Min hjemmedreng, Albert, sagde engang... Kun 2 ting er uendelige: Universet og menneskelig dumhed.
Han var lidt usikker på det med universet, men mht. dumheden giver jeg ham ret og stemmer ja til, at min egen dumhed ingen grænser kender – heldigvis, for således heller ikke mit potentiale.
Der er altid en yin til en yang, vi må tage det sure med det søde og uden tab kan der ikke kendes til gevinst.
Gennem tiderne er der utallige beviser og definitioner på dumhed, men jeg starter på hjemmebane og medgiver, at jeg engang har været så dum ikke at tro på mig selv.
Nogle tror på Jehova og andre på Allah - religion er i bred udstrækning accepteret, og der rynkes ikke på næse, når der oprettes bederum eller læses Vagttårnet. Men siges det højt, at man tror på sig selv, så er man lidt af en smart ass… Her har Janteloven efterladt et gigantisk fodaftryk i den danske mentalitet, som desværre ikke let lader sig udviske. For sørensen, Aksel Sandemose, hvodden ville verden have set ud uden dig og Espen Arnakke…
Dags dato synes jeg, at det giver god mening at tro på sig selv, hellere det end at tro på så meget andet. Og eftersom det virker for mig, tør jeg godt dykke ned i emnet: Selvtillid.
Mette, det er sådan her det går ned J
Jeg oplever tit, at folk bruger Selvtillid og Selvværd, som om ordene betyder det samme. Men det gør de jo ikke, og når man først er nede med forskellen og betydningen kan det være lidt af en Aha-oplevelse… For mig er det i hvert fald en klar fordel at adskille de to, jeg definerer det således:
Selvværd går på din egen viden om samt oplevelse af, hvem du er. Den måde du kender dig selv på og forholder dig til det, du ved om dig selv. Jeg synes, at ligger en eksistentiel kvalitet i selvværdet, lav eller høj. Kort fortalt… Selvværd – Hvad du er.
Selvtillid handler om, hvad du kan, hvad du er god/ikke god til. Hvordan du ser ud, eller hvad du har opnået. En facade (ikke i negativ forstand) af ikke-medfødte kvaliteter og evner. Kort fortalt… Selvtillid - Hvad du kan.
Nu til dags ligger der for mange en stor del af vores identitet i vores arbejde. Det første spørgsmål, vi mødes med i nye forsamlinger er tit: Hvad laver du?
Er du glad og fro i dit job, har du en godt betalt eller prestigefyldt stilling, vil du sandsynligvis ikke have problemer med at melde ud – vi ved jo nok godt alle sammen, at vi bedømmes på svaret, vi giver. Af samme årsag krymper det sig i maven hos nogle af dem, som må bekende, at de er mellem 2 jobs (det lyder pænere end arbejdsløs).
Hvorfor spørger vi egentlig? Er ingeniøren et federe bekendtskab end flaskesamleren??
Om jeg med ovenstående mener, at vi er overfladiske og bedømmer folk på deres kultur frem for deres adfærd? Ja, det mener jeg mange gør. Gør jeg selv? Ja, nogle gange. Hvorfor vi gør det? Hmm… Måske fordi vi tror, at vi ud fra den oplyste beskæftigelse kan putte personen i en kasse, hvilket er dejligt nemt og ligetil. Ligesom teserne - høje og skaldede mænd er rockere, kvinder med afbleget hår og store læber er ikke for kløgtige, og uanset køn og alder er alle i trenchcoat blottere. Fuldstændigt ubegrundede påstande som vel på det nærmeste går i arv! Ligegyldigheder, for hvad nu hvis den skaldede mand er rocker og blondinen virkelig er dum… Kan de ikke være berigende bekendtskaber alligevel? Blotteren, uha det ved jeg ikke rigtig, men jo – det er der seføli også nogle, der sætter pris på. Man skal jo som bekendt aldrig bedømme bogen på omslaget; selv en voksen mand i hættetrøje kan have noget at byde på. Ja, og sgu osse en voksen dame i hættetrøje! Og en mand i kjole. Og en dværg i cowboystøvler. Og så videre og så videre og så videre…
Tilbage til selvværdet… Hvis vi adskiller vores selvværd fra vores selvtillid, er det let at konkludere, at vi ikke er vores arbejde. Hvis vi tror på os selv og vores eget værd - at vi kan bringe noget til et venskab simpelthen bare fordi vi ER, åbner vi samtidig op for at værdsætte andre egenskaber hos nye venner og slapper bedre af i deres selskab. Hvorfor tror jeg det? Hvis du ikke føler dig mindre værd i en forsamling fx pga. forskelle i social status, vil jeg påstå, du slapper mere af.
(Ja, ja, hvis og hvis – min røv er spids, men det er nu rigtigt. Som de siger i reklamen: Prøv det! Prøv det!)
Når du kender og kan stå inde for dig selv, dine meninger og holdninger, er du defineret, og du tør lidt mere. Er du defineret overfor dig selv, er du det også for andre og VUPTI er du pludselig interessant og spændende, en person, vennerne ved, hvor de har. De folk, som ikke kan lide den udgave af dig, kan jeg forestille mig heller aldrig har bragt dig nogen særlig – oprigtig – værdi, så ud af klappen med dem. Videre ud i livet og løb ind i nye venner! Afsted!
Så er selvtillid virkelig så vigtigt at have? Eller satser vi hellere på selvværd? Det er ikke op til mig at afgøre på andres vegne, men jeg slår gerne et slag for at tro på sig selv. Derefter følger selvtilliden naturligt.
Du kan altid tage på aftenskole og lære at spille tuba, men ingen kan lære dig at elske dig selv. Købe en selvhjælpsbog? Den skal dælen dulme læses mange gange, og det kan komme til at ligne indoktrinering, når du i frokostpausen sidder og citerer Pernille Aalund.
Start hellere dagen med at sige til dig selv: Jeg er så vild, jeg er så flippet, hold da maule, hvor er jeg fantastisk! … Eller noget…
Mind dig selv om, at folk måske ikke husker præcis hvad du gjorde eller sagde, men de husker, hvad du fik dem til at føle.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar