Grineren

Mange ting kan siges om mange billeder, men jeg vælger meget mod sædvanligt at holde bolden på egen hjemmebane og skrive om billeder af mig selv.
Der eksisterer ikke mange af dem. Og endnu færre gode!
Jeg prøver af og til at tage et af de hersens billeder af mig selv, det er så populært… Det jo det de unge vil ha.
Det er vigtigt at have et helt bestemt ansigtsudtryk, dvs ansigtet skal lægges i de rette folder… Men så langt når jeg faktisk aldrig rigtig, for jeg synes det er sjovere at tage billeder, hvor mine tæer også er på.
Nå, nå. Men så kan jeg jo spørge nogle andre, om de ikke gider tage et billede af mig. Jo, jo, seføli vil de det. Det jo da det man har venner til!
Og så sidder jeg der og prøver på at smile og se helt naturlig ud. Men det kan jeg heller ikke. Og slet ikke når der sidder en og laver sjove ansigter…
Så har vi balladen, for det er der jo jeg begynder at grine. Sådan rigtigt! Og græde. Og grine endnu mere af mig selv og situationen, fordi det er jo så fåkked op, at det praktisk talt er tragikomisk.
Så jeg sidder græder og de andre begynder at grine og jeg griner endnu mere – latter smitter som bekendt. Og så griner vi alle sammen! Det sgu i orden. Også selvom vi griner af mig. For de synes, at jeg griner mærkeligt.
Måske er det lydløst, og man kan blive helt i tvivl om hvorvidt min hjerne tager skade, hvis jeg ikke snart kommer til overfladen og får et hiv frisk luft...
Men begynder jeg først at trække vejret, går det helt galt, for så kommer der lyd, og det er som regel et grynt.
Resultatet af det hele er bedre end noget billede jeg nogensinde ku tage af mig selv og mine tæer.