søndag den 15. januar 2012

Der var Bingo!

Jeg manglede en måde, hvorpå jeg kunne snakke med Ara om hendes far, uden at gøre hende ked af det. Hun siger tit, at hun savner ham, og er ikke rigtig til at trøste og så er hele eftermiddagen bare ødelagt.
Derfor fandt jeg på at laminere nogle billeder, lave nogle spilleplader, kastede noget glimmer og diller daller i - Voila - vores Familie Bingo var en realitet. Vi skiftes til at trække noget fra den laminerede bunke, det kan være en tegning, en farve, et billede, et bogstav, wasever, og så skal det gå til den spilleplade, hvortil tingen hører. Imens snakker vi om, hvad der er på billederne, hvor er det taget, vi snakker om farver, former, bogstaver og højtider. Synger sågar en sang og klipper en ny brik. Vi taler om familiemedlemmer, vi endnu ikke har billede af, vi taler om at brikken nevø Simon også kan høre til Aras plade, for det er hendes fætter. Sådan når vi rundt om mange ting, og vi får talt om far og at savne nogen, der ikke er her. Vi får snakket om at rive hjertet ud og tage det med sig overalt - det synger Rasmus om, Ara forstår det ikke helt, men ved det er om forelskelse og nu er det en brik i spillet, for det er fars ven. På den måde kan vi tale om alt og få vendt og drejet en svær følelse, som jeg ikke vidste, hvordan jeg sku håndtere sammen med hende.
En god ide som kan passes til alle familier, alle niveauer og tankesæt. Bare husk - laminering og glimmer.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar