...Kender du det, når den ene tanke tager den anden og du på uforklarlig vis havner et helt andet sted, end hvor tanken startede...? Kender jeg det selv?! For fan, ja, det sker meget tit.
Jeg er præcis så distræt, at jeg kan præstere at putte begge kontaktlinser i samme øje, pøse balsam på tandbørsten og glemme at holde på låget, når vandet skal fra kartoflerne. At fastholde koncentrationen i længere tid ad gangen er faktisk problematisk for mig, fordi jeg går og tænker på noget andet eller bare ikke synes det lige er et spændende emne. Af samme årsag foretrækker jeg ikke at tale i telefon, jeg hører simpelthen ikke efter.
Manglende koncentration giver jeg skylden for mange ting, fx kommer jeg til kort i trafikken, fordi jeg ikke hørte efter dengang en eller anden forklarede mig reglerne. I en rundkørsel rækker jeg bare den mest ledige arm ud, noget siger mig, at det ikke automatisk er armen som peger mod midten der skal ud, men jeg ved det ikke helt sikkert, så jeg skifter bare mellem højre og venstre. Er der varevogne i rundkørslen, lader jeg være med at vise af. Og er der et sted, hvor jeg får det sådan "Åh Åh" - så tager jeg lige et par meter på fortovet. Jeg tænker faktisk ikke så meget over det, tit undrer jeg mig over, hvordan jeg egentlig er kommet hjem, for jeg kører bare på rutinen... Mine ben kender vejen!
Når jeg er sammen med børn, er det heldigvis ikke så vigtigt at være super koncentreret, for de skifter selv emne, som vinden blæser. Vi står og snakker om Legoland, da en pludselig fortæller, at hans morfar er død og så kører den snak lidt, indtil en anden roser mig for at være god til at skubbe gyngen højt... og sådan nåede jeg i samtalen med børnene rundt om mange spændende ting indenfor bare 10 minutter.
Med mine veninder skal et emne snakkes til døde, for kun at blive genoplivet ved næste møde, for vi tager den altid lige en gang til for Kong Hans. Og ukoncentreret er det altså svært at huske, hvad det lige var der blev sagt sidst. Dertil kan så siges, at de fleste piger snakker om det samme igen og igen, så jeg har hørt og deltaget i de fleste samtale før, og igen - jeg kører på rutinen. (Beklager, piger.)
Jeg slutter af med det, jeg egentlig ville skrive om, men kom fra. I morges på vej til vuggestuen udspillede der sig en indre dialog af den slags, hvor jeg startede med at tænke på en død fugl og endte med at tænke på mænd i underbukser og moonboots. Tanketuren på cykelstien gik nogenlunde som følger:
"Hov, hvor er den der halvdøde fugl, som sad her i går morges? Ej, hvor var det egentlig også meget lidt humant af mig ikke lige at stå af og give den et dødbringende los... Jeg tror ikke, den klarede det i live, jamen hvor er resterne så? Rester, gu ved, om der er nok mad på fredag? Hmm... Hvad skal jeg tage på? Nå, ja, Tanias kjole. Men hvad med sko? Vi skal jo ikke ud og videre. Jamen, hvad hvis jeg skal med Sanne ud og ryge? Nå ja, så kan jeg tage støvlerne på. Guuuuuud ja, Bernhard har da osse bildt Pernille ind, at mænd er vilde med piger i støvler og strømpebukser. Ja, det sgu osse rigtigt, der er tit sådan nogle nissepiger i undertøj og moonboots. Hmm.... Gu ved, om det er lækkert?? Ligegyldigt, der kommer ikke nogen mænd. Men hvis det nu var, ville jeg så selv synes om en mand i underbukser og moon boots?? Ej, det tror jeg helt sikkert ikke. Men jeg skal da forresten osse huske at skifte kaninens bur i aften."
Ingen kommentarer:
Send en kommentar