* skolestart */tålmodighed er en dyd, for jeg venter gerne

I dag var anden dag i Brøndby. Jeg vil ikke kalde det for nogle lange dage vi studerende holder os, vi har fri 13:50 alle dage. Og jeg anser det ikke for sandsynligt at en af os dratter dehydreret om - for vi holder en pause en gang i timen. Ikke noget der huer mig med sådan en kort arbejdsdag, men min lange rejse hjem taget i betragtning, er det for så vidt i orden.
I dag kom en fagforening forbi med et godt tilbud og bøger. Så min i forvejen bugnende taske blev mindst 2 kg tungere og ved samme lejlighed blev min tålmodighed sat på endnu en prøve...
Jeg havde nemlig lykkeligt glemt, hvor ukoncentreret, ufokuseret, uopdragent og alt muligt andet med "u", man er som ung... (Og når jeg selv er distræt og ikke-opdraget, siger det en del, at jeg kan spotte disse lidet flatterende egenskaber.)
Scenen er sat: En dame sidder ved et bord - der står et skilt på bordet - har dit hold det nummer, der står på skiltet, er det her du udfylder papirer - derefter går du ud på p-pladsen og får dine bøger.
Klart der er vild tumult - for hvor skal man dog melde sig??
Det blir din tur og damen fortæller dig, at du er lønmodtager og at fagforeningen allerede har udfyldt de fleste felter.
Pigen foran mig får sine papirer og begynder at skrive i de felter, der allerede er udfyldt og sætter kryds i Nej under lønmodtager. Herre jemini!
Jeg udfylder, hjælper et par piger fra mit hold med småting og sammen afleverer vi papirerne og henter vores bøger. Pyha, på kun ca. 7 minutter! Forinden havde vi stået i kø i ca. 15 minutter, fordi hovedløse høns baskede forvirret rundt med vilde øjne og spurgte: "Hvad hold er jeg på? Hvad hold er jeg på?"
Et andet eksempel på tålmodighedsafprøvning på højt niveau, er fra da vi snakkede om uddannelsesaftaler og en fyr ser det passende at spørge til fredagsbaren?! (...Som en anden Ally McBeal forestillede jeg mig, hvordan min højre hånd forvandlede sig til en kæmpe boksehandske, som slog den formastelige ud gennem væggen...)
Fra en pige, som gik på grundforløbet derude, har jeg hørt, at de startede 28 på hendes hold og kun 15 afsluttede. Da vi i dag gennemgik ambitioner, var jeg den eneste som ikke sagde, at jeg bare håbede på at færdiggøre denne uddannelse. Jeg fornemmede, det beroligede en del, da læreren Sofie forklarede, at det er helt normalt at tro, at man ikke kan klare det, når man før har været startet på en ungdomsuddannelse, hvor man faldt fra.
Jeg synes, det er ærgerligt, når nogen ikke tror på sig selv, så jeg havde mest lyst til at holde en dundertale af rang, men lader den ligge og melder mig i stedet til mentor-ordningen. For jeg synes, det er spild af alles tid og elevpladser, som kunne være gået til andre og jeg forstår egentlig ikke, at nogen overhovedet synes, det er en mulighed at hoppe fra. Meget B.S. Christiansen af mig: Det er bare ikke en option! Som mentor kan jeg måske redde en eller anden fra afhopning, tænker jeg. Håber jeg.
Jeg ved godt, at disse forskelle os klassekammerater imellem helt klart skal tilskrives min alder. Jeg er gammel, har andre oplevelser i rygsækken. Vi taler (bogstavligtalt) forskellige sprog.
De har knallertkørekort, drikker RedBull og Coca Cola før klokken har slået 9, de spiser ikke rigtig frokost, har ikke blok og skriveredskab med i skole, og de farvekoordinerer ikke deres tøj. Jeg er jo stik modsat og har mit eget bestik med til madpakken, som - sammenlignet med hvad der ellers hives frem - ligner noget fra Meyers Deli.
Mit første personlige indsatsområde er allerede identificeret - jeg skal arbejde med min tålmodighed!
Og jeg er heldigvis allerede god til det, hvis jeg selv skal sige det. Jeg hjælper mine nye kammerater med Kleenex og papir og forklarer gerne, når de ved ikke hvad Stigmatisere betyder eller om Psykisk staves med G.
Allerede mandag før frokost blev jeg døbt Stræberen, men det er faktisk helt i orden med mig, for det er jeg i den forsamling og det er der ikke noget galt i - hverken at jeg er eller at andre muligvis ikke er.