Legegrupper er åbenbart en udbredt ting i folkeskolen, og noget jeg har tænkt en hel del over. Jeg er ikke klar over, om det er noget vi (ja! Vi) bruger på vores skole, men jeg nåede i nat den konklusion, at hvis det ikke er - så vil jeg foreslå, at vi starter!
Ja, noget af en overraskende udmelding fra en inkarneret menneskehader, men lad nu min personlighed ligge for en stund og antag, at jeg er en helt almindelig forælder, som blot ønsker det bedste for mit barn og hendes venner.
Min første tanke og udmelding om de dersens legegrupper: Det deltager vi ikke i. Og min datter vil heller ikke. Når jeg spørger hende, siger hun helt sikkert nej!
Min begrundelse var noget med, at hun kan da sagtens finde ud af at lege med de fleste, så hvorfor skal jeg belemres med fremmede børn, som slider på mine nylakerede gulve, æder mine bananer og tisser ved siden af toilettet... Er det ikke pædagogernes, lærernes og forældrenes ansvar? Hvordan kan det blive mit problem?
Min første tanke og udmelding om de dersens legegrupper: Det deltager vi ikke i. Og min datter vil heller ikke. Når jeg spørger hende, siger hun helt sikkert nej!
Min begrundelse var noget med, at hun kan da sagtens finde ud af at lege med de fleste, så hvorfor skal jeg belemres med fremmede børn, som slider på mine nylakerede gulve, æder mine bananer og tisser ved siden af toilettet... Er det ikke pædagogernes, lærernes og forældrenes ansvar? Hvordan kan det blive mit problem?
... Det er mit problem, fordi jeg er klar over, at der er et problem. Jeg kan ikke se det ske og ignorere, at de her børn og deres forældre lider. Det er svært at være udenfor, svært ikke at mestre det sociale spil og ikke kunne gennemskue de andres mærkelige regler. Ting tager tid, og alt skal læres på et eller andet tidspunkt. Og eftersom det at socialisere, ikke er noget, du kan gøre alene, kan du heller ikke lære det, eller løse sådan et problem, alene. Der skal folk til! De kloge voksne strikker en pædagogisk strategi sammen, noget med værktøjer og metoder; dem om det, men hvis der ikke er nogle børn at tale og lege med - ØVE sig på - strander alle de gode intentioner.
Både mit barn og jeg er spillere på den sociale arena, hvor de andre børn og deres forældre befinder sig - ja, puha! Nu blir det langhåret! for det betyder altså, at vi bevæger os indenfor den samme kreds, så vi er ligeså afhængige af dem, som de er af os!! Så er jeg da godt nok noget af en lort, hvis jeg ikke gerne vil dele mine bananer - for jeg vil jo gerne have, at andre deler med mig. Simpelt: Vil jeg være en del af problemet eller løsningen? Vil jeg trække mig, sidde og være sur over, at der ikke er nogen, der gider lege med mig? Vil jeg være tilfreds med, at min datter leger, mens andre står alene?... Jeg vælger at prøve at være en del af løsningen, for bananer er nu alligevel bedre, når de deles med en god ven.
Hvordan vil jeg fremlægge projektet for min datter? Som forælder har jeg definitionsmagten overfor mit barn, og eftersom jeg er meget begejstret for denne her legegruppe, vil jeg ikke have noget problem med at sælge ideen! For det er en PISSEHAMRENDE god ide! Wuuhuu!! Julelys i begge øjne.
Jeg vil fortælle hende, at der kommer - ikke "Vil du?" - der kommer nogle søde børn for at lege. Og så vil jeg sammen med hende planlægge nogle lege, klargøre rekvisitter, bage nogle boller, brygge noget saftevand... Og når vi så et par dage efter går vores aftentur for at samle tomme flasker til Care (http://www.care.dk/doner-din-flaskepant-og-vind-en-drommerejse/) kan vi evaluere på legegruppen, tale om hvad vi kan gøre anderledes næste gang. Måske havde vi ikke nok bananer?
