søndag den 17. april 2011

Kjære dagbok

Tvillingerne er bleven døbt. Men kun på en hverdag, de skal jo nødig komme til at tro, de er noget. Sådan er det at blive født som sidsten; dine ældre søskende er lidt vigtigere end dig, og når du er royal, så skal hele landet også lige mindes om, at den ældste søn fortjener mest respekt, for fan, han skal jo være konge!
Deraf dåb af de yngste på en jævn torsdag. Lad os lige et øjeblik glemme den tossede ide om, at alle er født lige og alt det hippiepalaver... Landet ælsker at dyrke det royale og den latterligt forældede institution kongehuset nu engang er. Og hvem gider i grunden overhovedet have en mening om det?? Hver gang jeg åbner munden og taler mod kongehuset, bliver jeg stukket pladen, at det er billigere end en præsident. Hmmm... Jeg er da ligeglad, jeg benytter bare gerne min stemme imod kondommetoden, gu ved, hvor mange år endnu vi kan blive ved med at få trukket det kondom, øh jeg mener kongehus, ned over hovedet... Hvis mit tis kunne koge, ville kongehuset være 85% af brændslet på bålet under gryden.
En royal snak fik i weekenden en veninde til at foreslå, at med den holdning jeg har, skulle jeg da stemme på Enhedslisten. Det må jeg lige have fulgt op på ved lejlighed... ved ikke rigtig om mit blodtryk kan tåle en politisk overbevisning.

Det står sløjt til på datingfronten... En venindes datter og dennes bedste-veninde prøver ellers på at sætte mig op med hottie-medarbejderen fra deres ungdomsklub. Jeg har blandede følelser omkring projektet; er halv-skuffet over det tilsyneladende ikke virkede, men underholdt fordi de 2 fnisende piger går så meget op i det. En af dem havde forfattet et kærestebrev... Og de prøvede på at få ham til at invitere mig ud! Men han ville ikke på blind-date, pyyha, det tror jeg var meget godt. Jeg er temmelig overbevist om, at de kvaliteter som fik mig ind på top 10 hos de 2 tøser, ikke er noget en ung mand vil sætte pris på. I hvert fald ikke hvis han er helt rask.

I weekenden har jeg udført manuelt arbejde, hvilket på det kraftigste fik mig til at overveje at sende mit svendebrev retur til Frederiksberg Tekniske Skole. Der må have været fusk med i spillet, da jeg fik det, og så oven i købet med en hæderlig karakter. Må lige tjekke, om det vitterlig er mit navn, som står på...

I dag har jeg hængt ud med Ara, vi svinger sgu meget godt. Havde en lille diskussion, som gik på hvem der var sødest, jeg sagde hun var, hun synes det var mig - diskussionen blev afsluttet  med et kompromis, da hun bad om slik og jeg gav hende et æble. Vi malede lidt møbler, tog nogle billeder... hvilket fik mig til at tænke på, at alle billeder af os vil være taget af mig med hende siddende på mit skød, jeg kan så veksle mellem at tage det fra højre eller venstre, men der stopper spændingen i motivet desværre. Nå nej, hvad snakker jeg om! Hun kan jo også sidde på mine skuldre... Whoot whoot...
Jeg overvejer, om der ikke findes sådan en tur til Thailand eller Polen for enlige kvinder, der søger en ægtemand? Eller er det kun for kiksede mænd med lidenskab for tog? Gu ved, hvad sådan en thaimand koster...? Åh, det bliver pludselig et stort projekt bare for at få taget nogle billeder på en sommerferie. Tror jeg må leve med begrænset motivmuligheder og vil i stedet lægge min energi i rollespilssværdet og den der bong.

Apropos bong, så var Amalie og Peter i avisen i dag! Måske har han givet hende en dummeflad, måske er det noget hun finder på, faktum er at der var 4 sider i avisen om det. Jeg synes, at det er godt vi lever i sådan en stille og rolig verden uden krig eller alskens ulykker, så vi kan bruge spalteplads på sådan idioti. Pyha, troede lige der var noget galt derovre i Libyen, men det var nok bare en aprilsnar.

Nå, kære dagbog, jeg smutter. Skal lige have klappet mig selv på skulderen over den store bid af ansvarskagen jeg tog i den forgangne uge. Skal jo dag huske at rose sig selv!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar