tilsyneladende ikke virkede, men underholdt fordi de 2 fnisende piger går så meget op i det. En af dem havde forfattet et kærestebrev... Og de prøvede på at få ham til at invitere mig ud! Men han ville ikke på blind-date, pyyha, det tror jeg var meget godt. Jeg er temmelig overbevist om, at de kvaliteter som fik mig ind på top 10 hos de 2 tøser, ikke er noget en ung mand vil sætte pris på. I hvert fald ikke hvis han er helt rask.

I weekenden har jeg udført manuelt arbejde, hvilket på det kraftigste fik mig til at overveje at sende mit svendebrev retur til Frederiksberg Tekniske Skole. Der må have været fusk med i spillet, da jeg fik det, og så oven i købet med en hæderlig karakter. Må lige tjekke, om det vitterlig er mit navn, som står på...

I dag har jeg hængt ud med Ara, vi svinger sgu meget godt. Havde en lille diskussion, som gik på hvem der var sødest, jeg sagde hun var, hun synes det var mig - diskussionen blev afsluttet  med et kompromis, da hun bad om slik og jeg gav hende et æble. Vi malede lidt møbler, tog nogle billeder... hvilket fik mig til at tænke på, at alle billeder af os vil være taget af mig med hende siddende på mit skød, jeg kan så veksle mellem at tage det fra højre eller venstre, men der stopper spændingen i motivet desværre. Nå nej, hvad snakker jeg om! Hun kan jo også sidde på mine skuldre... Whoot whoot...
Jeg overvejer, om der ikke findes sådan en tur til Thailand eller Polen for enlige kvinder, der søger en ægtemand? Eller er det kun for kiksede mænd med lidenskab for tog? Gu ved, hvad sådan en thaimand koster...? Åh, det bliver pludselig et stort projekt bare for at få taget nogle billeder på en sommerferie. Tror jeg må leve med begrænset motivmuligheder og vil i stedet lægge min energi i rollespilssværdet og den der bong.

Apropos bong, så var Amalie og Peter i avisen i dag! Måske har han givet hende en dummeflad, måske er det noget hun finder på, faktum er at der var 4 sider i avisen om det. Jeg synes, at det er godt vi lever i sådan en stille og rolig verden uden krig eller alskens ulykker, så vi kan bruge spalteplads på sådan idioti. Pyha, troede lige der var noget galt derovre i Libyen, men det var nok bare en aprilsnar.

Nå, kære dagbog, jeg smutter. Skal lige have klappet mig selv på skulderen over den store bid af ansvarskagen jeg tog i den forgangne uge. Skal jo dag huske at rose sig selv!

Mette, du så vild, du så flippet, jeg må gøre noget! Jeg tror, jeg skriver...

Min hjemmedreng, Albert, sagde engang... Kun 2 ting er uendelige: Universet og menneskelig dumhed. 

Han var lidt usikker på det med universet, men mht. dumheden giver jeg ham ret og stemmer ja til, at min egen dumhed ingen grænser kender – heldigvis, for således heller ikke mit potentiale.

Der er altid en yin til en yang, vi må tage det sure med det søde og uden tab kan der ikke kendes til gevinst. 

Gennem tiderne er der utallige beviser og definitioner på dumhed, men jeg starter på hjemmebane og medgiver, at jeg engang har været så dum ikke at tro på mig selv.

Nogle tror på Jehova og andre på Allah - religion er i bred udstrækning accepteret, og der rynkes ikke på næse, når der oprettes bederum eller læses Vagttårnet. Men siges det højt, at man tror på sig selv, så er man lidt af en smart ass… Her har Janteloven efterladt et gigantisk fodaftryk i den danske mentalitet, som desværre ikke let lader sig udviske. For sørensen, Aksel Sandemose, hvodden ville verden have set ud uden dig og Espen Arnakke…

Dags dato synes jeg, at det giver god mening at tro på sig selv, hellere det end at tro på så meget andet. Og eftersom det virker for mig, tør jeg godt dykke ned i emnet: Selvtillid.

Mette, det er sådan her det går ned J

Jeg oplever tit, at folk bruger Selvtillid og Selvværd, som om ordene betyder det samme. Men det gør de jo ikke, og når man først er nede med forskellen og betydningen kan det være lidt af en Aha-oplevelse… For mig er det i hvert fald en klar fordel at adskille de to, jeg definerer det således:

Selvværd går på din egen viden om samt oplevelse af, hvem du er. Den måde du kender dig selv på og forholder dig til det, du ved om dig selv. Jeg synes, at ligger en eksistentiel kvalitet i selvværdet, lav eller høj. Kort fortalt… Selvværd – Hvad du er.

Selvtillid handler om, hvad du kan, hvad du er god/ikke god til. Hvordan du ser ud, eller hvad du har opnået. En facade (ikke i negativ forstand) af ikke-medfødte kvaliteter og evner. Kort fortalt… Selvtillid - Hvad du kan.

Nu til dags ligger der for mange en stor del af vores identitet i vores arbejde. Det første spørgsmål, vi mødes med i nye forsamlinger er tit: Hvad laver du?

Er du glad og fro i dit job, har du en godt betalt eller prestigefyldt stilling, vil du sandsynligvis ikke have problemer med at melde ud – vi ved jo nok godt alle sammen, at vi bedømmes på svaret, vi giver. Af samme årsag krymper det sig i maven hos nogle af dem, som må bekende, at de er mellem 2 jobs (det lyder pænere end arbejdsløs).

Hvorfor spørger vi egentlig? Er ingeniøren et federe bekendtskab end flaskesamleren??

Om jeg med ovenstående mener, at vi er overfladiske og bedømmer folk på deres kultur frem for deres adfærd? Ja, det mener jeg mange gør. Gør jeg selv? Ja, nogle gange. Hvorfor vi gør det? Hmm… Måske fordi vi tror, at vi ud fra den oplyste beskæftigelse kan putte personen i en kasse, hvilket er dejligt nemt og ligetil. Ligesom teserne - høje og skaldede mænd er rockere, kvinder med afbleget hår og store læber er ikke for kløgtige, og uanset køn og alder er alle i trenchcoat blottere. Fuldstændigt ubegrundede påstande som vel på det nærmeste går i arv! Ligegyldigheder, for hvad nu hvis den skaldede mand er rocker og blondinen virkelig er dum… Kan de ikke være berigende bekendtskaber alligevel? Blotteren, uha det ved jeg ikke rigtig, men jo – det er der seføli også nogle, der sætter pris på. Man skal jo som bekendt aldrig bedømme bogen på omslaget; selv en voksen mand i hættetrøje kan have noget at byde på. Ja, og sgu osse en voksen dame i hættetrøje! Og en mand i kjole. Og en dværg i cowboystøvler. Og så videre og så videre og så videre…

Tilbage til selvværdet… Hvis vi adskiller vores selvværd fra vores selvtillid, er det let at konkludere, at vi ikke er vores arbejde. Hvis vi tror på os selv og vores eget værd - at vi kan bringe noget til et venskab simpelthen bare fordi vi ER, åbner vi samtidig op for at værdsætte andre egenskaber hos nye venner og slapper bedre af i deres selskab. Hvorfor tror jeg det? Hvis du ikke føler dig mindre værd i en forsamling fx pga. forskelle i social status, vil jeg påstå, du slapper mere af.

(Ja, ja, hvis og hvis – min røv er spids, men det er nu rigtigt. Som de siger i reklamen: Prøv det! Prøv det!)

Når du kender og kan stå inde for dig selv, dine meninger og holdninger, er du defineret, og du tør lidt mere. Er du defineret overfor dig selv, er du det også for andre og VUPTI er du pludselig interessant og spændende, en person, vennerne ved, hvor de har. De folk, som ikke kan lide den udgave af dig, kan jeg forestille mig heller aldrig har bragt dig nogen særlig – oprigtig – værdi, så ud af klappen med dem. Videre ud i livet og løb ind i nye venner! Afsted!

Så er selvtillid virkelig så vigtigt at have? Eller satser vi hellere på selvværd? Det er ikke op til mig at afgøre på andres vegne, men jeg slår gerne et slag for at tro på sig selv. Derefter følger selvtilliden naturligt. 

Du kan altid tage på aftenskole og lære at spille tuba, men ingen kan lære dig at elske dig selv. Købe en selvhjælpsbog? Den skal dælen dulme læses mange gange, og det kan komme til at ligne indoktrinering, når du i frokostpausen sidder og citerer Pernille Aalund.

Start hellere dagen med at sige til dig selv: Jeg er så vild, jeg er så flippet, hold da maule, hvor er jeg fantastisk! … Eller noget…  

Mind dig selv om, at folk måske ikke husker præcis hvad du gjorde eller sagde, men de husker, hvad du fik dem til at føle.

Jeg sidder med den i hånden

Fandt mig selv som relativt nyudklækket single for 1 år siden og tænkte jeg måtte skaffe mig en date, for jeg ville virkelig gerne i biografen og gad ikke gå alene. Desuden var jeg jo single! Partææææ! Så er det da bare ud og date!!! Wuuhhuuu, leve det fede single liv.... Men hvor starter jeg så, tænkte jeg. En veninde foreslog dating.dk og da jeg efter nogen tid fik taget mig sammen og kom på nettet, gik jeg på scor.dk... Sad og cruisede lidt på forsiden og blev egentlig lidt fornærmet - tænk at min veninde synes det var et sted for mig?! Ringede hende op, pyha, heldigvis inden jeg oprettede en profil, hun havde jo sagt DATING og ikke scor (tror bare min hjerne har tænkt potato potato...)
Nå, men mig oprette en profil og allerede, mens jeg prøver på at finde ud af, hvad fan det egentlig går ud på, plopper den første chat op. Nå, dav! Ja, dav, et eller andet ligegyldigt - og manden i den anden ende fortæller så, at han lige er kommet hjem fra fodbold, og han er meget svedig. Pyha! Hmm... Jeg skrev noget a la... Det er jo også 25 grader udenfor... Han svarer: Vil du med i bad? Mig: ????? Nej ellers tak, du, jeg sidder lige og prøver på at få det her til at virke. Og dér tænker jeg: Åh nej, bare det ikke er sådan en som om lidt spørger, om han må komme forbi! OMG, hvad har jeg rodet mig ud i... Nå, lukker chatvinduet og fortsætter med at sidde og snuse i singlemænds profiler og billeder.
Pudsigt nok, er der flere som går ind og kigger på min profil, lige efter jeg har set på deres. Og PLING går det op for mig, at de kan jo se, at jeg har været inde og se på dem. Fordømt! Havde jeg vidst det, ville jeg jo ikke have luret på ham med den store frisure eller ham, der så vildt gammel ud.
Ender med at sidde på et par timer og flere prøver på at chatte med mig, blandt andet er der en, som skriver: Jeg sidder med den i hånden.  Jeg tænkte et splitsekund, hvad er dog det han sidder med, men inden jeg når at spørge, går det op for mig, hvad han mener, og jeg LUK LUK LUKKER den chat.
Da den 5. chat plopper op og siger: Hej, du ser sød ud, er min åbnings kommentar: Hvis du tror det her skal udvikle sig til en "Jeg sidder med den i hånden"-samtale, kan du godt glemme det... (Ha! Ha! Der var jeg nok lige på forkant, hva!) Den fatsvage stodder indser jo nok, han er afsløret og skriver, at han ved ikke, hvad jeg snakker om, men det var nok en fejl at skrive til mig - og så lukker han chatten. Ja, gu var det en fejl, så kan du sgu lære det, din gustne karl!!
Havde profilen derinde måske 2 måneder... Et af brevene jeg fik var fra "34-årig førtidspensionist fra Lolland Falster", og set i bagklogskabens gunstige lys kunne det jo godt have været en rigtig vittig gut, som bare havde lavet en sjov overskrift... Men på det tidspunkt vurderede jeg, at det var sgu nok sandt nok (billedet viste en ung mand ved siden af en traktor), så til ham jeg takkede nej, Lolland Falster var desværre for langt væk. Desværre.
Et andet brev var fra "2 friske unge fyre, som ledte efter den sidste deltager til en let, ubesværet og befriende trekant". Tak, gutter - det er rigtig sødt af jer at invitere, men det har jeg sgu prøvet så tit...
En mand i 50'erne spurgte, om jeg ville med til Frankrig som hans veninde. Delete. Uden at svare. Det samme til ham fotografen, som tilbød gratis massage.

Til min fødselsdag i juni måned samler jeg en bunke af de henvendelser jeg har fået, for det er ikke småting, der bliver smidt i sådan en ung piges indbakke på datingsiderne... Jeg ville lige have nogle veninders besyv med, ja, og ærligt - så sku de se, hvad der foregik derinde, for jeg var altså ret målløs! Jeg kunne heller ikke rigtig beslutte, om jeg skulle invitere "Skipper" ud... og vi kunne da lige få os et rigtig ondskabsfuldt grin over ham den gamle, der lignede Pocahontas. Det er det, der sker, når man lægger mere eller mindre heldige billeder på nettet! Så ryger man med i en powerpoint præsentation til stor moro for et par halvfulde tøser...

Jeg endte med at gå på en enkelt date, det var med en ung mand, som skrev til mig den dag jeg var på for at slette profilen... 

For mig var det bedste ved hele oplevelsen at erfare, hvordan jeg selv tog de der henvendelser. Havde jeg dog bare modtaget en ballon for hver gang, jeg fik lysten til at række en arm ud gennem pc'en for at stikke afsenderen af noget, en dummeflad - ja, så var jeg sgu fløjen af med hus og hele molevitten.

Vaughn Bode levede ikke forgæves

Han er ikke så tydelig på dette billede, men Cheech Wizard sidder i hjørnet med sin gule hat og røde strømpebukser. 

Jeg er fæææærdiiiiig!

Ara synes, det er hendes Pacman, men jeg måtte heldigvis godt tage et billede - bare hun fik lov at holde i kreationen.