2 gange i går kom jeg til at tænke - og så må jeg jo handle.
Jeg har skreven lidt om denne hersens Båtnakke, jeg er rendt ind i. (En ven kalder mig for Freak-Magnet; jeg kan ha en tendens til at give ham ret i lige dette tilfælde.) Jeg må forklare, hvad det hele går ud på, for jeg er altså slet ikke sådan en ond en, som udleverer Gud og hvermand, så snart de har sendt mig et sølle nøgenbillede eller en plat sms.
Båtnakke mødte jeg for mange mange år siden og kendte ham ikke engang da, det var kun et perifert bekendtskab. Så rendte jeg på ham igen og igen og igen - denne gang uden kæreste, så da hottien bad om mit nummer, kastede jeg 800 visitkort efter ham og håbede på, at et blev siddende på hans svedige svulmende overkrop. (Ej, okay, måske fik han bare nummeret på et af de hersens gratis postkort. Måske.)
Nå, men sms frem og tilbage, han var lige kommet af med en kæreste, nå nå, ja, det meget synd for dig - skal vi gå i biografen, nej, jeg kan ikke blive set sammen med dig (??). Og så begyndte jeg at spekulere. (Ej, okay, måske var det min venindes kæreste som konkluderede, at denne her stodder, han har en dame. Veninden og jeg nægtede seføli, måske var vi ikke helt neutrale - med tanke på hans blå øjne, lækkerhed og sådan.)
... (Kunstnerisk pause hvor du kan sidde spændt og vente på at høre, hvad der så skete)...
Jeg er ligeglad med om han har en kæreste, det har jo faktisk ikke noget med mig at gøre, det sagde jeg også til ham. Så vi sås et par gange, men jeg kunne føle (ja! Føle ligefrem) en voksende irritation over ham her Båtnakke.
Altså lang historie gjort kort: Jeg skriver noget med, at det er da godt nok svært at få det til at gå op med at mødes og sådan, han svarer noget med, at det er sguda fordi jeg har et barn og han har en kæreste. Ja, det vidste jeg godt. Men stadig? For da du ringede og var ked af, at du ikke havde et sted at bo, fordi nu var du endelig flyttet; det kan så ikke have været helt korrekt. Og så rammes hovedet på sømmet! For jeg kan gå med til rigtig mange ulovligheder (etiske, moralske og kriminelle, men kun halv kriminel, ikke hel, det for farligt) - men jeg kan sgu ikke gå med til, at folk lyver. Sig dog sandheden, det var vi jo også startet med, det er så dejligt med sandheden, noget man kan tage og føle på. Fåk om du er din kæreste gennem 11 år utro; det må du selv rode med, men du skal sgu ikke lyve. Bare sig: Jeg har en kæreste. Og derefter: Jeg har stadig en kæreste. Og hold fast i det, ej det, sid og hav det dårligt over det hver dag, men lad være med at lyve... overfor mig.
Hvorfor komme med alle mulige udflugter, hvorfor gøre det så svært ved at begynde at lyve for hende du i forvejen lyver om til en anden? Altså det er jeg for dåm til at forstå. (Ja, dåm, det er dummere end dum, og så er man altså virkelig dum = dåm.)
Men altså: Båtnakke kører på sidelinien i lang tid, vi skriver bare sammen, og jeg kan godt mærke, at denne her mand - han keder sig. Han fortæller om alle mulige ting, han laver. Ting, hvor jeg tænker - det er da noget du skal sidde og snakke med din dame om i aften, mens hun nulrer dine tæer. Eller du nulrer din tissemand, det siger Joan Ørting er okay, det må I selv finde ud af.
Og så sender han det famøse billede af sig selv med en kæmpe fisk. (Ja, DER troede du nok, jeg ville nævne nøgenbillederne, men nej, dem springer jeg over. Det her var et billede af en fisk.)
Og derpå følger de berømte ord: Se! En torsk. Og jeg svarer: Flot. Men hvad med fisken? Jeg var flad af grin, virkelig, og jeg griner stadig af det, og det er jo bare så ondt af mig, for jeg ku jo godt se, han var herre-stolt på det der billede. Og han skrev heller ikke i meget lang tid.
Men han ender med at skrive igen, og det er nok derfor jeg gør det, altså gir ham en sviner. Så længe han bare tager imod, skruer jeg bare op for gyllen. Jeg er ligeglad, måske skal jeg lige se, hvor meget han tager, før han trækker stikket? Seføli kan han ikke regne med respekt herfra, det synes jeg ærlig talt ikke han fortjener.
Af og til kan jeg starte en samtale op, men det ender som regel med, at jeg fyrer et eller andet ondt af, og så er der lukket for det varme sms-vand. (Ja, ja da, jeg kan skam godt finde på at skrive først, jeg er sgu ingen engel, selv en Krikke kan begynde at kede sig.)
Jeg synes, han er irriterende og han piver, beklager sig konstant. Og jeg gider godt høre på alt muligt alt muligt fra mine venner eller dem jeg møder på gaden. Jeg gider altså bare ikke sidde og nikke, være forstående og spekulere på dine problemer, når du, lille Båtnakke, har en kæreste og - i virkeligheden - en hel omgangskreds, der skal tage sig af det der med dig og dine ting. Det var ikke lige det jeg meldte mig til i denne relation.
Nå, så blev historien alligevel lang. Det jo osse ligegyldigt, for det jeg ville sige, var jo bare:
"Undskyld kære Fru Båtnakke. Jeg skulle ha stoppet dig dengang jeg så dig på Hovedbanegården. Stoppet dig og beklaget, at jeg fik din kæreste til at komme forbi og se film og fodbold, jeg beklager, at han fortalte mig ting, som jeg ikke gad høre på og som var dit job at lægge øre til. Jeg lover, det eneste jeg troede, der skulle ske var lidt riven rundt, men det kan han ikke så godt finde ud af. Du ved jo nok, han snakker som et vandfald og beklager sig over snart hvad som helst. Og nå ja, når vi er ved emnet, så er han godt klar over, at han har en lille én. Nej, nej, bare rolig, jeg benægtede naturligvis, men jeg tror altså, at han har et problem med selvtilliden, så han trænger virkelig til, at du kommer på banen og tager dig lidt af ham."
Når en veninde fortæller mig om en ny gut, hun har mødt og hun forklarer, hvordan der er pauser i den måde han kontakter hende på eller jeg hører nogle af de ting han har sagt eller skrevet - så kan jeg sagtens genkende det. Det er ikke svært at gennemskue, når en person i virkeligheden ikke gider ham/hende i den anden ende. Beklager, drenge og piger - men det er altså lige til alt det der. Jeg ved godt, det kan være hårdt at høre, men jeg må give filmen, bogen og bevægelsen ret: Maybe he´s just not that into you.
Man må se nøgternt på det, og der er ikke mange ting at huske:
1) Det er altid lige så let for den anden at skrive eller ringe, som det er for dig.
2) Folk, der holder af dig, siger eller skriver ikke noget med vilje, som gør dig ked af det.
"Så også undskyld til dig, Båtnakke. Jeg beklager, at jeg har fået dig til at tro, at jeg var interesseret i dig og dit liv, din fisk og din hest. Undskyld, fordi du har været genstand for virkelig meget spas til fester, frokoster og i blogindlæg. Jeg lover, at jeg gør det aldrig igen."
Ingen kommentarer:
Send en kommentar