Jeg bliver ikke skræmt af at erfare, at det virksomme stof i mine øjendråber er det samme som i algefjerner til udendørs træværk... Jeg bliver ikke forarget, når en kollega snakker om tynd mave over frokosten...
Et Breitling-ur til 56.000 imponerer mig ikke, jeg tænker nærmere, at det var da ualmindelig dårlig brug af gode danske kroner. (Desuden burde en potensforlænger være noget større, noget mere synligt, mere anvendeligt... fx en bil eller et hus!)
Erfaringer viser altså, at der skal en smule mere til at blæse mig bagover. Jeg begynder at tro, jeg er en smule fattesvag...
Måske er det farligt at dryppe øjne med kemikalier? Jeg går ud fra, produktet er testet...
Måske er det galt at sige lort? Ingen kan sige sig fri for at kende en lort...
Måske skal et ur koste det samme, som spidsen af en jetjager? Et ur med rem og visere og alt muligt kan fås i føtex for en hund...
Jeg tager ikke det hele så alvorligt, der skal være plads til at grine. For det er sguda sjårvt, når folk dummer sig! Det allersjoveste er, når de selv fortæller historien, der er ingen ægte humor i at grine ad folk bag deres ryg. Har de selv fortalt historien, har alle tilhørere desuden en vis håneret et langt stykke ud i fremtiden, hvilket kun kan være med til at gøre det hele endnu sjovere.
Ca. halvdelen af gangene jeg ikke tager noget seriøst, er det fordi jeg ikke forstår det! At en snak om en bæ, skulle få nogen til at spærre øjnene op, forstår jeg fx ikke. Det var jo ikke, fordi den lå på bordet eller noget...
Det er ikke sjovt at bruge unødigt mange penge på et ur, det er tragikomisk. Men at ejeren troede det kunne imponere mig, at han havde 3 af dem, se - det var rigtig sjovt!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar