torsdag den 22. september 2011

Me + Baby Gørl = I will survive

Jeg har fået pres. Som om jeg går med en alt for tung hat, der tynger mig ned og gør mine ben korte og svære at gå på. Og så får jeg ondt i tæerne, for mine fødder flader helt ud i skoene. Ren elendighed.
Min bror skal giftes. Næste sommer. Åh, jamen Gud, seføli til sommer! Et fuldstændig fabelagtigt smukt sommerbryllup, hvor vi alle sammen står der med fregner og solkyssede kinder, solbleget skandinavisk sommerhår og i pastelfarvet tøj. Som taget ud af Bryllupsmagasinet - for ja! Det eksisterer! - hold kæft, hvor vi hygger os. Fantastisk. Jeg kan ikke få armene ned.
Jeg er klar over, der er tale om et selv-genereret pres, for der er forhåbentlig ingen, der har en realistisk forventning om, at jeg skal giftes sådan lige foreløbig. Jeg har nemlig meget travlt med at gå og råbe op om, at dét vil jeg i hvert fald ikke. Have en kæreste!? For fanden, nej! Hvorfor sku jeg?... Jeg har ikke tid til det pjat, jeg går faktisk på en seriøs voksenuddannelse, hvor vi modtager undervisning hver dag helt til kl. 13:50 (onsdage dog kun til 11:40, men alligeveller...) Bare fordi jeg er sluppet nogenlunde af med den poseløse støvsuger, er det altså ikke ensbetydende med, at jeg har frigjort plads i mit travle single-liv til føjten!
Men forleden da Ara sagde: "Mor, jeg synes vi mangler en til at sidde DER" og pegede på den tomme stol ved siden af hende, begyndte jeg at tænke over, at det jo ikke kun er mig selv, jeg "snyder" i denne sammenhæng. Jeg havde lyst til at hoppe i et paillet-besat hotpants outfit, tænde diskokuglen og fyre Gloria Gaynors "I will survive" af i spotlyset og forsikre Baby Gørl om, at vi kun har brug for hinanden. For jeg kan vitterlig ikke se, hvad vi skulle bruge en beboer mere til. Årh jo, det skulle da lige være til at skifte pæren i ovnen. Og varme suppe og hente Kleenex, for jeg er ved at blive forkølet.

1 kommentar:

  1. Jo tak, Bryllupsmagasinet lever - i bedste velgående. Og du skal være noget så velkommen den dag, du finder ud af, at en ekstra beboer kan andet end at skifte pære i ovnen.
    Faktisk synes jeg slet ikke det lyder som om den dag er så langt væk, at det gør noget;oD

    SvarSlet