Min 2 1/2 årige datter går i vuggestue og lider allerede af storhedsvanvid, for hun fortæller vidt og bredt, at hun går i børnehave og er 3 år gammel. Det er som sådan fint nok, hun skal ikke sætte sit lys under en skæppe.
Hun vil giftes med Woody, hvilket fortæller mig at hun går efter en type, man kan regne med, en mand med en plan. Ikke som sin mor, der vil have Buzz Lightyear, fordi han har en laser og kan falde med stil.
Hun danser ballet med en indlevelse, der er så ægte, som havde hun opfundet selve begrebet. Og hun øver sig hver dag! I prinsessekjole danser hun rundt med lukkede øjne og nynner. Jeg tager mig selv i at tænke - Gu ved, om hun er en smule til en side. Er det der nu helt normalt!? ... Ak ja, hun når jo nok at skifte interesse mange, mange gange, inden hun finder sin rette hylde. Jeg havde bare ikke regnet med, at hun ville starte på sådan noget allerede nu...
Vi skøjtede let og elegant over fasen med putte-kassen og gik direkte til baby-dukker og at passe på de mindste i vuggen. Blir hun stor for hurtig!?
Hun siger BH meget tydeligt, så jeg forstår, at hun ikke siger BR. Hun tror, jeg tager mine bryster af og lægger dem i skuffen... Når hun så bemærker en bule i min natkjole, konstaterer hun tørt: Mor har små bryster. OMG er det nu allerede et issue!! Må jeg lige ha lov at være her.
Når hun kigger på mig meget alvorligt og siger "Du tænker noget", føler jeg, at jeg intet kan gemme for hende og hun ser direkte ind til mit allerdybeste gemmested, der hvor jeg putter alle bekymringer og tanker for fremtiden. Men ja, jeg tænker, skat, bare på noget.
Når jeg så spør hende: Hvad tænker du på, svarer hun: Jeg steeeeeener bare.
I søndags cyklede vi forgæves til 2 banker og 3 butikker, alt var lukket (hvad skete der lige med søndagsåbent??)... Da vi når den sidste forretning og der også her er lukket, siger jeg til lillepigen: "Mor er meget sur lige nu og blir nødt til at råbe lidt, men du skal ikke blive bange." Så råber jeg lidt, vender mig om og ser på hende, som sidder og glor tilbage og slår hovedet på sømmet, da hun siger: " Hård tur. Hellere cykle hjem og spise chokolade."
Jeg har ingen mindre søskende og derfor ingen referensepunkter. Men seføli er hun helt normal og i orden, jeg synes bare, at det går en my for hurtigt - kan jeg følge med? Jeg leder stadig efter den der bog, som fortæller mig alt hvad jeg skal vide, gøre og sige. Indtil den dukker op, tager jeg det som det kommer og på min egen facon. Savner i ny og næ et sæt (forælder + barn), som ligner os og hvor jeg kan finde lidt inspiration og sparring. Men sandheden er jo nok, at vi er unikke... Heldigvis?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar