søndag den 11. marts 2012

Kvinde - du er en værre kælling

Hvad er det med de kvinder der? De brokker sig altid og bliver tilsyneladende aldrig tilfredse.
Der er ikke nok kvinder i bestyrelserne, der er ikke nok kvinder med ambitioner, der er ikke nok barsel til mødrene, der er ikke nok fædre, som tager barsel, kvinderne tjener for lidt, kvinderne bliver ikke hørt, kvinderne arbejder for meget, kvinderne er stressede, kvinderne trænger til at tabe 5-7 kilo, kvinderne må ikke få kulhydrater.
Jamen, altså, jeg magter dem ikke, de der kvinder.
Og er der ikke nok at brokke sig over, så digter kvinderne bare noget. For kvinder kan altid finde noget nyt at føje til brokkelisten. Hvis bare de har et udgangspunkt - et fælles offer - så kan kvinder i flok sammen finde på en masse nyt brok.
En mand fx. Sådan en kan kvinder altid finde på noget nyt at brokke sig over. Han ringer ikke eller han ringer for tit. Han snakker ikke eller han snakker om andre damer. Han er for tyk, for skaldet, går med et forkert bælte, læser den forkerte bog, sidder forkert på toilettet, køber de forkerte tandbørster og laver for fed sovs.
Stakkels mand. Stakkels mænd. Stakkels os alle sammen.
Heldigvis vil kvinder gerne hjælpe hinanden til at håndtere al den vrede en brokkende kvinde får bygget op. Brokkende kvinder kan finde et weekendseminar, et homeparty eller en rundkreds, hvor de kan blive bekræftet i nødvendigheden af deres brok. På den måde får de genopladet brokkebatteriet og kan vende hjem til den stakkels mand, de stakkels børn og den stakkels svigerfar. For svigermor er som regel nede med brok. Og er hun ikke, ja, så kan kvinden heldigvis brokke sig over det.
Jeg synes, kvinderne (og Gustav) skulle tage at lære noget af mænnerne. Ikke så meget brok.
Så til alle brokkende kvinder derude: Rejekællinger, hypokondere og rødstrømper, det er hvad I er, hele bundtet. I står helt sikkert for fald. Jeres tid er ude. I er ikke det de unge vil have. I er ikke den nye sorte.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar