Det kærlige spark

"Hårde ord gør ondt på den de rammer, så tal ordentligt - det koster ikke noget." Det så jeg lige i en reklame.
"Hvordan staves Kærlighed? Det staves ikke, det føles." Det så jeg på Facebook forleden.

Er jeg virkelig den eneste, der er ved at drukne i cool citater og følsomme opfordringer om, at vi bare kan tage det roligt, for "Virker Plan A ikke, er der jo mange andre bogstaver i alfabetet"?!
Hvorfor giver vores venner os lov til at sidde og svælge i selvmedlidenhed, hvis blot vi kan finde et citat eller filmklip, en sang eller et billede, som matcher vores helt håbløse og fuldstændig bundløse situation? "Nå, nå, søde veninde, så du sidder på 3. uge og flæber over ham fodboldtossen, jamen det er osse okay, for du postede jo I will Always Love You på facebook."
Hvad skete der for det kærlige spark bagi... Det blev afskaffet uden en folkeafstemning, gjorde det. MEN så er det jo godt jeg er her til at sparke folk lige der, hvor de allerhelst vil have det! Med regnbuer og stjerner i øjnene og kys, kram og krymmel dryssende ud af ærmerne. For jeg elsker jer jo alle sammen, søde tøzzer og nuller-gutter.

"Gå lige ud til spejlet, du har spinat siddende på fortanden." Dét var der ingen, der sagde til mig, selvom det faktisk var meget relevant på det givne tidspunkt.
"Køb dine bukser et nummer større næste gang", "Du har sure tæer", "Hold op med at pive" og "Jeg griner kun, fordi du gir øl, ikke fordi du er sjov."
Sådan nogle ting siges ikke nær så tit, som de burde. Svesken må på disken, men vi tør ikke, vi er bange for at såre hinanden. Men er det ikke også ondt at lade være? Jo, det synes jeg. Jeg synes faktisk, det var tarveligt, at ingen fortalte mig, at jeg havde spinat på min fortand. (Oven i købet den største af dem!) Og jeg sagde det også:" Hey gutter, det var ikke pænt gjort". Så husker de forhåbentlig næste gang, at jeg godt kan tåle at høre det. For selvom jeg synes det var sjovt, så kunne det (selv med mig!) have været gået den anden vej. Tænk, hvis jeg var bleven så ked af det og flov, at jeg aldrig ville spise spinat igen!!

På Strøget har jeg engang gjort en dame opmærksom på, at hendes nederdel bagpå sad krøllet sammen oppe i livet, så man kunne se hendes trusser. På et disko har jeg fortalt en pige, at hendes foundation blev selvlysende i UV-lyset. På min egen diskrete facon var jeg seføli super medfølende i begge tilfælde og forklarede, at jeg sagde det altså kun, fordi jeg selv ville sætte pris på samme ærlighed. Begge gange fik jeg da også Tak retur, så jeg tænker det var okay.

Nå! Som sædvanligt fik jeg gjort en banal ting til noget stort, men kun for at sige til en ny og meget ung veninde:

Du er ked af det nu, det kan jeg forstå. Du føler, det er din egen skyld, og hvad ved jeg - måske har du ret. Men fåk det! Sket er sket og du kan ikke gøre det om med den gut. Gør det anderledes næste gang. Kom videre. Jeg tror, at mange af dine veninder har lyst til at fortælle dig det samme, men de tør ikke. Jeg tør godt, for du ved, at alt det lort jeg lukker ud, er kærlig ment. Gutterne, som læser det du skriver, tænker Jesus Kristus. Den påstand kan jeg naturligvis ikke være helt sikker på, for jeg er (måske) ikke en mand, men jeg har kendt og snakket med et par stykker, og - jeg er ked af at sige det - men når kvinder lukker for meget vand ud, lukker mænd for den indre ballofix. Den berømte klap går simpelthen ned. Nogle gange er en facade en god ting. Snak med dine hjemmepiger om det, der er sket og græd i en pude, giv en bøf nogle tæsk. Bagefter kan du spille en glad sang og danse lidt med dig selv.