Så skete det! Jeg traf en beslutning og satte mit kryds. Det kan virke som en bi-ting, men her i huset er det faktisk meget stort i og med, det kun er 2. gang jeg stemmer og faktisk første gang jeg kan forsvare mit valg. Ja, og måske endda ligefrem... stå inden for det! Og pudsigt er det jo så at erfare, at jeg stemmer det samme som min far har gjort i ca. 50 år...
Jeg brokker mig tit over andres manglende lyst og/eller evne til at tage ansvar og mener egentlig på bundlinjen, at alle skal bare lave noget, som står mål med deres fysiske og psykiske formåen. Gider de ikke, må de blive aflivet. Såre simpelt, hvem gider hive rundt på en lam arm?! Ej, det dur ikke, vel - af med den, amputér det døde kød.
MEN - i min kerne er jeg en pladderhumanist som bare sådan ønsker, at vi alle sammen har det godt.
Og jeg tror på det er muligt, måske ikke i min livstid, men så måske senere...
Jeg tror på, at alle fødes som de pureste englebasser, der af forskellige grunde kan risikere at komme på afveje og måske derfor ender som mere eller mindre uheldige eksistenser. Ikke alle kan være sådan nogle hårde bananer som mig, hvorpå hvad som helst universet måtte kaste efter mig, preller af (!) - derfor er det vigtigt, at mennesker med flere ressourcer hjælper dem med færre. Uanset årsagen til deres sociale deroute - der skal tages hånd om selv de svageste. Jeg mener stadig, at Danmark gevaldigt trænger til en holdnings ændring - men jeg må afstemme mine forventninger til virkeligheden. Vi må bidrage, hvor vi kan, være noget for hinanden... Hvis vi alle kunne finde ud af at opføre os ordentligt, havde jeg stemt fuldstændig modsat, for jeg synes ikke det er fair, det her vi kalder demokrati, når vi alligevel lader nogle trække mere end andre. Jeg har valgt at vende det blinde øje til skattedebatten, det var jeg nødt til for at træffe en beslutning. For hvad med pengene?! Ja, der har vi jo så balladen. Det helt store issue! Skulle du tilfældigvis være en af dem, som må af med noget mere over skatten, så beklager jeg på egne vegne, at jeg ikke kunne stemme til din fordel. Jeg kunne ikke drømme om at kalde dig kapitalist og tvivler ikke på, at dit hjerte er mindst lige så stort som mit. For jeg indrømmer gerne, at jeg rent faktisk bare er for naiv og for lalleglad til at bekymre mig om penge! Det siger mig absolut ingenting. Jeg bruger til der ikke er flere. Så kommer der nok på et tidspunkt nogle nye...
For nogen er det vigtigt at have penge på kistebunden, det er forståeligt nok, men tænker jeg tilbage på de sværeste stunder i mit liv, var det nu hverken Louis Vuitton eller Coco Chanel, som gav mig smilet tilbage.
Jeg bliver ikke mæt af at spise penge og det huer mig ikke at have, når andre mangler. Jeg giver gerne penge til folk som spørger, jeg låner ud til højre og venstre og må tit høre for det. Men hallo! Helt ærligt - det er bare penge, jeg er sikker på, at der nok skal være til alle og mangler jeg en dag noget, har jeg masser af steder, hvor jeg kan bede om en kop vand med et hår i eller en daggammel bolle. Der er ingen lommer i den sidste skjorte, så hvorfor have en million stående i banken? Pengene repræsenterer en fiktiv værdi, som ikke er noget værd den dag lokummet brænder, og det eneste du mangler, er en kammerat med en spand vand.
Jeg kender flere som stemmer noget andet end mig, og jeg er totalt nede med det; min politiske overbevisning er ikke noget nogen skal prøve på at pille ved, jeg spørger jo, hvis der er noget jeg vil vide - på samme måde vil jeg ikke prøve på at påvirke andre, når jeg ikke ligefrem blir bedt om det.
Når alt kommer til alt er vi alle mennesker, så husk på... at kærlighed er jo gratis! Giv en masse af det væk, det slider ikke den mindste smule <3
Ingen kommentarer:
Send en kommentar