tirsdag den 1. marts 2011

Ingen er perfekt - top 10 over mine fejl og mangler

1) Jeg synger alle sange på samme melodi. Det er jeg bleven klandret for efterhånden et par gange, seføli passer det ikke - det er lytterens ører, som er skruet forkert på.

2) Mit hoved er for småt til min krop. Et emne, som ikke er til diskussion, det er såmænd bare fakta. (Note til selv: Mål omkreds snarest muligt for at be- eller afkræfte krympning.)

3) Jeg kan ikke hikke med lukket mund. Jeg er fuldstændig godt klar over, at det larmer rigtig meget, når jeg hikker, men jeg kan ikke lukke munden - det er fysisk umuligt.

4) Jeg kan ikke fløjte. Jeg laver i stedet en fyyyyyyyyyyy-lyd.

5) Mine fingre er korte. Da jeg blev skabt, fik jeg ved en fejl sat dværghænder for enden af mine normalstørrelse arme. Det er den eneste logiske forklaring.

6) Jeg nægter at sætte mig ind i politik. Jeg synes, det er spild af tid, for dagen efter jeg har erhvervet mig al viden om emnet, vil 64% af regeringen alligevel have skiftet mening, standpunkt eller parti.

7) Jeg siger, at det er Ara som samler på Pez-dispensers. Men i virkeligheden er det mig, og jeg er irriteret over, at hun fik føjet Woody til samlingen, for jeg vil hellere have en Buzz.

8) Jeg tror på nisser og Loch Ness-uhyret. Naturligvis eksisterer begge dele, der er faktisk folk som har billeder og alt muligt.

9) Jeg tror ikke på Gud og kærlighed. Igen et emne, som ikke rigtig er til diskussion, men skulle der komme billedmateriale, er jeg parat til at tage begge emner op til grundig overvejelse.

10) Jeg bilder mig ind, at jeg har 10 fejl og/eller mangler.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar