fredag den 24. juni 2011

Hvis jeg var en rigtig dame...

... ville jeg være røvsygt selskab!

Jeg køber mit daaaaahmetøj i Mathiesen, for de har sådan nogle fine pastelfarvede skjorter.
Mine nederdele dækker altid et underskørt - og er naturligvis aldrig kortere end til under knæet.
Mit undertøj bæres kun i sæt, og jeg kunne aldrig drømme om at gå i disse her nymodens og ubekvemme g-strengs trisseletter. Sikke noget pjat; de varmer jo slet ikke og støtte kan der heller ikke være meget af!
Hvis jeg skal slippe en vind, går jeg afsides og bliver der mindst 10 minutter. Jeg undgår kulsyreholdige drikke, for de giver mig luft i maven, kaffe holder jeg mig fra, for det misfarver mine tænder.
Desuden skal jeg holde mig under 900 kalorier om dagen og indtager derfor heller ikke kulhydrater.
Jeg får mit fedt ved at spise en skefuld Oil of Life, det er bare dejligt.
Mit store idol og forbillede er Ninka-Bernadette og på mit natbord ligger min bibel, Kernesund familie.
Min mand forstod ikke helt konceptet i starten, men efter foredraget med livsstils trekløveret Kernesund Millionøse, har han ændret mening. Således bruger han et par gange i ugen mindst 3 timer på at gå til yoga og meditation - heldigvis har han en kollega med, hun hjælper ham til at holde gejsten oppe.
I min omgangskreds er vi 5 sammentømrede veninder - og der er intet emne, vi ikke kan tage op (undtagen sex, religion, politik og strikkeopskrifter selvfølgelig). Jeg ææælsker alle pigerne, som var de mine søstre... I vores gruppe er jeg naturligvis den smukke, kloge, tilbageholdende og forståelige type, mens de andre fylder enormt meget... og går i pangfarver, selvom de slet ikke kan bære det. Og viser for meget barm. Og bruger for meget foundation. Og har uopdragne børn. Men udover det, ææælsker jeg dem simpelthen! ... Hvis de dog bare ville lade være med at være sådan nogle uselvstændige, forudindtagede, fordømmende og letpåklædte sminkedukker! Men ja; vi kan regne med hinanden.
Min soveværelse er indrettet efter min bog om feng shui (udtales jo altså fång schwæææj, det ved jeg alt om), og det eneste jeg ikke kunne finde plads til var min kære mands fladskærms-tv. Men det er helt okay, for det bruger jeg jo ikke alligevel. Jeg går i seng for at sove, basta. Bliver min mand lidt for frisk, får han et rap over fingrene - vi piller kun om onsdagen! Jeg foretrækker missionærstillingen, for så undgår jeg uflatterende vinkler. På min mands fødselsdag får han lov til at have lyset tændt. Men så skal han til gengæld også lægge sengetæppet på i de rette folder. Hver dag - resten af året.

Nemli!

1 kommentar:

  1. Har du hørt at hende den kærnesunde er blevet skilt for nyligt... behøver man sige mere ;-)

    SvarSlet