onsdag den 29. juni 2011

Facaden haben?!

Hvornår er nogen iført en facade? Alt er subjektivt, men alligevel... Noget må kunne siges om det!

Personlige erfaringer viser, at det er krævende og spild af tid at have en facade, at forgive at være noget jeg ikke er. Jeg bliver stiv og off-beat, det føles som om jeg er en bukket plade, der er faldet i hak. Ubekvemt og unaturligt. Jeg er bare et menneske, jeg laver fejl og har mangler, men kan heldigvis grine af det. HA HA

Som jeg forlod børnehaven i morges, passerede jeg en dame. Hun havde en taske over armen, en Louis Vuitton Multicolor i modellen Speedy - for ikke-kendere kan det beskrives som en hvid taske med LV-logo i mange farver, en lille sportstaske-agtig model. Jeg kender den taske særdeles godt, for jeg vil enormt gerne have en af slagsen, men til en pris af ca. 13.000 kr. må den stå på ønskelisten lidt (meget) endnu. På det sekund det tog os at gå forbi hinanden og sige God morgen, kunne jeg konstatere, at denne her taske var ikke ægte. Det var et kopi, en fake, et knock off! Nederen. 

Når en person ifører sig en mærkevare, kan det være, fordi de synes det er lækkert, eksklusivt eller såmænd bare fordi de gerne vil vise, at de kan. Hvorfor ikke flashe det, når man har det?! Jeg er nede med den fede, hvis du har det, så vis det, sæt ikke dit lys under en skæppe osv osv. Men hvis du ikke har det, så lad være med at lade som om. Lad være med at være noget du ikke er - og hvis du ikke er en dame med en taske til 10 slag, så lad være med at lade som om. Så køb en taske til 499,- på udsalg i Neye! For det er det du er. Det er ægte og til at forholde sig til. Og jeg er sikker på, at den kan holde dine ting lige så godt som en dyrere taske. 

Når jeg ser en smuk pige med lækkert hår, synes jeg bare det er fantastisk, at hun gider gå og vifte med det foran os andre med 2 strå som kun kan sættes, hvis der er tilsat både hårskum, hårlak og hårvoks. Men måske kommer hun til at kaste lidt for meget med det og afslører derved, at der er tale om extensions. Kunstigt hår.Nederen.
Hvorfor ikke bare være glad for det hår man har?? Der findes jo faktisk skaldede mennesker her i verden, som ville dø for 2 strå, så de ku lave en bare nogenlunde anstændig comb-over. 

Jeg synes, der er for meget fokus på det, vi ikke har og for lidt på det, vi har. For meget negativitet og alting følges af et surt "men".
Vi har en dejlig sommer - ja, men den er ikke så lun, som den sidste år. 
Det er nogle smukke blomster - ja, men de lugter af tis.

På med den postitive JA-hat! Men sørg for at vælge det rigtige mærke...


Ingen kommentarer:

Send en kommentar