Selvom nogle mener jeg er en hård forælder, har jeg faktisk ikke mange forudbestemte principper for min opdragelse.
Det ligger dog fast, at jeg aldrig vil behandle nogen børn dårligere end mit eget. Og jeg vil ikke lyve. Omskrivning af sandheden kan komme på tale, hovedsageligt i omgangen med andre folks børn og fx i religiøst betonede spørgsmål. Overfor eget barn ~ aldrig i livet jeg ville komme med en røverhistorie! De voksne køber julegaverne, og det eneste som findes i himlen, er flyvende objekter samt skyer og regnbuer. Der er ikke en alvidende Gud, som ser ondt på dig, når du onanerer. Og Nuggets bliver lavet i en maskine - i den ene ende proppes levende kyllinger ind. I maskinen blir de hakket, kværnet, presset og paneret - og ud af den anden ende kommer Nuggets.
Så jeg har naturligt nok aldrig forstået, hvorfor forældre lyver. Er sandheden for hård? Nej.
Det er bare sandheden. Lad det ikke blive dit barns problem, at du som forælder ikke tør være ærlig. Opdragelse med fortielse, skyld og skam er populært, ja, men det betyder ikke, det er i orden... det er bare lettere, og som forælder behøver du hverken være tydelig eller tage ansvar. Lyver du overfor dine venner? Nå, ikke!?? Hvorfor så lyve overfor dit eget barn...?
Livet er ikke kun Bamse, Kylling og leopardprikkede badebukser. Mennesker bliver syge og dør, huse brænder og biler kører galt, det sker også. Forældre bliver skilt, pædagoger siger op, ja, det er ærgerligt, men der kommer nye mennesker ind i barnets liv hele tiden, så lad være med at bilde ham/hende ind, at denne udskiftning ikke er helt naturlig. For det vil jo vare livet ud!
... At sige sandheden er ikke noget jeg tænker over og således heller ikke i dag, da Hun spurgte, hvorfor vi ikke ser en bestemt person af hankøn mere. Svaret er jo simpelt. Han har ikke lyst til at se mig mere. "Jamen, så kan han jo ikke lege med mig", sagde Hun.
"Hmmm... Næ, det er rigtigt", svarede jeg, "men sådan er det. Af og til holder folk op med at gide se hinanden, sådan er livet, venner kommer og går. Det er ikke altid en dårlig ting -" ... og så fulgte en længere snak om, hvordan hun selv havde mistet, men til gengæld også fået, nye venner.
Og så er jeg tilbaws ved det der hårde. For er det fair at fortælle børn, at deres nuværende relationer ikke vil vare livet ud? Er det bedre at lade være?
Kynisme er måske mit mellemnavn, men fakta er: At livet ligger forude og venter på dine og mine børn. Fundamentet for sunde relationer må vi som forældre støbe. Det kan vi gøre på 2 måder: Vi kan lægge kimen til klyngende og klæbende adfærd fra børn, som aldrig har lært at give slip. Eller vi kan gøde til logisk adfærd fra børn, som er i flow med forandringerne i livet.
torsdag den 1. november 2012
tirsdag den 25. september 2012
Grineren
Mange ting kan siges om mange billeder, men jeg vælger meget mod sædvanligt at holde bolden på egen hjemmebane og skrive om billeder af mig selv.
Der eksisterer ikke mange af dem. Og endnu færre gode!
Jeg prøver af og til at tage et af de hersens billeder af mig selv, det er så populært… Det jo det de unge vil ha.
Det er vigtigt at have et helt bestemt ansigtsudtryk, dvs ansigtet skal lægges i de rette folder… Men så langt når jeg faktisk aldrig rigtig, for jeg synes det er sjovere at tage billeder, hvor mine tæer også er på.
Nå, nå. Men så kan jeg jo spørge nogle andre, om de ikke gider tage et billede af mig. Jo, jo, seføli vil de det. Det jo da det man har venner til!
Og så sidder jeg der og prøver på at smile og se helt naturlig ud. Men det kan jeg heller ikke. Og slet ikke når der sidder en og laver sjove ansigter…
Så har vi balladen, for det er der jo jeg begynder at grine. Sådan rigtigt! Og græde. Og grine endnu mere af mig selv og situationen, fordi det er jo så fåkked op, at det praktisk talt er tragikomisk.
Så jeg sidder græder og de andre begynder at grine og jeg griner endnu mere – latter smitter som bekendt. Og så griner vi alle sammen! Det sgu i orden. Også selvom vi griner af mig. For de synes, at jeg griner mærkeligt.
Måske er det lydløst, og man kan blive helt i tvivl om hvorvidt min hjerne tager skade, hvis jeg ikke snart kommer til overfladen og får et hiv frisk luft...
Men begynder jeg først at trække vejret, går det helt galt, for så kommer der lyd, og det er som regel et grynt.
Resultatet af det hele er bedre end noget billede jeg nogensinde ku tage af mig selv og mine tæer.
Der eksisterer ikke mange af dem. Og endnu færre gode!
Jeg prøver af og til at tage et af de hersens billeder af mig selv, det er så populært… Det jo det de unge vil ha.
Det er vigtigt at have et helt bestemt ansigtsudtryk, dvs ansigtet skal lægges i de rette folder… Men så langt når jeg faktisk aldrig rigtig, for jeg synes det er sjovere at tage billeder, hvor mine tæer også er på.
Nå, nå. Men så kan jeg jo spørge nogle andre, om de ikke gider tage et billede af mig. Jo, jo, seføli vil de det. Det jo da det man har venner til!
Og så sidder jeg der og prøver på at smile og se helt naturlig ud. Men det kan jeg heller ikke. Og slet ikke når der sidder en og laver sjove ansigter…
Så har vi balladen, for det er der jo jeg begynder at grine. Sådan rigtigt! Og græde. Og grine endnu mere af mig selv og situationen, fordi det er jo så fåkked op, at det praktisk talt er tragikomisk.
Så jeg sidder græder og de andre begynder at grine og jeg griner endnu mere – latter smitter som bekendt. Og så griner vi alle sammen! Det sgu i orden. Også selvom vi griner af mig. For de synes, at jeg griner mærkeligt.
Måske er det lydløst, og man kan blive helt i tvivl om hvorvidt min hjerne tager skade, hvis jeg ikke snart kommer til overfladen og får et hiv frisk luft...
Men begynder jeg først at trække vejret, går det helt galt, for så kommer der lyd, og det er som regel et grynt.
Resultatet af det hele er bedre end noget billede jeg nogensinde ku tage af mig selv og mine tæer.
lørdag den 8. september 2012
... og kiwi spises med hår på/Hva fan laver Krikke???
Efter sandsynligvis verdens længste tilløb og flere års ønske om at blive vegetar, gik jeg for 4 uger siden all in på en raw food (vegansk) livsstil, nærmere udspecificeret - lavt fedt, højt kulhydrat. Det kan læseren så mene om hvad han/hun vil, jeg er fantastisk lykkeligt ligeglad.
Til en start forsøgte jeg mig med det såkaldte Gourmet Raw Food, altså hvor frugt og grøntsager tilberedes som var det en "alm." ret, bare uden opvarmning. Det fungerede ikke for mig. Jeg fandt hurtigt ud af, at jeg foretrækker at holde det så simpelt som muligt. Rengør, evt. skræl, skær ud, server. Mumsfilibabba!
For at sikre et forsvarligt kalorieindtag, fører jeg det, jeg spiser, ind i en kalorietæller. Jeg har førhen levet en hel del af kaffe og cola nul, det var det jeg hældte ned, når jeg af forskellige årsager ikke kunne spise (for travlt, for træt, glad, sur... den slags dårlige undskyldninger). Da jeg ikke længere var på koffeinbåden, gik det op for mig, hvor lidt jeg rent faktisk spiste. Synes ellers der røg rigeligt ned! Men fik altså for lidt... Måske det var en del af årsagen til min manglende energi!? Nu spiser jeg, når jeg er sulten, er mæt længere tid og har fra starten af ikke haft lyst til koffeinholdige drikke. Har prøvet at drikke både cola og kaffe, men det smager jo virkelig ikke godt, så det prøver jeg ikke på igen.
Nå, men altså, skal ikke kede med alle detaljerne, lang historie gjort kort, jeg vælger bare at opsummere alt det jeg hidtil har fået ud af at leve 98 % af vand, frugt og grønt.
(100 % når jeg er alene hjemme, 98 % når jeg ikke er.)
Energi: Masser af energi og bedre koncentration. Ingen rastløshed om aftenen, ikke noget med at sidde og falde i søvn i bussen og i sofaen.
Glæden: Hænger jo nok sammen med energien, men vågner op hver morgen oprigtig frisk og glad. Spændt på hvad denne nye dag må bringe, har mere overskud og kun et træk på skuldrene tilovers for de 2 minutter vi kommer for sent ud af døren. Vi når det jo alligevel altid. Glad for at se mit eget spejlbillede, kan kende mig selv, det noget nyt :)
Smerter & anden ubehag: Har virkelig døjet med hovedpine og nakkeproblemer på næsten daglig basis i lang tid. Kronisk mavesår har i +15 år givet mig mavepine et par gange om måneden. Kramper i benene. Angst, som var på tilbagetog, men blussede op i august. Disse genstridigheder har gjort, at jeg har taget en masse Ibuprofen, Panodil, Ipren (ja, ja, blandede bare, for virkede det ene ikke, gjorde det andet nok), piller mod mavesår, noget mod kramper og ja, sågar angstdæmpende har der været blandet i cocktailen. Tager overhovedet ikke noget mere. Har ikke gjort i 3 uger, og det er VIRKELIG stort for mig.
Hud, hår & negle: Mit tørre garn er let at rede ud, jeg behøver kun bruge balsam ved hver 3 hårvask eller sådan. Og det fedter ikke så nemt til, jeg plejer ellers at måtte vaske det hver dag. Min normalt meget tørre hud har ikke set en dråbe creme i 3 uger. Huden i mit ansigt strammer slet ikke, og jeg behøver kun bruge ansigtscreme hver morgen. Jeg glemte det egentlig bare en aften efter afrens/vask, og det var så godt, at det er den nye rutine. Mine negle er hårdere og mere hvide, flosser og knækker ikke.
Psykisk: Klart det er en kæmpe fornøjelse at have det så godt og alene på grund af det, får jeg det bedre. Mega lettelse at komme af med mit pillelager og kunne sove hver nat i 1 hel måned uden is på nakken en eneste gang. Ingen mavepine, ja, jeg kan faktisk slet ikke forstå det.
Selvfølgelig er det ikke let, sådan at lave en kovending. Smide alt det man kender på porten og tage noget helt nyt til sig. Men det ER faktisk sådan jeg gør en masse ting, mønsterbryder, mælkebøttebarn, klart jeg skal prøve det selv, før jeg kan komme med min vurdering af sagerne. For mig er det sort/hvid - enten gør jeg det eller også gør jeg ikke. Kan jeg ikke sige ja, siger jeg nej. Så jeg kan sagtens forstå, hvis udeforstående kalder det fanatisme, eller siger de ikke ville kunne leve sådan. Jeg er bare glad for at have fundet det brændstof, der passer til min motor.
Heldigvis er vi forskellige alle sammen, men nogen gange må man bare tage en ny tænkehat på og fx spørge sig selv: Kan det der spises med hår på?
Til en start forsøgte jeg mig med det såkaldte Gourmet Raw Food, altså hvor frugt og grøntsager tilberedes som var det en "alm." ret, bare uden opvarmning. Det fungerede ikke for mig. Jeg fandt hurtigt ud af, at jeg foretrækker at holde det så simpelt som muligt. Rengør, evt. skræl, skær ud, server. Mumsfilibabba!
For at sikre et forsvarligt kalorieindtag, fører jeg det, jeg spiser, ind i en kalorietæller. Jeg har førhen levet en hel del af kaffe og cola nul, det var det jeg hældte ned, når jeg af forskellige årsager ikke kunne spise (for travlt, for træt, glad, sur... den slags dårlige undskyldninger). Da jeg ikke længere var på koffeinbåden, gik det op for mig, hvor lidt jeg rent faktisk spiste. Synes ellers der røg rigeligt ned! Men fik altså for lidt... Måske det var en del af årsagen til min manglende energi!? Nu spiser jeg, når jeg er sulten, er mæt længere tid og har fra starten af ikke haft lyst til koffeinholdige drikke. Har prøvet at drikke både cola og kaffe, men det smager jo virkelig ikke godt, så det prøver jeg ikke på igen.
Nå, men altså, skal ikke kede med alle detaljerne, lang historie gjort kort, jeg vælger bare at opsummere alt det jeg hidtil har fået ud af at leve 98 % af vand, frugt og grønt.
(100 % når jeg er alene hjemme, 98 % når jeg ikke er.)
Energi: Masser af energi og bedre koncentration. Ingen rastløshed om aftenen, ikke noget med at sidde og falde i søvn i bussen og i sofaen.
Glæden: Hænger jo nok sammen med energien, men vågner op hver morgen oprigtig frisk og glad. Spændt på hvad denne nye dag må bringe, har mere overskud og kun et træk på skuldrene tilovers for de 2 minutter vi kommer for sent ud af døren. Vi når det jo alligevel altid. Glad for at se mit eget spejlbillede, kan kende mig selv, det noget nyt :)
Smerter & anden ubehag: Har virkelig døjet med hovedpine og nakkeproblemer på næsten daglig basis i lang tid. Kronisk mavesår har i +15 år givet mig mavepine et par gange om måneden. Kramper i benene. Angst, som var på tilbagetog, men blussede op i august. Disse genstridigheder har gjort, at jeg har taget en masse Ibuprofen, Panodil, Ipren (ja, ja, blandede bare, for virkede det ene ikke, gjorde det andet nok), piller mod mavesår, noget mod kramper og ja, sågar angstdæmpende har der været blandet i cocktailen. Tager overhovedet ikke noget mere. Har ikke gjort i 3 uger, og det er VIRKELIG stort for mig.
Hud, hår & negle: Mit tørre garn er let at rede ud, jeg behøver kun bruge balsam ved hver 3 hårvask eller sådan. Og det fedter ikke så nemt til, jeg plejer ellers at måtte vaske det hver dag. Min normalt meget tørre hud har ikke set en dråbe creme i 3 uger. Huden i mit ansigt strammer slet ikke, og jeg behøver kun bruge ansigtscreme hver morgen. Jeg glemte det egentlig bare en aften efter afrens/vask, og det var så godt, at det er den nye rutine. Mine negle er hårdere og mere hvide, flosser og knækker ikke.
Psykisk: Klart det er en kæmpe fornøjelse at have det så godt og alene på grund af det, får jeg det bedre. Mega lettelse at komme af med mit pillelager og kunne sove hver nat i 1 hel måned uden is på nakken en eneste gang. Ingen mavepine, ja, jeg kan faktisk slet ikke forstå det.
Selvfølgelig er det ikke let, sådan at lave en kovending. Smide alt det man kender på porten og tage noget helt nyt til sig. Men det ER faktisk sådan jeg gør en masse ting, mønsterbryder, mælkebøttebarn, klart jeg skal prøve det selv, før jeg kan komme med min vurdering af sagerne. For mig er det sort/hvid - enten gør jeg det eller også gør jeg ikke. Kan jeg ikke sige ja, siger jeg nej. Så jeg kan sagtens forstå, hvis udeforstående kalder det fanatisme, eller siger de ikke ville kunne leve sådan. Jeg er bare glad for at have fundet det brændstof, der passer til min motor.
Heldigvis er vi forskellige alle sammen, men nogen gange må man bare tage en ny tænkehat på og fx spørge sig selv: Kan det der spises med hår på?
lørdag den 14. juli 2012
Fisk oppe af vandet
Jeg glædede mig meget til sidste uges valgfag, Æstetiske læreprocesser, det lød præcis så teoretisk, at jeg umuligt kunne gå galt i byen ved at sætte dette fag som 1. prioritet.
I vores egen børnehave er de virkelig gode til at dokumentere det faglige arbejde, og i min praktik oplevede jeg succes med procesbeskrivelser, så at få føjet noget om æstetiske læreprocesser til mit repertoire, ville bestemt ikke skade. Jeg er seføli tilhænger af dokumentation af hvilket som helst arbejde.
Øh. Mangler der en forklaring?? Æstetisk læreproces er kort fortalt, det der sker i barnet, mens han/hun forbereder sig til at lave et kreativt slutprodukt. Fx. besøger børnene zoo, snakker med en dyrepasser og rører ved en elefant for sidenhen at kunne fx tegne en elefant - tegningen er for så vidt ligegyldig, det de oplever i zoo, deres tanker og deres udvikling (processen) er det vigtige. Kort fortalt.
Klart at læringen ligger i processen og ikke det at kunne tegne en fantastisk elefant. Klart at det er en fordel for pædagogisk personale at vide hvordan vi igangsætter, hjælper, støtter og på en fornuftig måde afslutter en proces. Klart at jeg troede, jeg skulle lave sådan noget.
Nå, men altså! Mandag indfinder vi os i klassen, vi er en blanding af unge og voksne (gamle, ældre) fra forskellige hold, herunder en gruppe med en del praktisk erfaring. De klarer denne uddannelse uden den 1-årige praktik.
Hele ugen laver vi... ja, ærlig talt, så lidt som muligt. Meget sparsommelig teoretisk undervisning og en tur på Strøget senere opdager vi, at det søreme allerede er bleven fredag. Vi er forberedt på, at der skal være en eksamen, uuuuh. Folk er nervøse. Krikken er skuffet, for jeg ved jo godt, at jeg ikke får en karakter. Jeg ved egentlig også godt, at det er spild af tid, alligevel nedfælder jeg nogle pædagogiske overvejelser, dels om min egen proces i den forgangne uge, dels om den proces mit produkt (en tegneserie) kan sætte i gang hos børn. Allerede før alle har fremlagt, får vi at vide, at alle består. Dette melder læreren ud for at dulme nerverne hos de nervøse. Dybt useriøst på forhånd at godkende hvadsomhelst, men det bare min ydmyg mening.
Under evalueringen af ugen udtrykker jeg min utilfredshed, jeg fortæller, at jeg er skuffet over det lave ambitionsniveau, at vi mangler teori og jeg egentlig ville have foretrukket at dumpe, for så kunne jeg få lov at lave den skriftlige erstatningsopgave.
Hvad er mit problem? Det var jo da en hyggelig uge?! Jeg går ikke i skole for at hygge mig, jeg troede, vi havde et andet mål, et rigtigt mål. Hmm... At uddanne os??!! Jeg siger ikke, at jeg er klogere end læreren. For det er jeg overhovedet ikke. Men. Fremlæggelsen gik ud på at vise et produkt, noget som jo er stort set irrelevant, når nu undervisningen skulle gå på processen. Læreren sagde det selv i starten af ugen, slutproduktet er irrelevant. Læreren forsvarer sig med, at vi har været igennem en proces i ugen, det var denne proces, der var formålet med specialefaget. Hvornår var vi i en æstetisk læreproces? Da vi gik hjem kl. 12 eller da vi spiste på Jensens Bøfhus? Da vi tog billeder af duer på Rådhuspladsen eller shoppede?
Under evalueringen fortæller de andre også, hvad de har fået ud af ugen. De har hygget sig, synes læreren er en fed person, en sej type. Nogle af de unge damer insinuerer på det kraftigste, at jeg ikke har lært noget, fordi jeg ikke har hørt efter. Til det kan jeg kun sige TSK! for jeg kendte sådan set definitionen på en proces, før jeg mødte op mandag morgen.
Jeg er ikke i tvivl om, at en eller anden har lært noget, men undervisningen var klart tilrettelagt til kun lige akkurat at supplere folk med et minimum af viden på området. En enkelt pige sagde det selv så flot: Hun troede, at en æstetisk læreproces var en tegneserie! Mega fail lige der, BOM, tag og noter, kære lærer.
Alt i alt er denne uge bare totalt opsummeringen på hele min situation på den skole.
Jeg føler mig som en hval i en meget lille bowle beboet af den der slags fisk, som dagen lang svømmer ind i ruden. Jeg vil såmænd bare meget gerne lære noget, af og til kaster en lærer en krumme af læring i bowlen, men krummen forsvinder/dør, dels fordi de fleste elever ikke reflekterer/deltager/læser lektier, dels fordi 1/3 af eleverne reelt ikke gider denne uddannelse.
Jamen, så kan du da bare selv finde ekstra læsestof og selv udvikle nogle faglige kompetencer, din nørd!?? Ja, skide god ide! Det gør jeg. Læser en masse. Men hvem skal jeg sparre med? Hvem skal besvare evt. spørgsmål... Sguda ikke hundestejlen ved siden af i hvert fald.
I vores egen børnehave er de virkelig gode til at dokumentere det faglige arbejde, og i min praktik oplevede jeg succes med procesbeskrivelser, så at få føjet noget om æstetiske læreprocesser til mit repertoire, ville bestemt ikke skade. Jeg er seføli tilhænger af dokumentation af hvilket som helst arbejde.
Øh. Mangler der en forklaring?? Æstetisk læreproces er kort fortalt, det der sker i barnet, mens han/hun forbereder sig til at lave et kreativt slutprodukt. Fx. besøger børnene zoo, snakker med en dyrepasser og rører ved en elefant for sidenhen at kunne fx tegne en elefant - tegningen er for så vidt ligegyldig, det de oplever i zoo, deres tanker og deres udvikling (processen) er det vigtige. Kort fortalt.
Klart at læringen ligger i processen og ikke det at kunne tegne en fantastisk elefant. Klart at det er en fordel for pædagogisk personale at vide hvordan vi igangsætter, hjælper, støtter og på en fornuftig måde afslutter en proces. Klart at jeg troede, jeg skulle lave sådan noget.
Nå, men altså! Mandag indfinder vi os i klassen, vi er en blanding af unge og voksne (gamle, ældre) fra forskellige hold, herunder en gruppe med en del praktisk erfaring. De klarer denne uddannelse uden den 1-årige praktik.
Hele ugen laver vi... ja, ærlig talt, så lidt som muligt. Meget sparsommelig teoretisk undervisning og en tur på Strøget senere opdager vi, at det søreme allerede er bleven fredag. Vi er forberedt på, at der skal være en eksamen, uuuuh. Folk er nervøse. Krikken er skuffet, for jeg ved jo godt, at jeg ikke får en karakter. Jeg ved egentlig også godt, at det er spild af tid, alligevel nedfælder jeg nogle pædagogiske overvejelser, dels om min egen proces i den forgangne uge, dels om den proces mit produkt (en tegneserie) kan sætte i gang hos børn. Allerede før alle har fremlagt, får vi at vide, at alle består. Dette melder læreren ud for at dulme nerverne hos de nervøse. Dybt useriøst på forhånd at godkende hvadsomhelst, men det bare min ydmyg mening.
Under evalueringen af ugen udtrykker jeg min utilfredshed, jeg fortæller, at jeg er skuffet over det lave ambitionsniveau, at vi mangler teori og jeg egentlig ville have foretrukket at dumpe, for så kunne jeg få lov at lave den skriftlige erstatningsopgave.
Hvad er mit problem? Det var jo da en hyggelig uge?! Jeg går ikke i skole for at hygge mig, jeg troede, vi havde et andet mål, et rigtigt mål. Hmm... At uddanne os??!! Jeg siger ikke, at jeg er klogere end læreren. For det er jeg overhovedet ikke. Men. Fremlæggelsen gik ud på at vise et produkt, noget som jo er stort set irrelevant, når nu undervisningen skulle gå på processen. Læreren sagde det selv i starten af ugen, slutproduktet er irrelevant. Læreren forsvarer sig med, at vi har været igennem en proces i ugen, det var denne proces, der var formålet med specialefaget. Hvornår var vi i en æstetisk læreproces? Da vi gik hjem kl. 12 eller da vi spiste på Jensens Bøfhus? Da vi tog billeder af duer på Rådhuspladsen eller shoppede?
Under evalueringen fortæller de andre også, hvad de har fået ud af ugen. De har hygget sig, synes læreren er en fed person, en sej type. Nogle af de unge damer insinuerer på det kraftigste, at jeg ikke har lært noget, fordi jeg ikke har hørt efter. Til det kan jeg kun sige TSK! for jeg kendte sådan set definitionen på en proces, før jeg mødte op mandag morgen.
Jeg er ikke i tvivl om, at en eller anden har lært noget, men undervisningen var klart tilrettelagt til kun lige akkurat at supplere folk med et minimum af viden på området. En enkelt pige sagde det selv så flot: Hun troede, at en æstetisk læreproces var en tegneserie! Mega fail lige der, BOM, tag og noter, kære lærer.
Alt i alt er denne uge bare totalt opsummeringen på hele min situation på den skole.
Jeg føler mig som en hval i en meget lille bowle beboet af den der slags fisk, som dagen lang svømmer ind i ruden. Jeg vil såmænd bare meget gerne lære noget, af og til kaster en lærer en krumme af læring i bowlen, men krummen forsvinder/dør, dels fordi de fleste elever ikke reflekterer/deltager/læser lektier, dels fordi 1/3 af eleverne reelt ikke gider denne uddannelse.
Jamen, så kan du da bare selv finde ekstra læsestof og selv udvikle nogle faglige kompetencer, din nørd!?? Ja, skide god ide! Det gør jeg. Læser en masse. Men hvem skal jeg sparre med? Hvem skal besvare evt. spørgsmål... Sguda ikke hundestejlen ved siden af i hvert fald.
lørdag den 30. juni 2012
De piller ved det hele, det den satans regering
Hvad er det nu for noget med de priser, der hele tiden stiger? Eller nej, priserne stiger ikke, det er bare mængden af produkt, der bliver mindre. Og det er slet slet ikke det samme!
Min kære fader gjorde mig en dag opmærksom på, at der var bleven hældt 50 g mindre i pakken med det smørbare. Og jeg har selv i nogen tid gået og været halvmuggen over den Filur-is vi i dag får kastet i nakken for deromkring 10 kr, for da JEG var lille kostede den 4,50 kr og var MEGET større. Eller. Måske var mine hænder mindre, men har jo slet ikke noget med det her at gøre.
Og nu er der kun 175 g chips i Kims posen, der var jo da 200 før i tiden. Og også Guldbarren er krympet.
Og bajerne! Vi skal ikke tale om bajerne! Hvorfor er der kun 24 dåser i en ramme, der var jo 30 flasker i en kasse!! Nogen har pillet ved alle de gode ting, som gør os danske. Og det er der nogen andre nogen, som er kede af. Hvorfor runder de aldrig op så vi får mere fedt, sukker og alkohol for pengene??!
Min kære fader gjorde mig en dag opmærksom på, at der var bleven hældt 50 g mindre i pakken med det smørbare. Og jeg har selv i nogen tid gået og været halvmuggen over den Filur-is vi i dag får kastet i nakken for deromkring 10 kr, for da JEG var lille kostede den 4,50 kr og var MEGET større. Eller. Måske var mine hænder mindre, men har jo slet ikke noget med det her at gøre.
Og nu er der kun 175 g chips i Kims posen, der var jo da 200 før i tiden. Og også Guldbarren er krympet.
Og bajerne! Vi skal ikke tale om bajerne! Hvorfor er der kun 24 dåser i en ramme, der var jo 30 flasker i en kasse!! Nogen har pillet ved alle de gode ting, som gør os danske. Og det er der nogen andre nogen, som er kede af. Hvorfor runder de aldrig op så vi får mere fedt, sukker og alkohol for pengene??!
tirsdag den 5. juni 2012
Ingen grund til kedsomhed
Bare fordi klokken endnu ikke er slået 7, og man befinder sig på et vaskeri, er der bestemt ingen grund til at lægge læringen på hylden!
Der er utallige muligheder for at træne talforståelsen - Aras yndlingstal er forståeligt nok 4. Desuden kan der øves farvelære, snakkes om former (fx. a la udpeg noget rundt, firkantet, trekantet osv). OG det er heller aldrig for tidligt at lære at folde sit eget tøj. Samtidig kan der øves synonymer (underbukser kan jo også hedde underhyler og trusser), og hvad rimer på trusser.... Ja, nemli! Det gør busser.
Se bare! Absolut ingen grund til stilstand i hjerneaktiviteten.
Og når alle muligheder er brugt op og den kreative forælder higer efter morgenkaffe, så er det altid en sikker vinder at få lov at give mor underbukser på hovedet.
Der er utallige muligheder for at træne talforståelsen - Aras yndlingstal er forståeligt nok 4. Desuden kan der øves farvelære, snakkes om former (fx. a la udpeg noget rundt, firkantet, trekantet osv). OG det er heller aldrig for tidligt at lære at folde sit eget tøj. Samtidig kan der øves synonymer (underbukser kan jo også hedde underhyler og trusser), og hvad rimer på trusser.... Ja, nemli! Det gør busser.
Se bare! Absolut ingen grund til stilstand i hjerneaktiviteten.
Og når alle muligheder er brugt op og den kreative forælder higer efter morgenkaffe, så er det altid en sikker vinder at få lov at give mor underbukser på hovedet.
onsdag den 30. maj 2012
Latent vrede
"Søde Krikke, hvorfor er du så stille?"
Mest af alt fordi jeg går rundt og små-surmuler over noget nogen har sagt om mit skriveri, og jeg kan simpelthen ikke komme over det. (Piss oss!)
Jeg synes egentlig ikke, det er afsenderens skyld. (Grrrrrr, Aaargh, fåk den klaphat.) Enhver har ret til sin egen mening. Eller har de? Er jeg virkelig en person, som prædiker det modsatte, men inderst inde mener: ... Så længe det ikke er negativt og handler om mig!!?
... Tænk at jeg overhovedet gider! Gider lader mig gå på af (rent faktisk) bare 2 små ord, 16 bogstaver... Det skyldes den værdi de bogstaver repræsenterer. Deres betydning strider imod alt jeg er, gør og står for. Alt hvad jeg prøver på IKKE at signalere. Hvordan kan nogen se mig og mit kreative virke sådan??? Fåk, hvor er jeg i den grad pissed af. Synes ellers selv jeg plejer at hoppe op og falde ned på kritik, for Hey: Der er flere, der udtrykker det modsatte end denne stupid ignorante person, som skider på mig og faktisk bare lader som ingenting.
Jeg er ked af, at jeg holder liv i dette bæren-nag. Men allermest er jeg sur på mig selv, fordi jeg 1) ikke bare kan glemme det pjat og 2) fordi jeg virkelig gerne ville ha set denne person som noget særligt, og nu har jeg fuldstændig ødelagt det for mig selv.
Mest af alt fordi jeg går rundt og små-surmuler over noget nogen har sagt om mit skriveri, og jeg kan simpelthen ikke komme over det. (Piss oss!)
Jeg synes egentlig ikke, det er afsenderens skyld. (Grrrrrr, Aaargh, fåk den klaphat.) Enhver har ret til sin egen mening. Eller har de? Er jeg virkelig en person, som prædiker det modsatte, men inderst inde mener: ... Så længe det ikke er negativt og handler om mig!!?
... Tænk at jeg overhovedet gider! Gider lader mig gå på af (rent faktisk) bare 2 små ord, 16 bogstaver... Det skyldes den værdi de bogstaver repræsenterer. Deres betydning strider imod alt jeg er, gør og står for. Alt hvad jeg prøver på IKKE at signalere. Hvordan kan nogen se mig og mit kreative virke sådan??? Fåk, hvor er jeg i den grad pissed af. Synes ellers selv jeg plejer at hoppe op og falde ned på kritik, for Hey: Der er flere, der udtrykker det modsatte end denne stupid ignorante person, som skider på mig og faktisk bare lader som ingenting.
Jeg er ked af, at jeg holder liv i dette bæren-nag. Men allermest er jeg sur på mig selv, fordi jeg 1) ikke bare kan glemme det pjat og 2) fordi jeg virkelig gerne ville ha set denne person som noget særligt, og nu har jeg fuldstændig ødelagt det for mig selv.
søndag den 15. april 2012
hOLY CRAp TI TING JEG VILLE FINDE TID TIL HVIS IKKE ALTING VAR SÅ FORBANDET VIDUNDERLIGT OG FANTASTISKT:
1) Slibe spartlingerne og male stuen.
Og samme dag smutte til Frederiksberg Tekniske Skole og bede dem inddrage mit svendebrev, for det kan ikke passe at en uddannet maler kan lave SÅ elendigt spartelarbejde. Med en grydeske??
2) Se The Notebook. Og Full Metal Jacket. Og Walk the Line.
Og følge med i filmene. I stedet for at sidde og sms'e... "Du er sød <3. Jo, du er sødest. Nej, DU er sødest :)"
3) Rydde op på terrassen. Ikke bare bære tingene fra den ene ende til den anden.
Juletræet er nu nået ud foran hoveddøren. Med den fart jeg skyder kan det være træet forsvinder helt af sig selv...hvis jeg tilsætter regnorm og kalder det en kompostbunke?!
4) Finde det der smukke bestik, som Mette har, men som måske kun fås i Barcelona.
Hvem kan tænke på bestik nu? Lad os hellere lige stoppe op og sætte pris - jeg mener virkelig sætte pris - på livet og ikke mindst hinanden.
5) Bande.
... jeg vil bare gerne bande...
6) Lade være med at udsætte produktionen af taler til forårets 2 store begivenheder: Min brors bryllup og min nevøs nonfirmation.
Jeg skal nok nå det. Jeg lover!!
7) Lade være med at leve så meget fra dag til dag.
Jeg bør bare genvinde kontrollen, men jeg er egentlig lidt ligeglad?
8) Gå til lægen og blive undersøgt (se ovenstående punkt).
For der er noget galt, når jeg ikke føler et behov for at skrive en liste eller trippletjekke togtiderne, før jeg med Ara under armen og uden kalender og madpakke begiver mig afsted til Amager-land.
9) Indse, at det i længden ikke er holdbart at bygge i højden i cykelskuret.
Det usmart, siger vel egentlig sig selv - det går galt, når jeg bare lukker øjnene og kaster noget ind i bunken.
10) Skrive blog.
Jeg har mistet min muse. Krikkemusen er krøbet i en lyserød hule, hvor hun er omgivet af pelsklædte lune vægge. Jeg lader hende sidde der lidt, det klær hende sådan med en levende ansigtskulør og et fjoget grin.
Og samme dag smutte til Frederiksberg Tekniske Skole og bede dem inddrage mit svendebrev, for det kan ikke passe at en uddannet maler kan lave SÅ elendigt spartelarbejde. Med en grydeske??
2) Se The Notebook. Og Full Metal Jacket. Og Walk the Line.
Og følge med i filmene. I stedet for at sidde og sms'e... "Du er sød <3. Jo, du er sødest. Nej, DU er sødest :)"
3) Rydde op på terrassen. Ikke bare bære tingene fra den ene ende til den anden.
Juletræet er nu nået ud foran hoveddøren. Med den fart jeg skyder kan det være træet forsvinder helt af sig selv...hvis jeg tilsætter regnorm og kalder det en kompostbunke?!
4) Finde det der smukke bestik, som Mette har, men som måske kun fås i Barcelona.
Hvem kan tænke på bestik nu? Lad os hellere lige stoppe op og sætte pris - jeg mener virkelig sætte pris - på livet og ikke mindst hinanden.
5) Bande.
... jeg vil bare gerne bande...
6) Lade være med at udsætte produktionen af taler til forårets 2 store begivenheder: Min brors bryllup og min nevøs nonfirmation.
Jeg skal nok nå det. Jeg lover!!
7) Lade være med at leve så meget fra dag til dag.
Jeg bør bare genvinde kontrollen, men jeg er egentlig lidt ligeglad?
8) Gå til lægen og blive undersøgt (se ovenstående punkt).
For der er noget galt, når jeg ikke føler et behov for at skrive en liste eller trippletjekke togtiderne, før jeg med Ara under armen og uden kalender og madpakke begiver mig afsted til Amager-land.
9) Indse, at det i længden ikke er holdbart at bygge i højden i cykelskuret.
Det usmart, siger vel egentlig sig selv - det går galt, når jeg bare lukker øjnene og kaster noget ind i bunken.
10) Skrive blog.
Jeg har mistet min muse. Krikkemusen er krøbet i en lyserød hule, hvor hun er omgivet af pelsklædte lune vægge. Jeg lader hende sidde der lidt, det klær hende sådan med en levende ansigtskulør og et fjoget grin.
tirsdag den 20. marts 2012
fOrsikring
Ja, hvad fan skal jeg egentlig bruge det til? Jeg har endnu aldrig gjort brug af mit forsikringsselskab, men havde den frækhed i dag at ringe derind med et uskyldigt spørgsmål. Jeg kunne ikke helt forstå svaret, for damen sagde samtidig noget med at stige til firetusindefemhundrede kroner (!) om året og så satte der sig altså noget på tværs i mig, og jeg blev nødt til bare at råbe RØV og ringe til et andet selskab.
Den flinke gut, der tog mit opkald i det andet selskab, havde seføli masser af tid og masser af dumme og/eller mærkelige spørgsmål, men jeg måtte desværre afbryde ham og bare fortælle, at jeg levede altså ikke sådan et crazy liv, hvor der skete alt muligt shit, og jeg havde ingen fancy ting i mit hjem, så han kunne bare stikke mig basispakken og sende mig et girokort. Da jeg så oven i købet kunne mit kontonummer udenad, blev han da vist lidt paf, for han var helt stille og spurgte, om jeg havde en "tvist" med mit nuværende forsikringsselskab, siden jeg ville flytte? Jeg svarede helt ærligt; at de var nogle bonghoveder og jeg kunne meget bedre li hans service, så nu skulle han ikke stille så mange spørgsmål, for jeg havde ikke mere tid. Han endte med at være helt glad, og så blev jeg også helt glad igen og glemte lidt at alt det fis havde taget over en halv time.
Nu sender han en bunke ligegyldige papirer som ender i skabet med alle de andre ligegyldige papirer, men det er sådan noget voksne som mig bare har liggende, det skal man ikke tænke så meget over. Jeg gider måske ikke engang åbne kuverten, for jeg er ret sikker på, at jeg ikke vil føle mig helt så godt dækket ind som jeg kunne ønske mig. Jeg fik nemlig aldrig spurgt ind til prisen på forsikring mod pengesorg, hjertesorg og sjælesorg. Men jeg forstiller mig, at det koster 28 kr. om måneden?
Den flinke gut, der tog mit opkald i det andet selskab, havde seføli masser af tid og masser af dumme og/eller mærkelige spørgsmål, men jeg måtte desværre afbryde ham og bare fortælle, at jeg levede altså ikke sådan et crazy liv, hvor der skete alt muligt shit, og jeg havde ingen fancy ting i mit hjem, så han kunne bare stikke mig basispakken og sende mig et girokort. Da jeg så oven i købet kunne mit kontonummer udenad, blev han da vist lidt paf, for han var helt stille og spurgte, om jeg havde en "tvist" med mit nuværende forsikringsselskab, siden jeg ville flytte? Jeg svarede helt ærligt; at de var nogle bonghoveder og jeg kunne meget bedre li hans service, så nu skulle han ikke stille så mange spørgsmål, for jeg havde ikke mere tid. Han endte med at være helt glad, og så blev jeg også helt glad igen og glemte lidt at alt det fis havde taget over en halv time.
Nu sender han en bunke ligegyldige papirer som ender i skabet med alle de andre ligegyldige papirer, men det er sådan noget voksne som mig bare har liggende, det skal man ikke tænke så meget over. Jeg gider måske ikke engang åbne kuverten, for jeg er ret sikker på, at jeg ikke vil føle mig helt så godt dækket ind som jeg kunne ønske mig. Jeg fik nemlig aldrig spurgt ind til prisen på forsikring mod pengesorg, hjertesorg og sjælesorg. Men jeg forstiller mig, at det koster 28 kr. om måneden?
søndag den 11. marts 2012
Kvinde - du er en værre kælling
Hvad er det med de kvinder der? De brokker sig altid og bliver tilsyneladende aldrig tilfredse.
Der er ikke nok kvinder i bestyrelserne, der er ikke nok kvinder med ambitioner, der er ikke nok barsel til mødrene, der er ikke nok fædre, som tager barsel, kvinderne tjener for lidt, kvinderne bliver ikke hørt, kvinderne arbejder for meget, kvinderne er stressede, kvinderne trænger til at tabe 5-7 kilo, kvinderne må ikke få kulhydrater.
Jamen, altså, jeg magter dem ikke, de der kvinder.
Og er der ikke nok at brokke sig over, så digter kvinderne bare noget. For kvinder kan altid finde noget nyt at føje til brokkelisten. Hvis bare de har et udgangspunkt - et fælles offer - så kan kvinder i flok sammen finde på en masse nyt brok.
En mand fx. Sådan en kan kvinder altid finde på noget nyt at brokke sig over. Han ringer ikke eller han ringer for tit. Han snakker ikke eller han snakker om andre damer. Han er for tyk, for skaldet, går med et forkert bælte, læser den forkerte bog, sidder forkert på toilettet, køber de forkerte tandbørster og laver for fed sovs.
Stakkels mand. Stakkels mænd. Stakkels os alle sammen.
Heldigvis vil kvinder gerne hjælpe hinanden til at håndtere al den vrede en brokkende kvinde får bygget op. Brokkende kvinder kan finde et weekendseminar, et homeparty eller en rundkreds, hvor de kan blive bekræftet i nødvendigheden af deres brok. På den måde får de genopladet brokkebatteriet og kan vende hjem til den stakkels mand, de stakkels børn og den stakkels svigerfar. For svigermor er som regel nede med brok. Og er hun ikke, ja, så kan kvinden heldigvis brokke sig over det.
Jeg synes, kvinderne (og Gustav) skulle tage at lære noget af mænnerne. Ikke så meget brok.
Så til alle brokkende kvinder derude: Rejekællinger, hypokondere og rødstrømper, det er hvad I er, hele bundtet. I står helt sikkert for fald. Jeres tid er ude. I er ikke det de unge vil have. I er ikke den nye sorte.
Der er ikke nok kvinder i bestyrelserne, der er ikke nok kvinder med ambitioner, der er ikke nok barsel til mødrene, der er ikke nok fædre, som tager barsel, kvinderne tjener for lidt, kvinderne bliver ikke hørt, kvinderne arbejder for meget, kvinderne er stressede, kvinderne trænger til at tabe 5-7 kilo, kvinderne må ikke få kulhydrater.
Jamen, altså, jeg magter dem ikke, de der kvinder.
Og er der ikke nok at brokke sig over, så digter kvinderne bare noget. For kvinder kan altid finde noget nyt at føje til brokkelisten. Hvis bare de har et udgangspunkt - et fælles offer - så kan kvinder i flok sammen finde på en masse nyt brok.
En mand fx. Sådan en kan kvinder altid finde på noget nyt at brokke sig over. Han ringer ikke eller han ringer for tit. Han snakker ikke eller han snakker om andre damer. Han er for tyk, for skaldet, går med et forkert bælte, læser den forkerte bog, sidder forkert på toilettet, køber de forkerte tandbørster og laver for fed sovs.
Stakkels mand. Stakkels mænd. Stakkels os alle sammen.
Heldigvis vil kvinder gerne hjælpe hinanden til at håndtere al den vrede en brokkende kvinde får bygget op. Brokkende kvinder kan finde et weekendseminar, et homeparty eller en rundkreds, hvor de kan blive bekræftet i nødvendigheden af deres brok. På den måde får de genopladet brokkebatteriet og kan vende hjem til den stakkels mand, de stakkels børn og den stakkels svigerfar. For svigermor er som regel nede med brok. Og er hun ikke, ja, så kan kvinden heldigvis brokke sig over det.
Jeg synes, kvinderne (og Gustav) skulle tage at lære noget af mænnerne. Ikke så meget brok.
Så til alle brokkende kvinder derude: Rejekællinger, hypokondere og rødstrømper, det er hvad I er, hele bundtet. I står helt sikkert for fald. Jeres tid er ude. I er ikke det de unge vil have. I er ikke den nye sorte.
lørdag den 10. marts 2012
Tilbyd mig kage!
Forleden var jeg på vaskeriet. Mens barnet legede at vasketøjskurvene var hendes babyer (6 stk - pøj pøj med det, siger jeg bare!) stod jeg og stenede et blad. Femina.
Sådan nogle blade læses bedst som var det porno, altså drop teksten og kig kun på billederne, men mine stakkels øjne ku ikke lade være med at holde hvil et par steder, som var disse glatte sider en smuk kvindekrop, der fortjente et ekstra blik. Jeg faldt således over en artikel - "Spis efter din kvindetype". Allerede efter at have læst overskriften havde jeg seføli lyst til at snitte håndledene på mig selv, men måtte alligevel liiiige se lidt nærmere på det. Jeg læste ikke det hele, for så var jeg da helt sikkert bleven klar til spændetrøjen - men jeg fandt ud af følgende: At hvis du er en såkaldt Sukkerspiser, skal du bare sige til dine venner, kollegaer og familie, at de ikke må servere - og altså have den frækhed at tilbyde dig! - kager, brød, pasta osv. For selvom det bare er pastaskruer giver det dig lyst til mere sukker, og det kan din flinke farmor ikke være bekendt. For du kan jo ikke sige nej. Og Femina forstår dig godt, så rolig nu, du er i trygge hænder.
Jeg gider faktisk kun sige det her en gang. Det er en KAGE. Du kan sige nej, og så kan du spise en gulerod i stedet. Jeg har set en pige på 2 år gøre det, så kan en voksen kvinde altså osse. Lad være med at bilde dig selv, dine børn eller din flinke farmor ind, at du bør sidestilles med en narkoman. Så skal du hellere være ærlig og sige noget a la... "Jeg har rygrad som en regnbue, så stil fadet i den anden ende af bordet"...
Det er en kage. Okay, nu sagde jeg det 2 gange. Men fåk det! Bare tilbyd mig et ordentligt stykke og ikke sån et fimse et næste gang vi ses, for jeg kan godt styre mit forbrug. Just say no.
Sådan nogle blade læses bedst som var det porno, altså drop teksten og kig kun på billederne, men mine stakkels øjne ku ikke lade være med at holde hvil et par steder, som var disse glatte sider en smuk kvindekrop, der fortjente et ekstra blik. Jeg faldt således over en artikel - "Spis efter din kvindetype". Allerede efter at have læst overskriften havde jeg seføli lyst til at snitte håndledene på mig selv, men måtte alligevel liiiige se lidt nærmere på det. Jeg læste ikke det hele, for så var jeg da helt sikkert bleven klar til spændetrøjen - men jeg fandt ud af følgende: At hvis du er en såkaldt Sukkerspiser, skal du bare sige til dine venner, kollegaer og familie, at de ikke må servere - og altså have den frækhed at tilbyde dig! - kager, brød, pasta osv. For selvom det bare er pastaskruer giver det dig lyst til mere sukker, og det kan din flinke farmor ikke være bekendt. For du kan jo ikke sige nej. Og Femina forstår dig godt, så rolig nu, du er i trygge hænder.
Jeg gider faktisk kun sige det her en gang. Det er en KAGE. Du kan sige nej, og så kan du spise en gulerod i stedet. Jeg har set en pige på 2 år gøre det, så kan en voksen kvinde altså osse. Lad være med at bilde dig selv, dine børn eller din flinke farmor ind, at du bør sidestilles med en narkoman. Så skal du hellere være ærlig og sige noget a la... "Jeg har rygrad som en regnbue, så stil fadet i den anden ende af bordet"...
Det er en kage. Okay, nu sagde jeg det 2 gange. Men fåk det! Bare tilbyd mig et ordentligt stykke og ikke sån et fimse et næste gang vi ses, for jeg kan godt styre mit forbrug. Just say no.
lørdag den 25. februar 2012
Det kærlige spark
"Hårde ord gør ondt på den de rammer, så tal ordentligt - det koster ikke noget." Det så jeg lige i en reklame.
"Hvordan staves Kærlighed? Det staves ikke, det føles." Det så jeg på Facebook forleden.
Er jeg virkelig den eneste, der er ved at drukne i cool citater og følsomme opfordringer om, at vi bare kan tage det roligt, for "Virker Plan A ikke, er der jo mange andre bogstaver i alfabetet"?!
Hvorfor giver vores venner os lov til at sidde og svælge i selvmedlidenhed, hvis blot vi kan finde et citat eller filmklip, en sang eller et billede, som matcher vores helt håbløse og fuldstændig bundløse situation? "Nå, nå, søde veninde, så du sidder på 3. uge og flæber over ham fodboldtossen, jamen det er osse okay, for du postede jo I will Always Love You på facebook."
Hvad skete der for det kærlige spark bagi... Det blev afskaffet uden en folkeafstemning, gjorde det. MEN så er det jo godt jeg er her til at sparke folk lige der, hvor de allerhelst vil have det! Med regnbuer og stjerner i øjnene og kys, kram og krymmel dryssende ud af ærmerne. For jeg elsker jer jo alle sammen, søde tøzzer og nuller-gutter.
"Gå lige ud til spejlet, du har spinat siddende på fortanden." Dét var der ingen, der sagde til mig, selvom det faktisk var meget relevant på det givne tidspunkt.
"Køb dine bukser et nummer større næste gang", "Du har sure tæer", "Hold op med at pive" og "Jeg griner kun, fordi du gir øl, ikke fordi du er sjov."
Sådan nogle ting siges ikke nær så tit, som de burde. Svesken må på disken, men vi tør ikke, vi er bange for at såre hinanden. Men er det ikke også ondt at lade være? Jo, det synes jeg. Jeg synes faktisk, det var tarveligt, at ingen fortalte mig, at jeg havde spinat på min fortand. (Oven i købet den største af dem!) Og jeg sagde det også:" Hey gutter, det var ikke pænt gjort". Så husker de forhåbentlig næste gang, at jeg godt kan tåle at høre det. For selvom jeg synes det var sjovt, så kunne det (selv med mig!) have været gået den anden vej. Tænk, hvis jeg var bleven så ked af det og flov, at jeg aldrig ville spise spinat igen!!
På Strøget har jeg engang gjort en dame opmærksom på, at hendes nederdel bagpå sad krøllet sammen oppe i livet, så man kunne se hendes trusser. På et disko har jeg fortalt en pige, at hendes foundation blev selvlysende i UV-lyset. På min egen diskrete facon var jeg seføli super medfølende i begge tilfælde og forklarede, at jeg sagde det altså kun, fordi jeg selv ville sætte pris på samme ærlighed. Begge gange fik jeg da også Tak retur, så jeg tænker det var okay.
Nå! Som sædvanligt fik jeg gjort en banal ting til noget stort, men kun for at sige til en ny og meget ung veninde:
Du er ked af det nu, det kan jeg forstå. Du føler, det er din egen skyld, og hvad ved jeg - måske har du ret. Men fåk det! Sket er sket og du kan ikke gøre det om med den gut. Gør det anderledes næste gang. Kom videre. Jeg tror, at mange af dine veninder har lyst til at fortælle dig det samme, men de tør ikke. Jeg tør godt, for du ved, at alt det lort jeg lukker ud, er kærlig ment. Gutterne, som læser det du skriver, tænker Jesus Kristus. Den påstand kan jeg naturligvis ikke være helt sikker på, for jeg er (måske) ikke en mand, men jeg har kendt og snakket med et par stykker, og - jeg er ked af at sige det - men når kvinder lukker for meget vand ud, lukker mænd for den indre ballofix. Den berømte klap går simpelthen ned. Nogle gange er en facade en god ting. Snak med dine hjemmepiger om det, der er sket og græd i en pude, giv en bøf nogle tæsk. Bagefter kan du spille en glad sang og danse lidt med dig selv.
"Hvordan staves Kærlighed? Det staves ikke, det føles." Det så jeg på Facebook forleden.
Er jeg virkelig den eneste, der er ved at drukne i cool citater og følsomme opfordringer om, at vi bare kan tage det roligt, for "Virker Plan A ikke, er der jo mange andre bogstaver i alfabetet"?!
Hvorfor giver vores venner os lov til at sidde og svælge i selvmedlidenhed, hvis blot vi kan finde et citat eller filmklip, en sang eller et billede, som matcher vores helt håbløse og fuldstændig bundløse situation? "Nå, nå, søde veninde, så du sidder på 3. uge og flæber over ham fodboldtossen, jamen det er osse okay, for du postede jo I will Always Love You på facebook."
Hvad skete der for det kærlige spark bagi... Det blev afskaffet uden en folkeafstemning, gjorde det. MEN så er det jo godt jeg er her til at sparke folk lige der, hvor de allerhelst vil have det! Med regnbuer og stjerner i øjnene og kys, kram og krymmel dryssende ud af ærmerne. For jeg elsker jer jo alle sammen, søde tøzzer og nuller-gutter.
"Gå lige ud til spejlet, du har spinat siddende på fortanden." Dét var der ingen, der sagde til mig, selvom det faktisk var meget relevant på det givne tidspunkt.
"Køb dine bukser et nummer større næste gang", "Du har sure tæer", "Hold op med at pive" og "Jeg griner kun, fordi du gir øl, ikke fordi du er sjov."
Sådan nogle ting siges ikke nær så tit, som de burde. Svesken må på disken, men vi tør ikke, vi er bange for at såre hinanden. Men er det ikke også ondt at lade være? Jo, det synes jeg. Jeg synes faktisk, det var tarveligt, at ingen fortalte mig, at jeg havde spinat på min fortand. (Oven i købet den største af dem!) Og jeg sagde det også:" Hey gutter, det var ikke pænt gjort". Så husker de forhåbentlig næste gang, at jeg godt kan tåle at høre det. For selvom jeg synes det var sjovt, så kunne det (selv med mig!) have været gået den anden vej. Tænk, hvis jeg var bleven så ked af det og flov, at jeg aldrig ville spise spinat igen!!
På Strøget har jeg engang gjort en dame opmærksom på, at hendes nederdel bagpå sad krøllet sammen oppe i livet, så man kunne se hendes trusser. På et disko har jeg fortalt en pige, at hendes foundation blev selvlysende i UV-lyset. På min egen diskrete facon var jeg seføli super medfølende i begge tilfælde og forklarede, at jeg sagde det altså kun, fordi jeg selv ville sætte pris på samme ærlighed. Begge gange fik jeg da også Tak retur, så jeg tænker det var okay.
Nå! Som sædvanligt fik jeg gjort en banal ting til noget stort, men kun for at sige til en ny og meget ung veninde:
Du er ked af det nu, det kan jeg forstå. Du føler, det er din egen skyld, og hvad ved jeg - måske har du ret. Men fåk det! Sket er sket og du kan ikke gøre det om med den gut. Gør det anderledes næste gang. Kom videre. Jeg tror, at mange af dine veninder har lyst til at fortælle dig det samme, men de tør ikke. Jeg tør godt, for du ved, at alt det lort jeg lukker ud, er kærlig ment. Gutterne, som læser det du skriver, tænker Jesus Kristus. Den påstand kan jeg naturligvis ikke være helt sikker på, for jeg er (måske) ikke en mand, men jeg har kendt og snakket med et par stykker, og - jeg er ked af at sige det - men når kvinder lukker for meget vand ud, lukker mænd for den indre ballofix. Den berømte klap går simpelthen ned. Nogle gange er en facade en god ting. Snak med dine hjemmepiger om det, der er sket og græd i en pude, giv en bøf nogle tæsk. Bagefter kan du spille en glad sang og danse lidt med dig selv.
torsdag den 16. februar 2012
Kommer ud på et sidespor, ikke at forveksle med et bremsespor
Åh ja, at sidde med et rigtigt tastatur igen for at blogge, jeg finder det bemærkelsesværdigt lettere end at skrible fra en telefon - osse selvom det er en ifåne!
Nu, hvor jeg er dumpet ned foran skærmen, kan jeg mærke det bliver en af de længere denne her, for jeg har noget irriterende siddende, som jeg bare må af med. Skønt! Hæng på eller fald af, hver sin fornøjelse.
Første punkt på agendaen: Lidt slang.
"To bite". Engelsk slang for at plagiere. Såre simpelt, ikke så meget andet at tilføje.
Jeg er et par gange bleven gjort opmærksom på, at jeg bliver bitet. Herunder følger min første, sidste og eneste kommentar til hele den situation.
JEG er unik, og jeg tør sige det, for jeg synes det oprigtig talt. Alle er unikke, nogle omfavner det mere end andre. Både på godt og ondt, positivt og negativt, men fakta er, at jeg er den bedste til at være mig og ønsker ikke at være eller blive noget andet.
DU ville ønske, at du turde og kunne være noget ud over det sædvanlige, men se det i øjnene: Du er Fru Hakkebøf, din mand er Hr Hakkebøf, en tilstand af middelmådighed jeg aldrig nogensinde vil finde mig selv i, alene af den grund, at jeg er MIG - noget du aldrig kan blive, fordi den stilling som bekendt allerede er taget.
DU er den bedste dig, der findes. Jeg synes, det ville klæde dig at lægge mig på hylden og dyrke dig selv noget mere.
Spørgsmål i sagen ignoreres på det groveste.
Slut.
Andet punkt på agendaen: Ledelse.
Ledelse ved jeg absolut intet om, men det skulle da ligne mig meget dårligt, hvis manglende viden skulle afholde mig fra at have en mening om noget.
Jeg henvendte mig i dag til en person i en ledende stilling, fordi jeg var bleven oplyst om nogle ændringer, som jeg ikke helt kunne finde hoved og hale (læs: fornuft) i.
Denne leder kunne ikke svare på mine spørgsmål, end ikke det forholdsvis nemme "Hvad tid starter vi?" - hvilket naturligt får mig til at stemple hende som uforberedt, hendes beslutning om ændringer som uovervejede, og jeg undrer mig over, at hun end ikke kunne sige noget om de faglige overvejelser, hun havde gjort sig.
Enhver ide, der skal sælges (hvad enten det er til personale, familie, venner eller bare en røvirriterende praktikant), må være gennemtænkt og set i flere perspektiver.
Jo flere spørgsmål du kan besvare allerede i din fremlæggelse/salgstale, jo mere ro giver du den tilhører, du ønsker skal købe din ide. Del relevant information ud, send referat ud efterfølgende - for det du allerede har tænkt over, behøver "køber" ikke bekymre sig om. Al forandring er svær, især når det ikke er gennemtænkt og forklaret ordentligt. Hvis "køber" ikke kan svare JA, svarer han/hun automatisk NEJ - og selv den bedste ide siden selvsiddende strømper vil være mere end svær at sælge, hvis sælger skal ud i salgstale nr. 2.
Tredje punkt på agendaen: Str. 38, er det tykt?
Der er rigtig mange kvinder, som ikke synes, det er fedt (ha ha!), at det tynde look er in. Mange mænd påstår det samme - det skal jeg ikke kunne udtale mig om oprigtigheden af.
Jeg har grublet lidt (meget lidt) over det i et par dage og har ikke fundet årsag til at ændre min grundlæggende holdning som er:
1) Har du først klædt dig nøgen med en af det andet køn, skal du dælendulme være uheldigt skruet sammen og lidt af en øjebæ, før du bliver bedt om at tage tøjet på igen og dampe af. Jeg vil måske endda gå som langt som til at påstå: Det sker simpelthen ikke. Så altså... Nøgen = Glem dellen og bare gør, gør, gør noget uanset størrelse. For ja, en str. 38 har osse deller, især hvis der er noget akrobatik involveret.
2) Mænd kan li damer.
(Og nogle mænd kan li andre mænd, men det gemmer jeg til en anden blog.)
Altså - Mænd kan li damer. Nogle mænd kan li én slags damer, nogle andre mænd kan li en anden slags damer og nogle helt andre mænd kan li alle slags damer. Igen vil jeg komme med en måske uhørt og udokumenteret påstand... Det samme gælder kvinder! Vi kan ikke alle sammen lide det samme, og det er da måske også meget godt, for det kan gå hen og blive noget værre indavl, men igen - det gemmes til en anden blog. Så hvad synes jeg egentlig om str. 38 og hvordan kom jeg ud på sådan et sidespor med indavl og homoseksuelle mænd?? Ja, det ved jeg sgu ikke, det er typisk mig, men det siger alligevel det hele om alt det med størrelse det ene og det andet... Det er jo lige meget! Jeg er saftsuseme da ligeglad med, hvad andre synes om min størrelse - den eneste mening jeg bekymrer mig om, er min egen (og den er skisme skarp nok, skulle jeg lige hilse og sige).
Jeg synes, vi alle sammen skal gå tilbage til bare at eksistere og ikke have nogen størrelse. Vi klipper mærkerne af tøjet og køber bare det, der sidder godt.
Og til den interesserede, men ikke videre opfindsomme læser kan jeg da afsløre, at garderoben min spænder fra str. 36 til 44, for jeg bestemmer sgu selv, hvornår røven den er go.
* Jeg er fuldt ud klar over, at "bleven" ikke er den korrekte bøjning at bruge, men jeg kan nu så godt lide at lade som om jeg har en jysk accent. Det gør mig - om muligt - en smule mere interessant.
Nu, hvor jeg er dumpet ned foran skærmen, kan jeg mærke det bliver en af de længere denne her, for jeg har noget irriterende siddende, som jeg bare må af med. Skønt! Hæng på eller fald af, hver sin fornøjelse.
Første punkt på agendaen: Lidt slang.
"To bite". Engelsk slang for at plagiere. Såre simpelt, ikke så meget andet at tilføje.
Jeg er et par gange bleven gjort opmærksom på, at jeg bliver bitet. Herunder følger min første, sidste og eneste kommentar til hele den situation.
JEG er unik, og jeg tør sige det, for jeg synes det oprigtig talt. Alle er unikke, nogle omfavner det mere end andre. Både på godt og ondt, positivt og negativt, men fakta er, at jeg er den bedste til at være mig og ønsker ikke at være eller blive noget andet.
DU ville ønske, at du turde og kunne være noget ud over det sædvanlige, men se det i øjnene: Du er Fru Hakkebøf, din mand er Hr Hakkebøf, en tilstand af middelmådighed jeg aldrig nogensinde vil finde mig selv i, alene af den grund, at jeg er MIG - noget du aldrig kan blive, fordi den stilling som bekendt allerede er taget.
DU er den bedste dig, der findes. Jeg synes, det ville klæde dig at lægge mig på hylden og dyrke dig selv noget mere.
Spørgsmål i sagen ignoreres på det groveste.
Slut.
Andet punkt på agendaen: Ledelse.
Ledelse ved jeg absolut intet om, men det skulle da ligne mig meget dårligt, hvis manglende viden skulle afholde mig fra at have en mening om noget.
Jeg henvendte mig i dag til en person i en ledende stilling, fordi jeg var bleven oplyst om nogle ændringer, som jeg ikke helt kunne finde hoved og hale (læs: fornuft) i.
Denne leder kunne ikke svare på mine spørgsmål, end ikke det forholdsvis nemme "Hvad tid starter vi?" - hvilket naturligt får mig til at stemple hende som uforberedt, hendes beslutning om ændringer som uovervejede, og jeg undrer mig over, at hun end ikke kunne sige noget om de faglige overvejelser, hun havde gjort sig.
Enhver ide, der skal sælges (hvad enten det er til personale, familie, venner eller bare en røvirriterende praktikant), må være gennemtænkt og set i flere perspektiver.
Jo flere spørgsmål du kan besvare allerede i din fremlæggelse/salgstale, jo mere ro giver du den tilhører, du ønsker skal købe din ide. Del relevant information ud, send referat ud efterfølgende - for det du allerede har tænkt over, behøver "køber" ikke bekymre sig om. Al forandring er svær, især når det ikke er gennemtænkt og forklaret ordentligt. Hvis "køber" ikke kan svare JA, svarer han/hun automatisk NEJ - og selv den bedste ide siden selvsiddende strømper vil være mere end svær at sælge, hvis sælger skal ud i salgstale nr. 2.
Tredje punkt på agendaen: Str. 38, er det tykt?
Der er rigtig mange kvinder, som ikke synes, det er fedt (ha ha!), at det tynde look er in. Mange mænd påstår det samme - det skal jeg ikke kunne udtale mig om oprigtigheden af.
Jeg har grublet lidt (meget lidt) over det i et par dage og har ikke fundet årsag til at ændre min grundlæggende holdning som er:
1) Har du først klædt dig nøgen med en af det andet køn, skal du dælendulme være uheldigt skruet sammen og lidt af en øjebæ, før du bliver bedt om at tage tøjet på igen og dampe af. Jeg vil måske endda gå som langt som til at påstå: Det sker simpelthen ikke. Så altså... Nøgen = Glem dellen og bare gør, gør, gør noget uanset størrelse. For ja, en str. 38 har osse deller, især hvis der er noget akrobatik involveret.
2) Mænd kan li damer.
(Og nogle mænd kan li andre mænd, men det gemmer jeg til en anden blog.)
Altså - Mænd kan li damer. Nogle mænd kan li én slags damer, nogle andre mænd kan li en anden slags damer og nogle helt andre mænd kan li alle slags damer. Igen vil jeg komme med en måske uhørt og udokumenteret påstand... Det samme gælder kvinder! Vi kan ikke alle sammen lide det samme, og det er da måske også meget godt, for det kan gå hen og blive noget værre indavl, men igen - det gemmes til en anden blog. Så hvad synes jeg egentlig om str. 38 og hvordan kom jeg ud på sådan et sidespor med indavl og homoseksuelle mænd?? Ja, det ved jeg sgu ikke, det er typisk mig, men det siger alligevel det hele om alt det med størrelse det ene og det andet... Det er jo lige meget! Jeg er saftsuseme da ligeglad med, hvad andre synes om min størrelse - den eneste mening jeg bekymrer mig om, er min egen (og den er skisme skarp nok, skulle jeg lige hilse og sige).
Jeg synes, vi alle sammen skal gå tilbage til bare at eksistere og ikke have nogen størrelse. Vi klipper mærkerne af tøjet og køber bare det, der sidder godt.
Og til den interesserede, men ikke videre opfindsomme læser kan jeg da afsløre, at garderoben min spænder fra str. 36 til 44, for jeg bestemmer sgu selv, hvornår røven den er go.
* Jeg er fuldt ud klar over, at "bleven" ikke er den korrekte bøjning at bruge, men jeg kan nu så godt lide at lade som om jeg har en jysk accent. Det gør mig - om muligt - en smule mere interessant.
søndag den 12. februar 2012
Søndag, forbandede søndag
På den ene side har jeg lyst til at opleve følelsen af at finde en anden spændende, men alligevel kedelig og neutral på en ophidsende måde. På den anden side er det lettere at tro på at sådan en ikke eksisterer.
På den ene side har jeg lyst til at lukke en ind for at lære mig at kende. På den anden side har jeg ikke lyst til at blive afvist.
På den ene side vil jeg gerne have hele sengen og avisen for mig selv. På den anden side kunne der bare sagtens presses en ind her ved siden af mig.
På den ene side har jeg lysten og evnen til at anerkende alle andre. På den anden side anerkender jeg overhovedet ikke mig selv.
På den ene side kunne jeg bruge de her to biografbilletter på at se en film sammen med en anden. På den anden side kunne jeg også bare se to film alene.
På den ene side har jeg lyst til at lukke en ind for at lære mig at kende. På den anden side har jeg ikke lyst til at blive afvist.
På den ene side vil jeg gerne have hele sengen og avisen for mig selv. På den anden side kunne der bare sagtens presses en ind her ved siden af mig.
På den ene side har jeg lysten og evnen til at anerkende alle andre. På den anden side anerkender jeg overhovedet ikke mig selv.
På den ene side kunne jeg bruge de her to biografbilletter på at se en film sammen med en anden. På den anden side kunne jeg også bare se to film alene.
onsdag den 8. februar 2012
Nogen rider på krikke
Jeg tror, jeg trænger til ferie. Jeg er træt. Og så bliver jeg irriterende, det ved jeg godt. Men det er jo fordi jeg er træt - så det er ikke helt min skyld. Bær over, tak.
Jeg er træt af klager og ynk, og endnu værre - klager og ynk på samme tid! Jeg tror måske, det er sidste gang jeg gider påpege det åbenlyse: Hvis du vil noget, så gør noget. Vær modig, det betaler sig. Hvorfor er folk bange? Det er ikke så farligt, som du tror, jeg kan (næsten) love det. Så ud... Og GØR! Lad mig bare vide, hvordan det gik.
Jeg er træt af sælgere; jeg er hverken så dum som jeg ser ud eller lyder til at være. Så ja tak, Dong-mand, ryk mig tilbage til selskabet og stik mig 2 gratis biobilletter, men søde skattebassemanse - lad være med at prøve på at bilde mig ind, at Dong headhunter mig, fordi de synes, at jeg skal spare penge.
Jeg er træt af nyheder uden reelt indhold. Så damer: Læs indlægssedlerne i hårfarven, ppillerne og silikonebrysterne. Så kan det være I ikke vil undre jer sådan, når uvidenhed får konsekvenser. På den anden side - hvad skulle de så tale om i nyhederne? Ja, jo, altså... Det kunne jo være, at der blev plads til relevante ting! Hvad sker der i dit barns daginstitution, når der snakkes om besparelser? Hvor almindeligt er det at giftig jord dumpes og at gamle mennesker bades hver tredje uge? Det super almindeligt - alt det der vi tror aldrig sker, der er bare ikke tid til at tale om det på News, for der er mere sensation i fugemasse i brysterne.
Jeg er træt af at andre cyklister kører helt tæt bag mig. De rider mig!! Ja, ja, der hører sikkert et rigtigt fagudtryk til begrebet, men jeg konstaterer altså bare, at jeg er træt af at blive.... ryttet??!
Jeg er træt af klager og ynk, og endnu værre - klager og ynk på samme tid! Jeg tror måske, det er sidste gang jeg gider påpege det åbenlyse: Hvis du vil noget, så gør noget. Vær modig, det betaler sig. Hvorfor er folk bange? Det er ikke så farligt, som du tror, jeg kan (næsten) love det. Så ud... Og GØR! Lad mig bare vide, hvordan det gik.
Jeg er træt af sælgere; jeg er hverken så dum som jeg ser ud eller lyder til at være. Så ja tak, Dong-mand, ryk mig tilbage til selskabet og stik mig 2 gratis biobilletter, men søde skattebassemanse - lad være med at prøve på at bilde mig ind, at Dong headhunter mig, fordi de synes, at jeg skal spare penge.
Jeg er træt af nyheder uden reelt indhold. Så damer: Læs indlægssedlerne i hårfarven, ppillerne og silikonebrysterne. Så kan det være I ikke vil undre jer sådan, når uvidenhed får konsekvenser. På den anden side - hvad skulle de så tale om i nyhederne? Ja, jo, altså... Det kunne jo være, at der blev plads til relevante ting! Hvad sker der i dit barns daginstitution, når der snakkes om besparelser? Hvor almindeligt er det at giftig jord dumpes og at gamle mennesker bades hver tredje uge? Det super almindeligt - alt det der vi tror aldrig sker, der er bare ikke tid til at tale om det på News, for der er mere sensation i fugemasse i brysterne.
Jeg er træt af at andre cyklister kører helt tæt bag mig. De rider mig!! Ja, ja, der hører sikkert et rigtigt fagudtryk til begrebet, men jeg konstaterer altså bare, at jeg er træt af at blive.... ryttet??!
tirsdag den 24. januar 2012
Gider I ikke godt redde hvalerne?!
Jeg har i omkring 15 år haft "noget med maven". Ikke hver dag, men med kortere eller længere mellemrum, bare ondt i maven, det kan vare fra 1 døgn til flere uger. Det velmenende råd jeg tit hører er: Så gå dog på toilettet!... men det har altså ikke noget med det at gøre. Jeg har såmænd bare altid været nervøs anlagt, ængstelig og en Bekymre Beate, jeg kan ikke forstå hvorfor flere ikke går op i ozonlaget eller i at redde hvalerne. Med alderen har jeg taget bekymringerne ned på et tættere på hjemme-niveau og vil bare have, at alle har det godt, med mig, sig selv og hinanden.
Nå, men så altså efter 15 år synes min læge jeg sku tage til en gastroskopi, en kikkertundersøgelse i maven. Heldigvis har en af hans homies et lille bitte apparat, som kan gå gennem næsen, hvilket ikke sku være så slemt.
Det sku så løbe af stablen i dag.
Pyha, møder fastende og tørstig op. (Min søde veninde som tog med var så elskværdig at nuppe et glas saftevand i venteværelset. Det så ikke særligt tørstslukkende ud.)
Undersøgelsen var ubehagelig, men som den hårde banan jeg nu en gang er, havde jeg afslået beroligende narko. Jeg var informeret om, at det tog jo kun 2 minutter, så jeg tænkte: Jeg gemmer det beroligende til en anden god gang. Men glemte sgu at få det med, da vi gik. Fordømt!
Undersøgelsen viste - seføli - at der ikke er noget galt. Der er ikke noget galt med den mavemund der, kan man faktisk sige uden at lyve. Ingen sår i maven, intet at rapportere, ud over at det bare så perfekt ud.
Så skønt læger og andet godt-folk påstår, at stress, bekymringer og anden negativ hjerneaktivitet ikke kan forårsage det jeg oplever, ja, så er den altså god nok.
Løsningen er lige til højre benet: 2 måneder på piller og mindre bekymring. Nogen andre må redde hvalerne. Så tager Ara og jeg en fastelavnsbolle med ekstra creme imens.
Nå, men så altså efter 15 år synes min læge jeg sku tage til en gastroskopi, en kikkertundersøgelse i maven. Heldigvis har en af hans homies et lille bitte apparat, som kan gå gennem næsen, hvilket ikke sku være så slemt.
Det sku så løbe af stablen i dag.
Pyha, møder fastende og tørstig op. (Min søde veninde som tog med var så elskværdig at nuppe et glas saftevand i venteværelset. Det så ikke særligt tørstslukkende ud.)
Undersøgelsen var ubehagelig, men som den hårde banan jeg nu en gang er, havde jeg afslået beroligende narko. Jeg var informeret om, at det tog jo kun 2 minutter, så jeg tænkte: Jeg gemmer det beroligende til en anden god gang. Men glemte sgu at få det med, da vi gik. Fordømt!
Undersøgelsen viste - seføli - at der ikke er noget galt. Der er ikke noget galt med den mavemund der, kan man faktisk sige uden at lyve. Ingen sår i maven, intet at rapportere, ud over at det bare så perfekt ud.
Så skønt læger og andet godt-folk påstår, at stress, bekymringer og anden negativ hjerneaktivitet ikke kan forårsage det jeg oplever, ja, så er den altså god nok.
Løsningen er lige til højre benet: 2 måneder på piller og mindre bekymring. Nogen andre må redde hvalerne. Så tager Ara og jeg en fastelavnsbolle med ekstra creme imens.
søndag den 15. januar 2012
Der var Bingo!
Jeg manglede en måde, hvorpå jeg kunne snakke med Ara om hendes far, uden at gøre hende ked af det. Hun siger tit, at hun savner ham, og er ikke rigtig til at trøste og så er hele eftermiddagen bare ødelagt.
Derfor fandt jeg på at laminere nogle billeder, lave nogle spilleplader, kastede noget glimmer og diller daller i - Voila - vores Familie Bingo var en realitet. Vi skiftes til at trække noget fra den laminerede bunke, det kan være en tegning, en farve, et billede, et bogstav, wasever, og så skal det gå til den spilleplade, hvortil tingen hører. Imens snakker vi om, hvad der er på billederne, hvor er det taget, vi snakker om farver, former, bogstaver og højtider. Synger sågar en sang og klipper en ny brik. Vi taler om familiemedlemmer, vi endnu ikke har billede af, vi taler om at brikken nevø Simon også kan høre til Aras plade, for det er hendes fætter. Sådan når vi rundt om mange ting, og vi får talt om far og at savne nogen, der ikke er her. Vi får snakket om at rive hjertet ud og tage det med sig overalt - det synger Rasmus om, Ara forstår det ikke helt, men ved det er om forelskelse og nu er det en brik i spillet, for det er fars ven. På den måde kan vi tale om alt og få vendt og drejet en svær følelse, som jeg ikke vidste, hvordan jeg sku håndtere sammen med hende.
En god ide som kan passes til alle familier, alle niveauer og tankesæt. Bare husk - laminering og glimmer.
Derfor fandt jeg på at laminere nogle billeder, lave nogle spilleplader, kastede noget glimmer og diller daller i - Voila - vores Familie Bingo var en realitet. Vi skiftes til at trække noget fra den laminerede bunke, det kan være en tegning, en farve, et billede, et bogstav, wasever, og så skal det gå til den spilleplade, hvortil tingen hører. Imens snakker vi om, hvad der er på billederne, hvor er det taget, vi snakker om farver, former, bogstaver og højtider. Synger sågar en sang og klipper en ny brik. Vi taler om familiemedlemmer, vi endnu ikke har billede af, vi taler om at brikken nevø Simon også kan høre til Aras plade, for det er hendes fætter. Sådan når vi rundt om mange ting, og vi får talt om far og at savne nogen, der ikke er her. Vi får snakket om at rive hjertet ud og tage det med sig overalt - det synger Rasmus om, Ara forstår det ikke helt, men ved det er om forelskelse og nu er det en brik i spillet, for det er fars ven. På den måde kan vi tale om alt og få vendt og drejet en svær følelse, som jeg ikke vidste, hvordan jeg sku håndtere sammen med hende.
En god ide som kan passes til alle familier, alle niveauer og tankesæt. Bare husk - laminering og glimmer.
onsdag den 4. januar 2012
Kære Nogens Kæreste
Af og til tænker jeg faktisk over, hvad det er jeg lukker ud her, hvor det kan få lov at stå og samle støv.
2 gange i går kom jeg til at tænke - og så må jeg jo handle.
Jeg har skreven lidt om denne hersens Båtnakke, jeg er rendt ind i. (En ven kalder mig for Freak-Magnet; jeg kan ha en tendens til at give ham ret i lige dette tilfælde.) Jeg må forklare, hvad det hele går ud på, for jeg er altså slet ikke sådan en ond en, som udleverer Gud og hvermand, så snart de har sendt mig et sølle nøgenbillede eller en plat sms.
Båtnakke mødte jeg for mange mange år siden og kendte ham ikke engang da, det var kun et perifert bekendtskab. Så rendte jeg på ham igen og igen og igen - denne gang uden kæreste, så da hottien bad om mit nummer, kastede jeg 800 visitkort efter ham og håbede på, at et blev siddende på hans svedige svulmende overkrop. (Ej, okay, måske fik han bare nummeret på et af de hersens gratis postkort. Måske.)
Nå, men sms frem og tilbage, han var lige kommet af med en kæreste, nå nå, ja, det meget synd for dig - skal vi gå i biografen, nej, jeg kan ikke blive set sammen med dig (??). Og så begyndte jeg at spekulere. (Ej, okay, måske var det min venindes kæreste som konkluderede, at denne her stodder, han har en dame. Veninden og jeg nægtede seføli, måske var vi ikke helt neutrale - med tanke på hans blå øjne, lækkerhed og sådan.)
... (Kunstnerisk pause hvor du kan sidde spændt og vente på at høre, hvad der så skete)...
Jeg er ligeglad med om han har en kæreste, det har jo faktisk ikke noget med mig at gøre, det sagde jeg også til ham. Så vi sås et par gange, men jeg kunne føle (ja! Føle ligefrem) en voksende irritation over ham her Båtnakke.
Altså lang historie gjort kort: Jeg skriver noget med, at det er da godt nok svært at få det til at gå op med at mødes og sådan, han svarer noget med, at det er sguda fordi jeg har et barn og han har en kæreste. Ja, det vidste jeg godt. Men stadig? For da du ringede og var ked af, at du ikke havde et sted at bo, fordi nu var du endelig flyttet; det kan så ikke have været helt korrekt. Og så rammes hovedet på sømmet! For jeg kan gå med til rigtig mange ulovligheder (etiske, moralske og kriminelle, men kun halv kriminel, ikke hel, det for farligt) - men jeg kan sgu ikke gå med til, at folk lyver. Sig dog sandheden, det var vi jo også startet med, det er så dejligt med sandheden, noget man kan tage og føle på. Fåk om du er din kæreste gennem 11 år utro; det må du selv rode med, men du skal sgu ikke lyve. Bare sig: Jeg har en kæreste. Og derefter: Jeg har stadig en kæreste. Og hold fast i det, ej det, sid og hav det dårligt over det hver dag, men lad være med at lyve... overfor mig.
Hvorfor komme med alle mulige udflugter, hvorfor gøre det så svært ved at begynde at lyve for hende du i forvejen lyver om til en anden? Altså det er jeg for dåm til at forstå. (Ja, dåm, det er dummere end dum, og så er man altså virkelig dum = dåm.)
Men altså: Båtnakke kører på sidelinien i lang tid, vi skriver bare sammen, og jeg kan godt mærke, at denne her mand - han keder sig. Han fortæller om alle mulige ting, han laver. Ting, hvor jeg tænker - det er da noget du skal sidde og snakke med din dame om i aften, mens hun nulrer dine tæer. Eller du nulrer din tissemand, det siger Joan Ørting er okay, det må I selv finde ud af.
Og så sender han det famøse billede af sig selv med en kæmpe fisk. (Ja, DER troede du nok, jeg ville nævne nøgenbillederne, men nej, dem springer jeg over. Det her var et billede af en fisk.)
Og derpå følger de berømte ord: Se! En torsk. Og jeg svarer: Flot. Men hvad med fisken? Jeg var flad af grin, virkelig, og jeg griner stadig af det, og det er jo bare så ondt af mig, for jeg ku jo godt se, han var herre-stolt på det der billede. Og han skrev heller ikke i meget lang tid.
Men han ender med at skrive igen, og det er nok derfor jeg gør det, altså gir ham en sviner. Så længe han bare tager imod, skruer jeg bare op for gyllen. Jeg er ligeglad, måske skal jeg lige se, hvor meget han tager, før han trækker stikket? Seføli kan han ikke regne med respekt herfra, det synes jeg ærlig talt ikke han fortjener.
Af og til kan jeg starte en samtale op, men det ender som regel med, at jeg fyrer et eller andet ondt af, og så er der lukket for det varme sms-vand. (Ja, ja da, jeg kan skam godt finde på at skrive først, jeg er sgu ingen engel, selv en Krikke kan begynde at kede sig.)
Jeg synes, han er irriterende og han piver, beklager sig konstant. Og jeg gider godt høre på alt muligt alt muligt fra mine venner eller dem jeg møder på gaden. Jeg gider altså bare ikke sidde og nikke, være forstående og spekulere på dine problemer, når du, lille Båtnakke, har en kæreste og - i virkeligheden - en hel omgangskreds, der skal tage sig af det der med dig og dine ting. Det var ikke lige det jeg meldte mig til i denne relation.
Nå, så blev historien alligevel lang. Det jo osse ligegyldigt, for det jeg ville sige, var jo bare:
"Undskyld kære Fru Båtnakke. Jeg skulle ha stoppet dig dengang jeg så dig på Hovedbanegården. Stoppet dig og beklaget, at jeg fik din kæreste til at komme forbi og se film og fodbold, jeg beklager, at han fortalte mig ting, som jeg ikke gad høre på og som var dit job at lægge øre til. Jeg lover, det eneste jeg troede, der skulle ske var lidt riven rundt, men det kan han ikke så godt finde ud af. Du ved jo nok, han snakker som et vandfald og beklager sig over snart hvad som helst. Og nå ja, når vi er ved emnet, så er han godt klar over, at han har en lille én. Nej, nej, bare rolig, jeg benægtede naturligvis, men jeg tror altså, at han har et problem med selvtilliden, så han trænger virkelig til, at du kommer på banen og tager dig lidt af ham."
Når en veninde fortæller mig om en ny gut, hun har mødt og hun forklarer, hvordan der er pauser i den måde han kontakter hende på eller jeg hører nogle af de ting han har sagt eller skrevet - så kan jeg sagtens genkende det. Det er ikke svært at gennemskue, når en person i virkeligheden ikke gider ham/hende i den anden ende. Beklager, drenge og piger - men det er altså lige til alt det der. Jeg ved godt, det kan være hårdt at høre, men jeg må give filmen, bogen og bevægelsen ret: Maybe he´s just not that into you.
Man må se nøgternt på det, og der er ikke mange ting at huske:
1) Det er altid lige så let for den anden at skrive eller ringe, som det er for dig.
2) Folk, der holder af dig, siger eller skriver ikke noget med vilje, som gør dig ked af det.
"Så også undskyld til dig, Båtnakke. Jeg beklager, at jeg har fået dig til at tro, at jeg var interesseret i dig og dit liv, din fisk og din hest. Undskyld, fordi du har været genstand for virkelig meget spas til fester, frokoster og i blogindlæg. Jeg lover, at jeg gør det aldrig igen."
tAt 1 on 1
Jeg har en tatovering. Det betyder ikke, at jeg ved noget om emnet. Men derfor kan jeg jo godt skrive lidt alligevel.
Folk tænker, at jeg kan seføli godt lide mænd med tatoveringer.
Det kan jeg ikke nødvendigvis.
Det betyder ikke noget for mig - om folk har eller ej - medmindre den er grim, som i dårligt lavet. Så synes jeg, det er rigtig ærgerligt, for jeg ved hvor smukt, fedt eller fuldstændig fantastisk det kan gøres - eller bare hvor lige en streg kan se ud.
Når folk spørger mig, anbefaler jeg kun de steder, hvor jeg ved der bliver lavet noget ordentligt, fordi jeg enten selv har set dem gøre det eller har en god ven, der har været der. Hvis der er ventetid, synes jeg faktisk det er et godt tegn, et tegn på at tatovøren er eftertragtet - andre vil til her og nu, kan ikke vente, de finder en eller anden tilfældig gut, og så kan resultatet blive derefter. Det gider jeg ikke udtale mig om, folk skal selv leve med, hvad de får lavet. Hvad der er acceptabelt, er individuelt. Jeg kan ikke se værdien i at udtale sig, når folk har fået lavet noget åbenlyst lort, min mening er ligegyldig, og så længe jeg ikke skal gå med det, kan jeg være ligeglad.
Det er indlysende, at du får, hvad du betaler for. Jeg vil gerne sidde under nålen meget længere end det er nødvendigt og betale mere, end hvad jeg ellers kunne være sluppet med - for at få et godt resultat. Og jeg er ligeglad med det faktum, at jeg ikke kan se den, for jeg ved der ikke er en finger at sætte på arbejdet.
Jeg har været ved 2 forskellige tatovører, den ene har udlært den anden. Jeg bliver hos mester, indtil jeg ikke skal have lavet mere. Eller han går på pension, hvad end der sker først.
Jeg er ikke så kontrolleret i mit valg af motiv som så meget andet i mit liv. Det endelige motiv bliver til i et samarbejde mellem mig og ham; vi er enige om at det færdige resultat er vores begges eje - jeg går rundt med den, han kan tage æren for at have lavet den.
Det er en helt speciel følelse at sidde der under nålen i 5-7 timer kun afbrudt af frokost, og fordi ham den gamle skal strække benene. (Bemærk lige, hvordan jeg får det til at lyde som om jeg er vildt god til at sidde stille og ikke så meget som ytre et MYY. For det er jeg!) Snakker med de forskellige gæster og med tatovøren; det er jo sjældent jeg ser ham, men vi får faktisk ordnet verdensituationen, mens vi sidder der. Han kender mig sgu bedre end folk, der har været i mit liv i 10 år! Han er bedre end en psykolog, men er så også lidt dyrere. Til gengæld får jeg både kunst OG åndelig vejledning.
Og jeg slipper gladeligt flere tusinde kroner for at gå hjem derfra med et åbent sår, som henover de følgende dage (eller uger, afhængig af størrelsen) går fra smerte til kløen, før nogen kan se hvordan det egentlig sådan rigtigt ser ud.
Jeg har hørt det så mange gange, at jeg ikke har tal på det: Ej, det troede jeg godt nok ikke om dig!... siger folk, når de opdager jeg er sådan en "overbroderet en". Og det er jeg jo slet ikke, for så havde de jo opdaget det for længst. Ærligt talt, der er altså masser af plads at forskønne.
Jeg får tit lyst til at sige noget a la: Ej, hvor pudsigt! Jeg troede ikke, du var så dum, at du ku finde på at lukke sådan noget lort ud.
Folk tænker, at jeg kan seføli godt lide mænd med tatoveringer.
Det kan jeg ikke nødvendigvis.
Det betyder ikke noget for mig - om folk har eller ej - medmindre den er grim, som i dårligt lavet. Så synes jeg, det er rigtig ærgerligt, for jeg ved hvor smukt, fedt eller fuldstændig fantastisk det kan gøres - eller bare hvor lige en streg kan se ud.
Når folk spørger mig, anbefaler jeg kun de steder, hvor jeg ved der bliver lavet noget ordentligt, fordi jeg enten selv har set dem gøre det eller har en god ven, der har været der. Hvis der er ventetid, synes jeg faktisk det er et godt tegn, et tegn på at tatovøren er eftertragtet - andre vil til her og nu, kan ikke vente, de finder en eller anden tilfældig gut, og så kan resultatet blive derefter. Det gider jeg ikke udtale mig om, folk skal selv leve med, hvad de får lavet. Hvad der er acceptabelt, er individuelt. Jeg kan ikke se værdien i at udtale sig, når folk har fået lavet noget åbenlyst lort, min mening er ligegyldig, og så længe jeg ikke skal gå med det, kan jeg være ligeglad.
Det er indlysende, at du får, hvad du betaler for. Jeg vil gerne sidde under nålen meget længere end det er nødvendigt og betale mere, end hvad jeg ellers kunne være sluppet med - for at få et godt resultat. Og jeg er ligeglad med det faktum, at jeg ikke kan se den, for jeg ved der ikke er en finger at sætte på arbejdet.
Jeg har været ved 2 forskellige tatovører, den ene har udlært den anden. Jeg bliver hos mester, indtil jeg ikke skal have lavet mere. Eller han går på pension, hvad end der sker først.
Jeg er ikke så kontrolleret i mit valg af motiv som så meget andet i mit liv. Det endelige motiv bliver til i et samarbejde mellem mig og ham; vi er enige om at det færdige resultat er vores begges eje - jeg går rundt med den, han kan tage æren for at have lavet den.
Det er en helt speciel følelse at sidde der under nålen i 5-7 timer kun afbrudt af frokost, og fordi ham den gamle skal strække benene. (Bemærk lige, hvordan jeg får det til at lyde som om jeg er vildt god til at sidde stille og ikke så meget som ytre et MYY. For det er jeg!) Snakker med de forskellige gæster og med tatovøren; det er jo sjældent jeg ser ham, men vi får faktisk ordnet verdensituationen, mens vi sidder der. Han kender mig sgu bedre end folk, der har været i mit liv i 10 år! Han er bedre end en psykolog, men er så også lidt dyrere. Til gengæld får jeg både kunst OG åndelig vejledning.
Og jeg slipper gladeligt flere tusinde kroner for at gå hjem derfra med et åbent sår, som henover de følgende dage (eller uger, afhængig af størrelsen) går fra smerte til kløen, før nogen kan se hvordan det egentlig sådan rigtigt ser ud.
Jeg har hørt det så mange gange, at jeg ikke har tal på det: Ej, det troede jeg godt nok ikke om dig!... siger folk, når de opdager jeg er sådan en "overbroderet en". Og det er jeg jo slet ikke, for så havde de jo opdaget det for længst. Ærligt talt, der er altså masser af plads at forskønne.
Jeg får tit lyst til at sige noget a la: Ej, hvor pudsigt! Jeg troede ikke, du var så dum, at du ku finde på at lukke sådan noget lort ud.
tirsdag den 3. januar 2012
Jeg vil læse korrektur for dronningen!!!!!
"Året har 365 dage; det er ens for os alle, men hvor virker det forskelligt, når man er barn eller ung, og når man er blevet voksen og efterhånden ældre. Der er så langt til juleaften, der er et helt år til en fødselsdag, der er evigt langt til sommerferien. Siden flyver tiden hurtigere og hurtigere af sted; det har næsten lige været sommer, så bliver det nytår igen og igen og igen."
Ja, sådanne ligegyldigheder kan det godt være dronningen vil spise folk af med, men jeg synes det er for nemt. Hvis alt ligegyldigt fyld og pladder var blevet snuppet af en ordentlig korrekturlæser, kunne talen have set således ud (føl dig endelig fri til at springe det over, for det er røv kedeligt):
Det er alvorlige tider i disse år. Den globale økonomiske krise er tydelig for alle. Inden for Europa er det blevet særligt tydeligt i de seneste år. Over store dele af verden er væksten gået i stå eller sat på vågeblus. Det er alvorligt for hele samfundet. For det er jo de unge, der skal føre vort samfund videre, det er dem, som vores fremtid skal bygge på. Det må ikke føre til handlingslammelse. Som samfund må vi ikke grave os ned i bekymringerne, men derimod se problemerne i øjnene og gøre noget ved dem. Vi har før mødt modgang, og vi har før set, hvordan vi kunne stå en krise igennem ved at bide tænderne sammen, støtte hinanden og ikke give op. Fællesskabet er et bærende element. Vi kan ikke overlade til andre eller til tilfældighederne, hvordan vi skal komme videre. Det kræver en indsats at se de muligheder og udnytte dem.
Fra i morgen har Danmark formandskabet i EU. Det sker netop som den økonomiske situation er i en kritisk fase både på verdensplan og i Europa. Det stiller store krav til vor formåen, såvel organisatorisk som praktisk. Vi skal vise hvad vi duer til.
Danmark er et godt og trygt samfund. Overalt har vi engagerede mennesker, som yder et stort og professionelt arbejde på sygehuse, på plejeinstitutioner, i skoler og i børnehaver. De påtager sig et stort ansvar og forvalter det dygtigt og medmenneskeligt. Men vi kan ikke parkere hele ansvaret på rådhuset eller forvente, at alle problemer kan løses gennem lovgivningen. Vi har alle et medansvar.
Jeg ønsker alle et godt nytår. Lad os gå ind i det nye år med bevidstheden om, at vi alle kan være hinandens nærmeste. Gud bevare jer alle; GUD BEVARE DANMARK.
Fra i morgen har Danmark formandskabet i EU. Det sker netop som den økonomiske situation er i en kritisk fase både på verdensplan og i Europa. Det stiller store krav til vor formåen, såvel organisatorisk som praktisk. Vi skal vise hvad vi duer til.
Danmark er et godt og trygt samfund. Overalt har vi engagerede mennesker, som yder et stort og professionelt arbejde på sygehuse, på plejeinstitutioner, i skoler og i børnehaver. De påtager sig et stort ansvar og forvalter det dygtigt og medmenneskeligt. Men vi kan ikke parkere hele ansvaret på rådhuset eller forvente, at alle problemer kan løses gennem lovgivningen. Vi har alle et medansvar.
Jeg ønsker alle et godt nytår. Lad os gå ind i det nye år med bevidstheden om, at vi alle kan være hinandens nærmeste. Gud bevare jer alle; GUD BEVARE DANMARK.
Ikke så meget udenomssnak, vi er faktisk ligeglade med, hvor mange af dine børnebørn vi forsørger. Ej heller er vi interesseret i at høre om, hvor mange I har tænkt jer at spytte ud i det kommende år. Det ville klæde jer at stikke piben ind og lade som ingenting, for den måde I suger på, er ikke alene usmagelig, den er også grund til at mange andre tænker noget a la Hvorfor fanden skal jeg?!
For hvorfor skal vi stå op hver morgen, gå på arbejde, betale vores skat, holde de berømte hjul i gang og alle være hinandens nærmeste - når dronningen, vores leder, vores store forbillede ikke engang kan finde ud af at holde en tale på 13 minutter uden at lade det hele gå op i Vi har oplevet, Vi har fået, Vi føler og i øvrigt laver fejl på fejl på fejl. De ku ha sendt et still-billede af en Camel Toe i stedet - jeg kunne jo nemlig godt se at hendes læber bevægede sig, men jeg kunne ikke forstå, hvad damen sagde.
Landet har brug for en pep talk, et ordentligt spark i løgposen, et gok i nøden, et "Kom Så! Yup, vi kan".
Ikke en skeløjet gammel dame, som ikke har øvet sig på lortet eller kom til at springe middagsluren over. Til den løn hun får, er det sgu ikke godt nok. Var hun almindelig ansat havde hun fået sparket for længst... Helt ærligt, konen laver jo ikke noget! Jo, hun maler akvarel og sejler rundt, og hun er en glimrende ambassadør for landet og bla bla bla. Fair nok, hvis erhvervslivet er så glade for den gamle tranlampe, så lad dem betale. Hun er jo ikke dyr i drift. Overhovedet ikke! Hun tjener snilt både sin egen løn OG den til hele familien hjem.
...Men indtil da, så kunne hun måske næste år starte med at sige noget med... Vi har sparet, Vi har tilbagebetalt, Vi har arbejdet 300% flere timer, end vi plejer...
Landet har brug for en pep talk, et ordentligt spark i løgposen, et gok i nøden, et "Kom Så! Yup, vi kan".
Ikke en skeløjet gammel dame, som ikke har øvet sig på lortet eller kom til at springe middagsluren over. Til den løn hun får, er det sgu ikke godt nok. Var hun almindelig ansat havde hun fået sparket for længst... Helt ærligt, konen laver jo ikke noget! Jo, hun maler akvarel og sejler rundt, og hun er en glimrende ambassadør for landet og bla bla bla. Fair nok, hvis erhvervslivet er så glade for den gamle tranlampe, så lad dem betale. Hun er jo ikke dyr i drift. Overhovedet ikke! Hun tjener snilt både sin egen løn OG den til hele familien hjem.
...Men indtil da, så kunne hun måske næste år starte med at sige noget med... Vi har sparet, Vi har tilbagebetalt, Vi har arbejdet 300% flere timer, end vi plejer...
En meget klog, men også skuffet 6-årig dreng sagde til mig: Ved du, hvad! Kongen i vores land, han er en dame! Jeg synes hellere, vi skulle have en rigtig konge.
Jeg giver ham på en måde ret... eller noget... vi kan da prøve...
Abonner på:
Opslag (Atom)