fredag den 30. december 2011

Jeg er i en nøddeskal

Afslutter året som det startede, med hvad jeg holder mest af: Ara og mig selv. Nå jo - og kaninen og så seføli den der "Ålborg Factory, Ålborg Factory, hvor de er goe"-reklame, den er altså ret svær ikke at holde af.
Men altså... Så bare os 3, den gode sang og en masse tid til at tænke, reflektere, fundere, planere og perspektivere. Sådan se det hele lidt fra oven. For hvad fra året der gak, er værd at spilde den sidste rest af mentalt krudt på?
Jeg tænker i hvert fald på vennerne, der bliver ved med at tilbyde alskens hjælp, selvom jeg bliver ved med at sige nej. Bilder mig selv ind, at jeg hver gang fik sagt pænt nej tak, men ved godt, at jeg faktisk bare fremstår som en stædig rad. Der lyder et stort Beklager herfra, og I ved, I er fantalastiske, jer gider jeg også godt se på i 2012.
... Prøver at finde på noget med det der sorte arbejde, som jeg skal tjene en masse penge på i 2012. Men tror ærlig talt ikke nogen gider betale for at jeg puster ballondyr op, så længe jeg ikke kan dreje en anstændig puddelhund. Mange potentielle emner har ellers været oppe at vende som mulig indtægtskilde, jeg kunne jo lære at strikke sokker, hækle underbukser eller male møbler. Jeg kunne servere til konfirmationer, passe børn eller gå med aviser. Jeg kunne prostituere mig selv. Jeg kunne også lade være.
Jeg prøver at tænke lidt på forhindringerne jeg mødte i løbet af året, men kan ærlig talt ikke komme i tanke om en eneste situation, som jeg ikke har fået noget godt ud af. Jeg har fx lært, at jeg skal ikke kaste vand direkte ind i en tændt stikkontakt. Og jeg skal ikke åbne døren for fremmede. Jeg skal ikke bare rejse cyklen op og prøve på at cykle videre, når gearkablet er revet over, og jeg skal ikke bruge 7 zoner for at komme til Brøndby. Se! Det var jo meget godt at vide, det hele lige der.
Forhindringer? Eksisterer ikke negativt, hvis jeg ikke selv føler for det - der er tale om vilkår, som ikke er til forhandling eller problemer, som skal løses. Bevares, problemer kan være seje, der er sgu osse grædt salte tårer og spist nervepiller i løbet af året, men hey - Modvind vendes til medvind ved at vende sig om og gå en anden vej. Ikke så meget P I S, vel. Bare derudaf...
Min tålmodighed er som bekendt steget til uanede højder på børnefronten og faldet drastisk på voksen ditto. Blandt andet fordi jeg virkelig ikke sætter pris på frække sms'er. Det er SÅ spildt på mig. (Og når vi er ved emnet: Dig! Ja, dig. Det er ikke frækt, det er tegn på, at du er stupid. Så fremover kan du spare billederne og de par ører det koster dig at sende en besked, i stedet kan du troppe op her med torsk, hest og din dingeling, så skal jeg nok vise dig, hvor du kan gøre af hele molevitten. (Tror/Håber jeg snart har fået skræmt alle væk og trøster mig med, at veninderne ikke sender spøjse billeder og sjofle kommentarer. Endnu.))

Hmmm... Jeg synes måske bedst nedenstående episode fra tidligere i dag opsummerer dette hersens år 2011...

Ara: Moooaaar, hvad laver du? Jeg vil hjælpe dig!
Mig: Hmmmm.... Jeg skal have lagt bordet ned, så jeg skal skille det ad... (massivt egetræ til 6 personer = tungt)
Ara: Jamen, hvis du vælter det på gulvet, så larmer det!
Mig: Jaaaaøøøhhhh... (tænker) - men jeg ku jo rykke det over og vælte det i sofan, så kan ingen høre det! (meget stolt jeg var der)
Ara: Ja, det gør du, så øver jeg cirkus!

Og det er sådan set det snart forgangne år (ja, og måske endda hele mit liv!) i en nøddeskal.
Jeg allierer mig med andre store tænkere, vi tygger lidt på det sammen og så gør jeg, hvad der passer mig.
Fungerer fint, indtil en eller anden kommer og får mig overbevist om noget andet, det har der ikke været endnu, måske 2012 blir året?!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar