Jeg har i omkring 15 år haft "noget med maven". Ikke hver dag, men med kortere eller længere mellemrum, bare ondt i maven, det kan vare fra 1 døgn til flere uger. Det velmenende råd jeg tit hører er: Så gå dog på toilettet!... men det har altså ikke noget med det at gøre. Jeg har såmænd bare altid været nervøs anlagt, ængstelig og en Bekymre Beate, jeg kan ikke forstå hvorfor flere ikke går op i ozonlaget eller i at redde hvalerne. Med alderen har jeg taget bekymringerne ned på et tættere på hjemme-niveau og vil bare have, at alle har det godt, med mig, sig selv og hinanden.
Nå, men så altså efter 15 år synes min læge jeg sku tage til en gastroskopi, en kikkertundersøgelse i maven. Heldigvis har en af hans homies et lille bitte apparat, som kan gå gennem næsen, hvilket ikke sku være så slemt.
Det sku så løbe af stablen i dag.
Pyha, møder fastende og tørstig op. (Min søde veninde som tog med var så elskværdig at nuppe et glas saftevand i venteværelset. Det så ikke særligt tørstslukkende ud.)
Undersøgelsen var ubehagelig, men som den hårde banan jeg nu en gang er, havde jeg afslået beroligende narko. Jeg var informeret om, at det tog jo kun 2 minutter, så jeg tænkte: Jeg gemmer det beroligende til en anden god gang. Men glemte sgu at få det med, da vi gik. Fordømt!
Undersøgelsen viste - seføli - at der ikke er noget galt. Der er ikke noget galt med den mavemund der, kan man faktisk sige uden at lyve. Ingen sår i maven, intet at rapportere, ud over at det bare så perfekt ud.
Så skønt læger og andet godt-folk påstår, at stress, bekymringer og anden negativ hjerneaktivitet ikke kan forårsage det jeg oplever, ja, så er den altså god nok.
Løsningen er lige til højre benet: 2 måneder på piller og mindre bekymring. Nogen andre må redde hvalerne. Så tager Ara og jeg en fastelavnsbolle med ekstra creme imens.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar