onsdag den 11. maj 2011

Snappy comeback

I går var jeg i H&M med Ara for at købe hårelastikker. Mens vi går rundt og lurer på armbånd og cowboyhatte, får hun øje på en kjole et stykke derfra og iler derover. På vejen skærer hun ind foran en dame som står og ser på toppe. Jeg prøver at have en arm på Ara og følge med, men toppe-damen stopper mig og vil ikke lade mig passere. Jeg "forklarer" hurtigt, at jeg skal med hende den lille, hvortil damen brokker sig over jeg ikke kan holde styr på mit barn, jeg kvitterer med et kort "hun er ret hurtig" og damen lukker følgende ud: Måske er det på tide med lidt selverkendelse. Mig: Måbende 2 sekunders stilhed...
I stor kontrast til hvad jeg ellers lukker ud - og jeg ved godt, det ikke er småting - flyver denne syrlige bemærkning ud: Måske er det på tide du holder din kæft.

Tænkepause

Lidt mere tænkepause

Jeg synes ikke selv, det ligner mig at sige sådan, og set i bagklogskabens kunstige lys havde dette svar været bedre - mere modent, velovervejet osv osv:

"Kære dame, jeg beklager, at jeg endnu ikke har formået at lære mit 3-årige afkom at holde til højre. Om 10 minutter kan vi mødes til offentlig piskning på banegårdspladsen. Herefter kan du personligt få lov at skære mine hænder af. Intet mindre er på sin plads for sådan en forseelse."

Det, jeg er mest irriteret over, er den måde jeg kan forestille mig at historien fra hendes side bliver genfortalt, det kommer nok til at lyde som noget a la...

"Så stod jeg i H&M iført min glorie, da en 120 kg stor 5-årig pige med en joint i flaben væltede mig omkuld for at løbe ud af butikken med favnen fuld af tøj med alarmer på. Efter hende kom hendes overtatoverede og afbankede mor med piercinger i hele ansigtet og kokainspor under næsen. Hun truede mig med en kniv og bad mig holde min kæft. Jeg var naturligvis så bange, at jeg ikke turde hverken sige noget eller ringe til politiet."

Jeg sværger hermed på Tinas nyligt afdøde kat - at jeg aldrig igen vil sige til en fremmed dame, at hun skal holde sin kæft. For det er bare ikke pænt.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar