torsdag den 9. juni 2011

Hvor har hun det dog fra??!!

Ara er 3 år. Hun er vel som enhver anden gennemsnitlig pige i den alder og elsker lyserød, stjerner, hjerter og plaster. Hun er god til at danse og lime ting sammen, klippe i papir og dække bord. Sammen laver vi yoga, læser bøger og redder snegle.
I dag annoncerer Ara, at hun vil have en lille hjerte-tatovering på håndleddet, for det har Lotte fra børnehaven også. Lotte er den seje pædagog, hun maler pigerne i ansigterne, fletter deres hår og klipper gækkebreve. Dejlig pige! Foruden den tat vil Ara også have skrevet Rikke på en ene fod. På den anden skal stå Far, Farmor, Casandra, Tine og Malthe.
Ara vil have huller i ørerne, ligesom hendes 3 fastre, mor og farmor har. Jeg har sagt, vi lige skal have spurgt far - og sammen er vi bleven enige om, at det kan hun få, når hun bliver lidt større.
Ara siger aldrig, at hun vil have noget af det, som jeg har - altså udover sort blondeundertøj og hårkur.
Jeg kan nu alligevel se mange sammenfald i hendes person og min egen...

... Når jeg spilder noget på gulvet, siger hun: "Pyt med det, det i orden. Det tørrer." Det siger jeg osse.
Når vi er færdige med at spise, klapper vi begge mave, bogstavlig talt. Og vi synes begge, at pizzaskorpe og pommes frites smager af kage. Vi kan ikke lide vingummier. Vi synes, det hele er en fest, når bare der er sugerør i vores drikkevarer. Og hun bider i sin storetå, og det gjorde jeg også, da jeg var barn!
Så er det jeg kommer til at spekulere på, at hun tegner til at ende som en lille kopi af mig! Og det synes jeg faktisk bare er helt i orden.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar