Jeg har en tatovering. Det betyder ikke, at jeg ved noget om emnet. Men derfor kan jeg jo godt skrive lidt alligevel.
Folk tænker, at jeg kan seføli godt lide mænd med tatoveringer.
Det kan jeg ikke nødvendigvis.
Det betyder ikke noget for mig - om folk har eller ej - medmindre den er grim, som i dårligt lavet. Så synes jeg, det er rigtig ærgerligt, for jeg ved hvor smukt, fedt eller fuldstændig fantastisk det kan gøres - eller bare hvor lige en streg kan se ud.
Når folk spørger mig, anbefaler jeg kun de steder, hvor jeg ved der bliver lavet noget ordentligt, fordi jeg enten selv har set dem gøre det eller har en god ven, der har været der. Hvis der er ventetid, synes jeg faktisk det er et godt tegn, et tegn på at tatovøren er eftertragtet - andre vil til her og nu, kan ikke vente, de finder en eller anden tilfældig gut, og så kan resultatet blive derefter. Det gider jeg ikke udtale mig om, folk skal selv leve med, hvad de får lavet. Hvad der er acceptabelt, er individuelt. Jeg kan ikke se værdien i at udtale sig, når folk har fået lavet noget åbenlyst lort, min mening er ligegyldig, og så længe jeg ikke skal gå med det, kan jeg være ligeglad.
Det er indlysende, at du får, hvad du betaler for. Jeg vil gerne sidde under nålen meget længere end det er nødvendigt og betale mere, end hvad jeg ellers kunne være sluppet med - for at få et godt resultat. Og jeg er ligeglad med det faktum, at jeg ikke kan se den, for jeg ved der ikke er en finger at sætte på arbejdet.
Jeg har været ved 2 forskellige tatovører, den ene har udlært den anden. Jeg bliver hos mester, indtil jeg ikke skal have lavet mere. Eller han går på pension, hvad end der sker først.
Jeg er ikke så kontrolleret i mit valg af motiv som så meget andet i mit liv. Det endelige motiv bliver til i et samarbejde mellem mig og ham; vi er enige om at det færdige resultat er vores begges eje - jeg går rundt med den, han kan tage æren for at have lavet den.
Det er en helt speciel følelse at sidde der under nålen i 5-7 timer kun afbrudt af frokost, og fordi ham den gamle skal strække benene. (Bemærk lige, hvordan jeg får det til at lyde som om jeg er vildt god til at sidde stille og ikke så meget som ytre et MYY. For det er jeg!) Snakker med de forskellige gæster og med tatovøren; det er jo sjældent jeg ser ham, men vi får faktisk ordnet verdensituationen, mens vi sidder der. Han kender mig sgu bedre end folk, der har været i mit liv i 10 år! Han er bedre end en psykolog, men er så også lidt dyrere. Til gengæld får jeg både kunst OG åndelig vejledning.
Og jeg slipper gladeligt flere tusinde kroner for at gå hjem derfra med et åbent sår, som henover de følgende dage (eller uger, afhængig af størrelsen) går fra smerte til kløen, før nogen kan se hvordan det egentlig sådan rigtigt ser ud.
Jeg har hørt det så mange gange, at jeg ikke har tal på det: Ej, det troede jeg godt nok ikke om dig!... siger folk, når de opdager jeg er sådan en "overbroderet en". Og det er jeg jo slet ikke, for så havde de jo opdaget det for længst. Ærligt talt, der er altså masser af plads at forskønne.
Jeg får tit lyst til at sige noget a la: Ej, hvor pudsigt! Jeg troede ikke, du var så dum, at du ku finde på at lukke sådan noget lort ud.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar