Jeg har ikke haft en strategi eller en som sådan direkte formuleret plan, så jeg måtte bare svare hvad der kom til mig: "Nej, jeg prøver på at få dig til at vælge selv."
Miseren tog udgangspunkt i en ikke-ægge salat sandwich. Da jeg aftenen forinden havde spurgt hende, hvad hun kunne tænke sig at få med i madkassen, var svaret, at hun var ligeglad. Så det endte med, blandt andet, den der sandwich med ikke-ægge salat. For når man ikke vælger, vælger andre for en; sådan er det med rigtig mange ting her i livet. Og de, der vælger, træffer valg baseret på egne præferencer (og hvad der er i køleskabet). At andre hele tiden vælger for en, udvikler ikke handlekompetence, og det var hvad der slog mig, da vi stod i den der ikke-ægge salat: Jeg vil gerne have, at hun lærer at vælge selv. Aktivt tager stilling. Er en deltagende og engageret medspiller.
Mit svar fik hende til at vælge: "Kyllinge-pålæg." Fint nok. Sådan skal det være! At jeg er vegetar får mig ikke til at sige, Ej, det dur ikke - prøv noget andet, indtil du siger ikke-ægge salat. Det er kun mit valg, ikke hendes. Jeg er ikke så fanatisk, som man kunne formaste sig til at tro, så når Ara sidder og kysser sine pølser eller siger Jeg elsker dig til sin bacon, er jeg faktisk bare rigtig glad for, at hun overhovedet ikke tager hensyn til, hvad jeg måtte føle overfor det bacon der. Det er jo ikke mig, der skal spise det. Så længe hun ikke klasker mig i panden med det, er det cool nok.
Det er en svær diskussion at have med voksne. Hvorfor gør jeg ikke det ene og hvorfor gør jeg ikke det andet? Jeg føler ikke, jeg kan være en del af den veganske subkultur, fordi jeg oplever det som værende en enten eller ting. Jeg kan ikke med den ene hånd stege bacon til andre folk, mens jeg med den anden hashtagger veganer om min egen mad... Hvor er den subkultur som bare siger Gør hvad du føler for?...
En fanatiker er en "person som ensidigt (og overdrevent) støtter eller kæmper for et bestemt synspunkt, eller som ihærdigt eller med stor begejstring dyrker en bestemt interesse". Gør jeg det? Overdrevent er selvfølgelig en subjektiv størrelse, men jeg vil selv sige nej, jeg er ikke fanatiker. Og jeg prøver dog ihærdigt på at holde det sådan, især overfor andre mennesker, fordi jeg ønsker at beholde min selvforvaltning - jeg vil ikke pådutte nogen noget og håber de på samme måde lader være med at dutte mig - og desuden ønsker at signalere overfor mit barn/andres børn, at det er da det top fedeste! At vælge selv, pyyyyyh! Det er bare nice!
Med til fanatisme hører vel også manglen på evnen til at se opturen i andre ting, end det man selv vælger. Her er også religion et fantastisk og aktuelt emne. For mig er religion, hvad det er: "et samfunds eller en kulturs organiserede tilbedelse af en gud, guder eller overmenneskelige kræfter og den livsopfattelse og de ritualer der knytter sig hertil". Bom bom, ikke så meget at sige lige om det, fordi jeg selv opfatter mig som så meget andet end en troende person; utilitarist, ateist eller hvad end man vil kalde det. Jeg synes, det er en bemærkelsesværdig evne folk kan have til helt at overgive sig til ting på den måde. Det synes jeg ikke helt er en dårlig ting, tro kan få mangt og meget til at virke overkommeligt for den troende... Men det er ikke noget for mig. Biblen derimod, det er dælen dulme en god historie! Jeg var vild med religion, da jeg var barn og elskede, når vi fik læst højt i skolen og bare skulle sidde og lytte og tegne. Den gider jeg godt tale om, den er vi begyndt at læse herhjemme. Den nemme udgave for børn, den med store bogstaver, som passer en spirende læser. Og vi er enige om, at det er da godt nok nogle fantastiske historier - en mand, der kan dele havet! WAUW!
Jeg synes, der er mange ting man skal tage stilling til som forælder. Man kan postulere, at jeg som vegetarisk ateist ikke har noget at lære min datter om Gud og bacon, men jeg vil nu gerne give mit besyv med alligevel. Jeg håber, at jeg formår at gøre det så nuanceret det nu er muligt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar